Sy en smuk, håndmalet silkekjole fra Hendes Verden

Sy en smuk, håndmalet silkekjole

Akvarel, penselstrøg og malerklatter er det nye print i moden.

**

HÅNDMALET SILKEKJOLE

Str.: 38 (40) 42 (44) 46.

Materialer til malingen: Sandvasket silke 2,20 meter i 135 cm’s bredde (fra Stof & Stil) ∙ Uniprint pigment Blu UBT P10 – 3 % ∙

Uniprint pigment, Turquoise UV P11 – 3 % ∙ Uniprint Aqua-Binder (transparent) ∙ Beholdere til farvenuancerne ∙ Pensler i forskellige bredder ∙ Plastic ∙ Malertape ∙ Knappenåle.

Farverne er fra Spektrum, tlf. 39 63 85 00.

Materialer til syningen: Rund elastik ∙ Knap.

Vejledning, silkemaling: Dæk arbejdsbordet med plastic, læg stoffet på, og sæt det fast med malertape, så det ikke glider. Afmærk på stoffet med knappenåle længden på kjolen, belægningen og ærmet (se mønsterdiagrammet). Undgå at prikke hul i pla-sticunderlaget.

Bemærk: Farverne Uniprint pigment indeholder en stor mængde farvestof – så brug kun lidt farvepigment, og fortynd med Uniprint Aqua-Binder (transparent).

Hæld farverne op i beholdere, og bland flere nuancer ud fra de eksisterende farver.

Mal nogle brede penselstrøg på stoffet med den lyseste nuance først, og mal derefter nogle mindre penselstrøg med lidt mørkere farver. Fortsæt med at male brede lyse strøg og mørke mindre strøg. Mal altid med den mørkeste farve til sidst. De nederste 15 cm af kjolestoffet males på tværs.

Lad stoffet tørre, og fikser farverne ved at stryge på bagsiden af stoffet med et stryge-jern uden damp. Følg vejledningen på emballagen.

Klippevejledning: Læg stoffet dobbelt, og klip 1 forstykke til fold, 2 bagstykker, 1 belægning til forstykket til fold, 2 belægninger til bagstykker samt 2 ærmer. Alle mønsterdele klippes med 1 cm's sømrum undtagen forneden på kjolen, hvor der klippes med 2 cm.

Klip desuden en trense 2 x 10 cm 100 % på skrå.

Syvejledning: Zigzag eller overlock over trævlekanterne. Hvor intet andet er nævnt, sys delene sammen ret mod ret. Hæft, og sy indsnittene sammen, og pres dem opad. Sy skulder- og sidesømmene, og pres sømrummet fra hinanden.

Sy ærmesømmene sammen. Sy en rynketråd i de øverste 10 cm af ærmets kuppel. Rynk ind, så ærmet passer til ærmegabet, og sy ærmet i. Sy belægningerne sammen ved skuldersømmene samt det nederste lille stykke midtbag.

Sy trensen sammen, så den bliver 0,5 cm bred, og vend retten ud. Bemærk, at det er sømrummet fra trensen, der bruges som fylde. Sy trensen fast til belægningen midtbag.

Sy belægningen fast til halsudskæringen samt ved slidsåbningen midtbag. Klip søm-rummet ned til 0,5cm, og klip små hakker ind i sømrummet ved rundingerne. Vend til retten, og pres.

Sy en pyntestikning indvendig igennem sømrum og belægning for at holde belægnin-gen på plads.

Fold 1cm's sømrum til vrangen forneden på ærmet, sy helt ude ved trævlekanten, så der dannes en løbegang. Lad en åbning stå. Træk passende elastik igennem, og sy åbningen til. Fold 1 x 1 cm til vrangen forneden, og sy ombukket fast med en stikning.

Sy knappen i.

Hent mønstret til silkekjolen her

Sådan tegnes mønstre op efter diagram

Du skal bruge mønsterpapir med indtegnede tern på 2 x 2 cm. Det fås bl.a. hos Stof2000 og hos Stof & Stil. Desuden skal du bruge en lang lineal – helst en vinkelli-neal samt en blyant og et viskelæder!

Mønstre i Hendes Verden er altid indtegnet i diagrammer, hvor 1 tern = 2 x 2 cm. Dvs. at diagrammernes tern svarer til de tern, som er på dit mønsterpapir. Er der f.eks. 14 tern i diagrammet, tegner du 14 tern på dit mønsterpapir.

Der er ofte indtegnet flere størrelser oven i hinanden. Nogle streger er fælles, mens andre er optegnet størrelse for størrelse.

Begynd nederst i diagrammet. Indtegn altid mønsterdelens lige (lodrette) side først – oftest midt bag eller midt for linjen. Tæl dig frem efter ternene, og indtegn nederste og øverste punkt, og træk en linje imellem dem med linealen. Tæl derefter de vinkelrette vandrette linjer ud, og indtegn dem.

Ved buede linjer er du nødt til at tegne nogle hjælpestreger og hjælpepunkter. Tæl op efter diagrammet, hvor linjen begynder og ender, og afsæt punkter og linjer undervejs som hjælp.

Indtegn alle samlemærker, tværmarkeringer, knaphuller og lign. på dit mønster, og skriv på mønstrene, hvilken mønsterdel det er. Indtegn også trådretningspilene. Til sidst klippes mønsterdelene ud.