ALT for damernes Kvindeløb

Er hulahopringe vejen til vipsetalje?

Heldige Kvindeløbspræmie-vindere, Marabou-kakao og hulahopringe var bare nogle af de ting, der gik for sig til Kvindeløbet i Aalborg - ud over selve løbet naturligvis...


Det var næsten muligt at glemme, at årsagen til, at de over 1600 kvinder og deres påhæng var mødt op på Dyrskuepladsen i Aalborg var et Kvindeløb.

Der var nemlig ikke så få andre adspredelser, da det årlige Kvindeløb fandt sted onsdag den 30. maj.

Kaffe i lange baner

Tassimo-pigerne fik den kølige blæst som dagen startede med til at føles lidt mildere ved at skænke café latte, Marabou-kakao og chai latte i kop efter kop fra Tassimo-maskinen, der kan lave det hele med et enkelt tryk på en knap. De havde også opfundet et ringspil, hvor man naturligvis skulle ramme en beholder med deres forskellige smagsvarianter. Og så skulle der findes fire vindere af en Facebook-konkurrence, hvor præmien er en Tassimo-bryggemaskine.

Er du til delikatesse-smagsprøver eller opdaterede hulahopringe?

Hos Il Fornaio var der dækket op med lunt italiensk brød med smagsprøver på tomatsalsa, olivenolie og middelhavssalt, mens Carite Sport holdt sig i den mere sunde ende og lokkede folk til at øve hoftevrik med en hulahopring med en vægt på mellem 1,5-2,5 kilo.

"Det styrker hele kroppen, og så kan man relativt hurtigt tabe en centimeter om livet ved jævnligt at bruge en af vores hulahopringe," fortalte Martin fra Carite, som tilføjede, at det især er de lidt ældre løbere, som har styr på hulahopringene, fordi det var populært børne-tidsfordriv, da de var små.


Sådan vinder man en blender - eller et abonnement

Men det gik heller ikke stille af i ALT for damerne-teltet, hvor flere af os fra redaktionen igen i Aalborg har hilst på en masse læsere og glade løbere.

Ekstra glade var Kirstine, som kom hen i teltet for at få overrakt sin opløbspræmie: en blender fra OBH. Hendes løbsnummer blev nemlig råbt op, da hun passerede mållinjen efter sin distance på 10 km. Så Kirstine fik fingrene i en af de mange lækre præmier, som er sponsoreret til løbet.

"Jeg har løbet 10 km. for første gang. Det var en personlig udfordring, efter at jeg har været igennem tre børnefødsler inden for nogle få år. Så nu skulle der ske noget," sagde Kirstine med et stort smil og lidt stakåndet.

Ud over præmien, var hun utrolig glad for at have deltaget i Kvindeløbet.

"Det har bare været fantastisk! Godt vejr og folk der klapper, når man løber i mål. Det kan man kun blive i godt humør af," lød det fra Kirstine.

Jeanet vandt et abonnement på magasinet Fit Living, og det passede hende rigtig godt, fordi hun i forvejen er glad for magasinet.

"Det er rigtig fint! Selv om jeg lever sundt, skal man nogle gange tage sig sammen, og så er det et godt blad," sagde Jeanet, som også har løbet 10 km. og især har ros til ruten.


"Den var utrolig flot. Meget varieret og med både græs og grusvej," lød det fra Jeanet, før hun fik fred til at puste ud og nyde aftensolen over Dyrskuepladsen i Aalborg.