Kvindeløb 2013

Med mor til kvindeløb

Det var ikke kun løbeglade kvinder, der var mødt op i Aarhus, men også mange familier.

I tre måneder har Signe Vendeltorp løbet. Hun har prøvet at påbegynde en fast løberutine flere gange, men det har ikke rigtig hængt ved. Derfor satte hun sig for, at hun ville træne op til ALT for damernes 5 km rute i Aarhus.

Og i går kom dagen. Med sig havde hun sin mand Kent Vendeltorp og deres to sønner Noah på 5 år og lille Adam på blot et år.

Vi fandt de tre herrer på deres tæppe på Mindeparkens grønne græs i solen.

- Vi tog med, fordi det kunne være hyggeligt at gøre sammen hele familien, siger Kent Vendeltorp, inden Adam stikker af ud over græsset med et pølsebrød. Efter en hurtig indfangelse af sønnen, støder Signe til tæppet.

- Det er simpelthen ideelt vejr, siger hun.

Familie har planlagt det et par uger, og er ikke de eneste. Bag markedspladsens hvide telte sidder flere familier på tæpper med kig til det fjerne hav og et cirkustelt. For selvom det er et "kvindeløb", så kommer der også både børn og mænd for at deltage i hyggen.

Nogen har taget picnic med, mens andre slænger sig eller yder støtte inden de mange kilometer skal tilbagelægges.

Vi siger farvel til Kent og Adam, der piler over til legepladsen og Signe, der glæder sig til kulminationen på sin træning, når hun løber ud på sine fem kilometer.

LÆS OGSÅ: Zenia var den hurtigste.