Kvindeløbet – også for mænd?
Når ALT for damernes Kvindeløb finder sted i din by, er det langt fra kun kvinder, der møder op. Vi har mødt nogle af de heppende mænd. Husk at du (og din mand) stadig kan nå at være med.
"Min kone skal ud at løbe i dag, og så lovede jeg at komme med og støtte hende. Og så skal jeg jo også holde øje med, at hun laver en god præstation," siger 27-årige Thomas, der står på Dyrskuepladsen i Skalborg og ser en anelse genert ud ved at stå og betragte de flere hundrede kvinder, som er mødt op til opvarmning før 5 km.-ruten til ALT for damernes Kvindeløb i Aalborg 30. maj.
Men Thomas har ingen grund til at føle sig forlegen ved at troppe op til et Kvindeløb, han er nemlig langt fra alene.
Vi møder hurtigt Jonas på 34 år og hans datter Caroline på seks år, som får tiden til at gå med at deltage i opvarmningen, før mor skal løbe 5 km.
"Ja, hun deltager i løbet, så vi er her for at bakke hende op og for at samle hende op bagefter," siger Jonas med et grin og tilføjer, at hans kone ikke har trænet så flittigt op til løbet, men at han krydser fingre for hende. Når løbet er overstået skal familien rundt og se lidt på de mange aktiviteter på pladsen, fortæller han.
Poul-Erik på 69 og Svend-Åge på 65 har den store oppakning med til Kvindeløbet. Der mangler hverken tæpper, picnic-kurv eller godt humør. De to venner ville gerne have løbet med – hvis altså ikke lige det var et Kvindeløb.
"Nu venter vi bare på, at de bliver færdige og passer på alt ekstra-tøjet og maden. Begge vores koner deltager i 10 km.-løbet," siger Poul-Erik, som nok mener, at han og vennen har en del af æren for det.
"Vi har jo været deres træningspartnere og løbet med, mens de øvede sig. Men vi kunne ikke være med i dag, det er kun et løb for dem," siger Poul-Erik og ser egentlig meget tilfreds ud med rollen som oppasser for en aften i det solrige Aalborg.