ALT for damernes Kvindeløb 2012

2 uger før løbet: Sådan skal du træne

Der er cirka to uger til Kvindeløbet i din by, og uanset om du blot vil gennemføre løbet eller forbedre din tid, er der gode råd at hente fra løbe-eksperten.

Du har tilmeldt dig ALT for damernes Kvindeløb og du spænder løbeskoene på nogle gange – eller flere – om ugen. Nu er det ved at være alvor! Der er kun omkring to uger til løbet, og os på redaktionen er ved at være godt spændte. Derfor har vi bedt Jacob Juul Gliese, direktør i den professionelle løbeklub Running26, om hvad han anbefaler, at du tænker over med din træning netop nu.

2 uger før Kvindeløbet

Løb kortere og hurtigere. To uger før løbet, kan man godt løbe lidt hurtigere i stedet for at løbe længere. Så hvor man i tredje uge løb langt og langsomt, kan man to uger før sætte tempoet op.

Pres dig selv lidt. Kvindeløbet er en konkurrence, selv om det også er en social begivenhed for mange løbere. Derfor vil du alt andet lige være opsat på at give den lidt gas op til selve løbet, og den mentale motivation må du gerne stimulere. Du kan fx eksperimentere med fartlege eller små-intervaller. Prøv at lave nogle hurtige ryk fra lygtepæl til lygtepæl, eller hvis du lytter til radio under løbetræningen, så prøv at løbe, når der er musik og at holde pause, når der tales eller omvendt.

Så langt skal du løbe. Hvis du går efter at løbe fem km. til Kvindeløbet, så løb maksimalt mellem tre til fire km. Hvis du går efter at løbe ti km. så løb mellem fem-seks km. to uger før løbet.

Læs også: Sådan skal du spise og drikke inden et løb