Tabt væddemål førte til Kvindeløb
For en af deltagerne på årets Kvindeløb i Frederica, var der en helt speciel årsag til at deltage.
Jennie er netop kommet i mål efter 5 km.-ruten, da vi fanger hende stærkt forpustet men med et meget stolt udtryk i ansigtet og en lidt speciel årsag til at have løbet med til ALT for damernes Kvindeløb i Fredericia.
"Jeg tabte et væddemål, som jeg lavede i en brandert," lyder det ærligt fra Jennie, som var ude at hygge sig med kollegaerne efter arbejde, da talen faldt på løb.
Der opstod en vis skepsis om, hvorvidt Jennie, der langt fra er nogen sportsfan, ville kunne gennemføre et 5 km.-løb, men det ville hun ikke have siddende på sig.
"Ingen troede på at jeg kunne gennemføre et løb, fordi jeg aldrig plejer at lave noget aktivt, men så tilmeldte jeg mig Kvindeløbet og gik i gang med et træningsprogram, og nu har jeg gjort det!"
Men her stopper det ikke for Jennie, der allerede har rodet sig ud i et nyt væddemål, hvor distancen lyder på 9,5 km.
Så er det en lidt mere udbredt motivation, der driver venindeflokken på fire, hvoraf to er søstre, som vi møder kort efter.
"Vi er med for at udfordre os selv, og fordi det er rigtig godt, at man bliver trukket med af de andre løbere, så man løber hurtigere. Man bliver virkelig påvirket af stemningen og af at, der bliver heppet undervejs. Og så glæder vi også også til at se, hvad der er i vores goodiebag," smiler de fire veninder.