ALT for damernes Kvindeløb

"Vi plejer ellers mest at drikke cocktails sammen"

For de unge gigtramte var det en udfordring at gennemføre Walk-ruten på 2,5 km., mens en venindegruppe havde trænet sig op til 5 km. og andre var på vej mod halvmarathon til Kvindeløbet i København.

Det er første år, at ALT for damerne tilbyder en Walk-rute på 2,5 km., og det vakte særlig glæde hos fire veninder, som vi møder fra Foreningen af Unge med Gigt – eller Fnug.

"Vi gik ruten på 34 minutter, og vi troede det ville tage en time, så vi er trætte men glade og stolte over at vi klarede det med sådan en god tid," siger pigerne.

"Da vi så, at der var Kvindeløb, troede vi først ikke, at vi kunne deltage, fordi vi ikke kan løbe på grund af gigten, men så var der også en Walk-rute, og vi kan jo godt gå, så derfor meldte vi os til for at få en udfordring," tilføjer de.



Anne, Mia, Katrine og Kitte er veninder gennem flere år og løber med til ALT for damernes Kvindeløb for første gang. Vist nok mest fordi Anne pressede på.

"Det er Annes skyld, at vi er her. Hun tog initiativet. Vi plejer ellers mest at drikke cocktails sammen og den slags, men nu skulle vi prøve noget andet," lyder det fra veninderne, som har brugt Kvindeløbet til at få gang i løbetræningen.



Gruppen af sygeplejersker som vi møder lidt senere er gået noget mere seriøst til værks. De har løbet 10 km.

"Vi synes, det er en fed event, og vi er med for at få noget motion, og så fungerer det som teambuilding," siger sygeplejerskerne, som netop skulle til at sætte tænderne i en velfortjent sandwich.



For de to søstre Alicia og Nina er løbet en anledning til, at Alicia kunne komme i form efter at have født for seks måneder siden.

"Det er et sjovt og hyggeligt løb, som vi gerne vil deltage i, men vi vil også gerne løbe på en ordentlig tid," siger søstrene, som håber at komme under 30 minutter. Da vi møder dem efter løbet, er det rent faktisk lykkedes for dem på 5 km.-ruten.



Andre deltagere der ikke havde født endnu, satte pris på, at det var muligt at være med på Walk-ruten.

Camilla er med til løbet – som løber – hvert år, men den går ikke som højgravid.

"Jeg skulle bare være med i år, selv om jeg ikke kunne løbe, så det er rigtig godt, at man kan gå, for der er altid sådan en god stemning til Kvindeløbet, og det er godt med et mål at træne henimod," siger Camilla og tilføjer, at hun venter en dreng, så det er nok sidste gang, at han er med i Kvindeløbet som en slags deltager.


Camilla er ikke den eneste gravide deltager til Kvindeløbet. Den næste vi møder, har 14 familiemedlemmer med, fordi det er en fast tradition at deltage i Kvindeløbet.


Fra Kræftens Bekæmpelse er der også opbakning til Kvindeløbet. Organisationen har en idrætsklub, som har arrangeret deltagelsen, fortæller Ida og Iben.

"Vi støtter jo op om motion og sund livsstil, og så er det en god måde at være sammen med kollegaerne på. Vi skal også være med til Støt Brysterne-løbet 16. september, som vi samarbejder om med ALT for damerne," fortæller Ida og Iben.



Søstrene Linette og Jannie holder Kvindeløbs-traditionen i familien i hævd i København. De kommer oprindeligt fra Fredercia, hvor deres mor netop har deltaget i Kvindeløbet, og har deres veninde Stine med.

"Vi træner til halvmarathon og så holder det motivationen oppe at løbe en 10 km.-rute her," siger de og håber på en tid under 50 minutter.