
Der er især én ting, du bør undgå, når du børster blush på kinderne, siger makeupartisten
Der er intet som blush, der kan give lidt kulør og friske dit ansigt op, ifølge makeupartist Charlotte Tilbury. Hun har dog også et tip til, hvad vi bør undgå, når vi står med børsten i hånden.
Den engelske makeupartist Charlotte Tilbury har i årevis cementeret sit navn i en evig omskiftelig branche, hvor nye looks jævnligt finder vej via catwalks og modemagasiner til makeuphylden hjemme hos os forbrugere. Hun har skabt kampagnelooks for blandt andre Stella McCartney, Tom Ford og H&M og børstet kulør på kinderne hos kvinder som Kate Moss, Naomi Campbell og Claudia Schiffer.
Vi har fået hende til at dele sine tips til, hvordan vi nemt og enkelt kan skabe et friskt look med masser af glød – og ikke mindst tippe os om, hvad vi skal undgå, når blushbørsten kommer frem derhjemme.
Hvordan skal vi lægge vores blush, så vi får et friskt look samt løfter ansigtet?
– Der er mange teknikker til at påføre blush, men en af mine yndlingsmetoder til at give din teint en frisk, strålende farve er at påføre en cremeblush i en W-form på tværs af næsen og kinderne for at skabe et naturligt solbrunt look.
– Mit Tilbury-tip til at få et løftet og ungdommeligt look er at påføre blush på de højeste punkter af kindbenene og blende det udad mod tindingerne. Den placering af din blush har nemlig evnen til at transformere dit ansigts udseende fuldstændigt og give det et løft.
– Jeg elsker selv at bruge en cremeblush, fordi de smelter problemfrit ind i huden, så uanset om du bruger en børste eller fingrene til at blende, får du en naturlig glød. Alle vil spørge, om du har været på ferie eller i spa.
Og hvad skal vi undgå at gøre?
– Blush handler om at give din teint farve og dimension, så det eneste, du bør undgå, er at lægge og trække det for langt ned ad ansigtet. Påfør aldrig blush under næselinjen, da det kan trække dine træk nedad, og vi ønsker altid at løfte, forme og fremhæve vores kinder.
Er der forskel på hverdag og fest-blush?
– Der er ingen regler, når det kommer til makeup – du kan tone din blush ned eller op, når du vil, og uanset om det er dag eller aften.
Er der nogle gode huskeregler i forhold til, hvilken farve blush du skal vælge?
– Jeg har mødt så mange mennesker, der holder sig væk fra blush, fordi de har svært ved at finde den rigtige nuance eller synes, at det ser for intenst og ikke flatterende ud. Men blush bør aldrig være skræmmende.
– Hvis du har lys hud eller lyst hår, vil sarte lyserøde og ferskenfarvede nuancer få din teint til at se frisk og smuk ud.
– Hvis du har en medium eller olivenfarvet hud, skal du vælge varme rosenfarver eller lettere brændte nuancer for at fremhæve dine naturlige gyldne toner – det kan fx være en dyb kirsebærrød med gyldne perlemorsfarvede pigmenter, der giver en varm, solkysset glød på kinderne.
– Og til mørkere hudtoner kan du øge intensiteten med mørkere bær- og solnedgangsfarver, der ser fantastiske ud mod din hudfarve.
Hvad er den største tendens lige nu, når det gælder makeup?
– En af sæsonens største trends er et varmt og naturligt makeup-look på øjne, læber og kinder. Det er en trend, der klæder alle.
– For at give din teint den smukkeste rødme, kan du blande fersken- og cherry farvede blushes i pandeområdet og i en W-form over næsen og kinderne. Afslut med en bronzer, som kan give lidt solkysset glød og ekstra varme til din hud.
– For tiden er jeg vild med saftige bærfarvede læber, og det er så nemt at skabe. Start med at tegne dine læber op med en læbestift i en brun nuance – og påfør derefter min nye Unreal Lips Healthy Glow Nectar Oil i farven Juicylicious Candied Fig, som giver fugtede læber og et glinsende look på få sekunder.
– Afslut looket med smokey eyes, hvor du bruger jordfarvede nuancer – det giver et blødt og smukt look, og er mindre dramatisk end sort.
Tre generelle makeuptips
– Jeg har så mange tips, tricks og hemmeligheder at dele – her er blot nogle af dem!
– Det første er at bruge en lipliner til at snyde sig til den perfekte læbeform. Følg den naturlige læbekontur, og tegn derefter en linje ved amorbuen og midten af underlæben. Det er mit ultimative makeuptrick til fyldigere læber på få sekunder.
– For at få et skulptureret look, der fremhæver dine bedste træk, skal du lægge din contour højere på kindbenet i stedet for lavere, da det trækker ansigtet nedad. Påfør contour på kindbenene, panden og kæbelinjen og derefter ned ad siderne af næsen.
– Mange mennesker undgår pudder, fordi de tror, det kan være tungt, klumpet og udtørrende for huden, men ved at påføre et let lag i midten af dit ansigt – og under øjnene, hvis du bruger concealer – holder du din teint fejlfri i længere tid, samtidig med at du reducerer uønsket glans.
Her er seks gode cremeblushes

