Kom tæt på topmodellen Jessica Hart
I anledning af Onlys kampagne med den australske topmodel Jessica Hart, sætter vi fokus på den smukke model Jessica Hart.
Læs hvor modellen tager på ferie, om hendes forhold til København og få tips til hendes (fantastiske) personlige stil:
Er det første gang, at du er i København?
”Jeg har været i København et par gange før, og jeg kan rigtig godt lide at være her. Her er så smukt. Jeg har dog aldrig haft muligheden for at være her i længere tid, da jeg altid er på farten. Men danskere er virkelig venlige, og så er det ikke så hektisk som i New York.”
Hvad arbejder du med i øjeblikket?
”Jeg har lige været på ferie, og tog direkte hertil for at lave ONLY kampagnen. Ellers arbejder jeg en del i øjeblikket. Jeg skal blandt andet deltage i modeshows i den kommende modeuge i New York, hvor jeg også elsker at være med som gæst. Det er den mest spændende uge i New York, fordi alle strømmer til byen, vejret er godt og det summer af liv.”
Hvor har du været på sommerferie?
”Jeg var på ferie i Italien og Grækenland, der i øjeblikket er mine to yndlings-feriesteder. Der findes rigtig mange smukke steder her i verden, men jeg elsker bare Italien og Grækenland. Der kan man altid regne med at vejret er fantastisk. Jeg havde to ugers sommerferie sidste år, og det var faktisk min første rigtige sommerferie i 10 år. Jeg tilbringer altid min vinterferie med familie og venner i Australien. Da jeg ikke ser min familie så tit, prøver jeg så ofte som muligt at være hjemme ved juletid.”
Fortæl mig lidt om din hund?
”Han er min lille kære ven. Han hedder Floyd, og er opkaldt efter et af mine yndlings band, Pink Floyd. Floyd var med på min ferie, og han er den bedste rejsemakker. Han kan lige være i min håndtaske, og jeg kan tage ham med på flyet. Normalt lader jeg Floyd blive hjemme, når jeg skal rejse, men han skal med mig nu igen, når jeg flyver fra København til New York, hvor jeg skal lave en undertøjskampagne.”
Hvad synes du om den nye ONLY kollektion?
Jeg var virkelig overrasket over alle de cool styles. Tøjet har det perfekte fit, og der er masser af denim i form af jeans, bukser, skjorter og jakker. Jeg er jo en denim-pige, så jeg kan virkelig godt lide den nye kollektion – den er virkelig fantastisk.”
Hvordan vil du beskrive ONLY-pigen?
”Hun er meget cool og en smule sexet, men hun er også afslappet og helt nede på jorden. Hun er helt sikkert en bypige, som går op i mode og sæsonens trends.”
Er der noget af tøjet, som du absolut MÅ eje?
”Jeg elsker denimbukserne med blomster på, og de skal med sikkerhed hjem i mit klædeskab. De er virkelig flotte!”
Hvad er din personlige stil?
”Det er svært at svare på, fordi jeg tænker ikke så meget over det. Jeg har mine egne stil ideer, men jeg går mest i behageligt og afslappet tøj. Jeg elsker kontraster, dvs., hvis jeg har en feminin kjole på, så supplerer jeg det med noget lidt mere maskulint som fx en læderjakke eller støvler. Jeg kan ikke lide at være for feminin eller for maskulin. Min stil er meget simpel, og jeg går meget op i at farvekoordinere det tøj, jeg har på.”
Hvilken af sæsonens trends passer bedst til dig?
”Jeg blander altid de trends, jeg godt kan lide, og det er ikke alle trends, jeg tager til mig.”
Hvem synes du har en cool stil?
”Agyness Deyn tænker altid alternativt, når hun klæder sig på – hun tør at klæde sig i lige, hvad hun har lyst til, og det værdsætter jeg virkelig. Agyness er en af mine bedste veninder, og vi har faktisk boet sammen i seks måneder i Paris, hvor vi havde det virkeligt sjovt sammen.”
Læs mere på næste side...
Har du nogen skønhedstips?
”Jeg synes, at jo mere naturlig man er desto bedre. I øjeblikket arbejder jeg faktisk på min egen makeup- og hudplejeserie i Australien. Det er en serie bestående af enkelte produkter, som er produceret med naturen i tankerne og komplimenterer det naturlige udseende. Jeg er ikke særlig god til at holde mig til rutiner som at træne, drikke grøn the, spise vitaminer eller lignende. Jeg ender altid med at gøre det i en kort periode, og enten så glemmer jeg det, eller også stresser det mig. I stedet fungerer det bedre for mig at gøre det, der falder mig naturligt i det pågældende øjeblik.”
Hvordan slapper du af?
”Jeg slapper af ved at se en film i sengen med min kæreste og min hund, en gåtur eller ved at lave ingenting. Jeg elsker at være hjemme og gå rundt i træningsbukser og hættetrøjer - det er bare det bedste. Jeg elsker hættetrøjer og samler på dem, og jeg ender altid med at købe alt for mange. Jeg har altid en med, når jeg rejser.”
Har du nogen syndige fornøjelser?
”Mine svage punkter er sladderblade, til tider cigaretter, hyggeaftener med masser af mad og hvede. Jeg har lige været igennem en periode, hvor jeg ikke spiste mad med hvede. Det var fantastisk for min krop, men sådan en hvede-fri kur er umulig at overholde, når man er på ferie i Italien.”
Hvilken er din favorit by?
”Min favorit by er New York.”
Har du en favoritrestaurant?
”Ja, det er en italiensk restaurant i Los Angeles. Jeg kan ikke huske, hvad den hedder, men der får man verdens bedste pastaretter.”
Hvordan startede din modelkarriere?
”Det startede med, at jeg vandt en skønhedskonkurrence i Melbourne i 2000. Jeg var ikke særlig interesseret i at deltage i konkurrencen, men min mor havde fortalt mig, at vi skulle ud og shoppe, og i stedet tog hun mig med til konkurrencen. Jeg endte med at vinde, og kort tid efter flyttede jeg til Japan, hvor jeg havde mit første modeljob. I dag er jeg glad for, at jeg deltog i konkurrencen. Det har været 12 fantastiske år og en kæmpe oplevelse.”
Se også: 10 hurtige til Freja Beha Erichsen »