Mød designeren bag et af Danmarks mest tidløse og ikoniske smykkebrands: Pernille Corydon
Siden 2007 har den danske smykkedesigner Pernille Corydon beriget os med ikoniske og iøjnefaldende smykker inspireret af naturen, omgivelsernes former og linjer og den skandinaviske enkelthed. I år kan Pernille fejre sit 15-års jubilæum som smykkedesigner i Pernille Corydon Jewellery – en international virksomhed, som hun både ejer og leder. Vi tager dig med på Pernilles rejse fra en lille butik i Sønderjylland til at sælge sine designs i mere end 20 lande.
Pernille Corydon har altid været drevet af kunsthåndværk og at kreere ting, og hendes skabertrang har – foruden smykker – både resulteret i kunst, keramik og skulpturer. For 15 år siden begyndte Pernille Corydon at sælge sine smykker fra sin livsstilsbutik i Haderslev, og det tog hurtigt fart med interessen. I dag er smykkerne stadig håndlavet og nu også produceret i certificeret genbrugssølv. Smykkerne sælges dog ikke længere kun gennem hendes lille butik. De sælges også gennem de mere end 600 forhandlere verden over i metropoler som København, London, Berlin, Paris og Tokyo.
At finde min egen vej som virksomhedsejer har været en sej kamp. Jeg har ikke baggrund i erhvervslivet, så jeg var nødt til at lære alt selv,Jeg ejer virksomheden og driver den, som jeg instinktivt føler, er den rigtige måde, i stedet for hvordan andre måske synes, det 'bør gøres'
Pernille Corydon er en dansk autodidakt smykkedesigner, født i 1976 og opvokset i den lille by Kerteminde på Fyn. Pernilles interesse for kunsthåndværk viste sig i en tidlig alder, og gennem årene blev hendes unikke talent tydeligere.
Selv er hun hverken uddannet inden for design eller ledelse – alligevel har hendes drivkraft og talent ført til, at hun i dag ejer og leder sin virksomhed med 20 ansatte, ligesom hun fortsat også selv designer alle smykkerne. "At finde min egen vej som virksomhedsejer har været en sej kamp. Jeg har ikke baggrund i erhvervslivet, så jeg var nødt til at lære alt selv," siger hun. "Jeg ejer virksomheden og driver den, som jeg instinktivt føler, er den rigtige måde, i stedet for hvordan andre måske synes, det 'bør gøres'.” For Pernille har det at følge sin mavefornemmelse og intuition altid været det allervigtigste.
Møder du Pernille, møder du et imødekommende og ydmygt menneske, hvor man med det samme fornemmer hendes fintfølende evne til at få menneskene omkring sig til at føle sig godt tilpas. Hun vil dig det godt – det er man aldrig i tvivl om. Umiddelbart er disse egenskaber ikke det, du forbinder med den typiske CEO af en stor virksomhed. Pernille Corydon Jewellery er ganske vist heller ikke en helt almindelig virksomhed. For hele Pernilles væsen smitter af i alle afdelinger af virksomheden – hendes femininitet og æstetik ses i hendes designs, hendes omtanke mærkes i CSR-afdelingen, og hendes ydmyghed og nysgerrighed mærkes i måden, hun leder virksomheden; med plads til medarbejderne, en flad virksomhedsstruktur og et sjældent stærkt sammenhold.
Smykkerne fra Pernille Corydon sælges gennem mere end 600 forhandlere i 20 lande og i metropoler som København, Helsinki, Oslo, Barcelona, Berlin, London, Paris og Tokyo.
I år kan Pernille Corydon velfortjent fejre sit 15-års jubilæum, som hun markerer med sin ’Milestone Collection’. Kollektionen blev lanceret tidligere på måneden og er en walk down Memory Lane, hvor Pernille genfortolker og re-designer sine allerstørste klassikere og bestsellere gennem tiden. Pernille beskriver, hvordan hun har taget inspiration fra det gamle ordsprog om ”Someting old, something new, something borrowed, something blue”. ”Ved at genfortolke klassiske designs fra de sidste 15 år og give dem nyt liv mødes noget gammelt og noget nyt. Og så kan man jo sige, at jeg har ’lånt’ fra mig selv. Til slut har jeg valgt, at alle sten i kollektionen er blå, som et symbol på den blå himmel og det at turde at følge sine drømme”, siger Pernille. For eksempel indeholder kollektionen signatur- og bestsellerringen ’Daylight’, som er blevet genfortolket med en blå sten i hjertet af ringen. Pernille har i jubilæumskollektionen navngivet den velkendte ring ’Dream Catcher’, og på den måde fusioneres noget gammelt, nyt, brugt og blåt.
Milestone kollektionen symboliserer ligeledes evnen til at stoppe op og se tilbage på og nyde sine sejre. At være stolt af, hvor man er nået til og nysgerrig på den videre rejse. For Pernille er det nemlig vigtigt at understrege, at Milestone Collection blot markerer en milepæl – hun er langt fra færdig med sin rejse og er stadig på vej mod nye, spændende eventyr.
Vi kan ikke vente med at se, hvad fremtiden bringer for den talentfulde smykkedesigner.
Pernille Corydon fejrer i år 15-års jubilæum, og jubilæumskollektionen ’Milestone Collection’ tager os a trip down Memory Lane, hvor klassikere og bestsellere gennem tiden er blevet genfortolket og re-designet.
Se et udvalg af smykkerne i videoen og billederne herunder