Nicolas Chabot.

Ekspert: Dette er den største parfumetrend lige nu

For Nicolas Chabot, fransk duftconnaisseur og iværksætter, der relancerede parfumehuset Le Galion og står bag duftbrands som Æther og Headspace, er en duft først rigtig interessant, når den virkelig betyder noget for dig.

ALT for damerne logo

Hvordan påvirker dufte vores humør og følelser?

– Opfattelsen har ændret sig. Tidligere valgte man en enkelt duft, der passede til ens personlighed – én signaturduft, som man bar altid. 

I dag er der gået mode i dufte, næsten som når man tager en kjole eller et par jeans på.

Parfume er et fashion statement; accessories, vi udskifter. Og det er vel nok lidt mere sexet og interessant, men personligt kunne jeg bedre lide dengang, hvor én duft kunne rumme hele ens personlighed.

Ser du bestemte typer dufte som mere velegnede til særlige årstider?

– Ja, helt klart. Friske, aquatiske dufte hører sommeren til, hvor for eksempel en tung oud-note midt i juli bliver alt for meget. 

Oprindeligt blev cologner skabt netop til varme klimaer, fordi de gav en følelse af lethed og velvære. Dengang var duftvalg kulturelt betinget, men i dag er grænserne udviskede, og alt blandes sammen. 

Det giver frihed til at skabe og eksperimentere, men risikoen er desværre også, at markedet drukner i alt for mange ensartede dufte.

Hvilke dufttrends ser du lige nu?

– Vi befinder os midt i et paradigmeskifte, hvor den store bølge af frugtige og gourmand-dufte har domineret sammen med ”mere, mere, mere”-trenden. Duftene har skulle fylde og være markante og voldsomme. Det har været interessant, men også for meget af det gode indimellem. 

Nu er der en bevægelse hen mod noget mere konceptuelt, differentieret og intimt – dufte, der er interessante og raffinerede uden nødvendigvis at være overvældende.

Oplever du, at folk er blevet mindre optagede af kønskategorier (også) når det drejer sig om parfumer og mere tiltrukket af dufte, der handler om stemning og atmosfære?

– Helt bestemt – og det er en god udvikling. Det samme ser vi i mode, hvor mænd bærer perler, tasker og endda kjoler, mens kvinder længe har ”lånt” deres mænds dufte. Nu går det begge veje. 

Det begyndte med dufte som 1 Million, hvor søde gourmand-noter blev blandet med træagtige facetter – her begyndte de kønnede duftopfattelser langsomt at opløses.

Hvorfor tror du, at dufte spiller en så stor rolle, når det kommer til vores følelse af velvære?

– Duften er noget af det første, man lægger mærke til – det er en del af din aura og personlighed – og hjernen husker den øjeblikkeligt. 

Desværre bruges duft ofte blot som dekoration, uden oprigtighed. For mig er det først interessant, når en duft virkelig betyder noget for dig – når den får dig til at smile eller giver dig en følelse af velvære. Vanilje, der er så populært lige nu, gør ikke noget for mig personligt. En duft skal vibrere og resonere med dig og dit indre. 

Jeg har ikke én favoritduft, men jeg kunne nævne Opium, Shalimar eller Kouros, fordi de er knyttet til minder fra min barndom og ungdom. 

I dag, hvor jeg arbejder med dufte, er det mere komplekst – så snart jeg slipper en duft, er den ikke længere min, og jeg søger videre mod den næste.