Simone og Bettina Rasmussen
Simone og Bettina Rasmussen

"Mig og min mor"-stjernerne er tilbage: Her er datoen

Nu kan du godt begynde at glæde dig, for Simone og mor Bettina er tilbage på skærmen. 

logo herognu HER&NU HN

Efter mange års tv-pause vender Simone Skovgaard Rasmussen, 32, og Bettina Skovgaard Rasmussen, 57, tilbage til skærmen.

”Mig og min mor”-stjernerne er med, når Viaplay snart blænder op for en dansk udgave af ”Charterfeber”, hvor de sammen med blandt andre Susanne, 71, og ”Fjolle-Keld” Sørensen, 74, fra ”Balladen om kolonihaven” rejser til Gran Canaria og slår sig løs.

 Artiklen fortsætter under billedet. 

Ældre par i badetøj slapper af på liggestole ved et palmeomkranset poolområde.
Kjeld og Susanne i "Charterfeber"

 Artiklen fortsætter under videoen. 

– Vi havde en mega fed ferie. Det har vi altid. Efter jeg har fået børn, så er der ikke den samme tid, som vi havde før. Derfor er vi begyndt at rejse sammen hvert år, fortalte Simone, der har Saselia på otte år og Milton på fire.

– Ja, nu er det ”Mig og mormor” i stedet for. Min mor er verdens bedste mormor, sagde hun ved præsentationen af foråret på Viaplay.

De har løbende afvist mange tilbud om nye pro- grammer, men ”Charterfeber” passede dem perfekt.

– Vi har takket pænt nej mange gange, og så er vi sprunget på her, fordi vi kunne være os selv. Hvis vi skal lave tv, skal de ikke fortælle, hvad vi skal sige og gøre. Vi skal være dem, vi er, slog Bettina fast.

Selv om det er 15 år siden, de var med i ”Mig og min mor”, bliver de stadig ofte genkendt.

– Jeg er jo skolelærer nu, og da jeg sad til min første skole-hjem-samtale med en forælder, der sagde, ”Jeg har jo set dig før!”, så måtte jeg improvisere. Jeg sagde, det måske var fra den anden skole, jeg havde arbejdet på. Så kom hun et par måneder senere og sagde: ”NU ved jeg, hvor jeg har set dig henne”, grinede Simone, der ligesom sin mor, stadig er glad for de gamle programmer.

– Man kan sige meget, men det var skidesjovt at være med i ”Mig og min mor”. Vi har ikke fortrudt noget. Jeg har ikke forandret mig meget, men det har Simone. Hun er blevet en voksen kvinde og er selv mor, sluttede Bettina Skovgaard Rasmussen med et smil.

Det spritnyt program "Charterfeber" har premiere den 30. april på Viaplay og TV3.

Se det første klip fra programmet øverst i artiklen. 

To kvinder går arm i arm foran butikker og et tatoveringsstudie
Simone og Bettina i "Charterfeber"