Støt Brysterne 2012 satte indsamlingsrekord

Støt Brysterne 2012 satte indsamlingsrekord

ALT for damernes Støt Brysterne-løb gik over al forventning i et solbeskinnet Charlottenlund, hvor spillefulglene og galophestene var fortrængt fra Travbanen, som i stedet blev indtaget af cirka 3.700 kvinder og deres mænd, børn og venner søndag d. 16. september.

Den massive opbakning til Støt Brysterne 2012 satte deltagerrekord og dermed også indsamlingsrekord. I prisen for at deltage indgik nemlig 50 kr., som ubeskåret går til Støt Brysterne, som støtter kampen mod brystkræft.

Den foreløbige optælling viser, at indsamlingsbeløbet kommer helt op på cirka 350.000 kr. mod et indsamlingsbeløb på 270.000 kr. ved ALT for damernes Støt Brysterne-løb 2011.

"Jeg løber for..."

Allerede fra kl. 11 søndag var der gang i den, selv om løbet først blev skudt i gang kl. 13. Der var nemlig masser af aktiviteter at tage fat på fra sportsmassage hos Body Control til håndmassage af Body Shop-pigerne, smagsprøver på sundhedsdrikken Little Miracles og indkøb af nyt træningstøj for bare at nævne nogle. På ALT for damerne var vi også ret vilde med 'Prinsessens lækre bag' og de søde Støt Brysterne-muffins med pink glasur...

Heldigvis var der også rift om en helt særlig aktivitet: ALT for damernes nye Støt Brysterne-tiltag. I år var det nemlig for første gang muligt at dekorere sit ryg-skilt med en personlig hilsen til en eller flere kræftramte, som man ønskede at løbe for. Rigtig mange kvinder i alle aldre greb en pen og skrev, at de løb for deres mor, mormor, datter, svigermor og alle kvinder som har været ramt af kræft.

Se galleriet: Støt Brysterne 2012: Se din hilsen her!

'Vild med dans'-opvarmning og en veloplagt Camilla Ottesen

Selv om de mange 'Jeg løber for...'-skilte vist nok gjorde de fleste øjne fugtige, fik stemningen på Travbanen et gevaldigt løft, da danseren René Christenen fra 'Vild med dans' og hans bror fyrede godt og grundigt op for musikken og for deltagernes - mere eller mindre - velkoordinerede opvarmnings-trin før løbet.

Dagen igennem var tv-vært Camilla Ottesen klar ved mikrofonen som en veloplagt konferencier for 3. år i træk, som sluttede af med at trække lod blandt præmier til cirka 30.000 kr. Og så nåede hun naturligvis også selv at løbe med på 5 km.-ruten. 

Støt Brysterne 2012 satte deltagerrekord - og måske også rekord i god stemning?

ALT for damerne siger tak for i år - og vi glæder os til at se dig næste år!

Spot dig selv! 

Se de mange billeder fra Støt Brysterne 2012 - og se om du kan spotte dig selv eller nogen du kender i galleriet:

Se billeder fra ALT for damernes Støt Brysterne-løb 2012