26-årige Benedikte drømmer om en arbejdsplads med fokus på omsorg, mens 80-årige Kirsten kun ønsker fakta
Generation Z’erne er følsomme og fleksible på arbejdsmarkedet, mens babyboomerne er stabile og loyale. Så kan de mødes på midten og finde den gyldne mellemvej, hvor følelser og fakta går hånd i hånd på arbejdspladsen? Det undersøger ALT for damernes Josefine Stork.
Skal din chef være faglig dygtig eller empatisk? Ideelt set skal vedkommende gerne være en blanding, men hvis man spørger 80-årige Kirsten Jacobsen kommer svaret prompte. Hun vil have en fagligt dygtig chef.
Omvendt er 25-årige Benedikte Raft en kende mere tøvende. I hendes optik skal en faglig dygtig chef også være empatisk for at være en god leder, og det er det vigtigste for hende.
I dette afsnit af ALT for damernes nye podcast i samarbejde med Matas, ’Nøgne Sandheder’, arbejdsliv. For der er forskel på den måde generation z’erne vil tilgå deres arbejdsliv kontra den måde, babyboomerne i mange år har tilgået deres. Derfor har ALT for damernes Josefine Stork inviteret en kvinde fra hver sin generation – generation z og babyboomerne - ind i saunaen til en snak om netop dette emne i håb om at bygge en bro mellem den generationskløft, der unægteligt findes mellem de to generationer.
Studier viser nemlig, at generation z værdsætter fleksibilitet og livsbalance, mens boomerne er kendt for deres stabilitet, loyalitet og høje arbejdsmoral. Generation z er også vant til en afslappet kommunikationsstil med hurtige tekstbeskeder, emojis og forkortelser, mens boomerne foretrækker en mere formel kommunikation med personlige møder og telefonopkald. Så kan de blive enige om, hvad et godt arbejdsliv reelt er?
Kirsten Jacobsen mener nemlig, at trivsel ikke er noget, arbejdspladsen skal sørge for. Det er noget, den enkelte medarbejder bidrager til.
”Den trivsel, du bibringer din arbejdsplads, skal sprede sig til dine kolleger. Du skal ikke forvente, at arbejdspladsen laver en statsautoriseret eller kapitalorienteret trivsel. At den pynter sig med alle mulige fine ord, regnbueflag og så videre. Trivsel skal ikke trykkes ned over alle, så bliver det en stor grød. Trivsel er noget, det enkelte menneske bringer,” forklarer hun.
Kirsten har selv arbejdet i 18 år på Ekstra Bladet, hvor hun har oplevet en mandsdomineret verden, hvor feminine værdier ikke har været i fokus. Og netop de feminine værdier er nogle, som Benedikte Raft værdsætter i sin arbejdsdag.
”Når det kommer til trivsel, tænker jeg også, at chefen er repræsentant for det. De har i høj grad en stor rolle at spille i, hvad der ryger ned gennem et system. Jeg synes bare, det er enormt vigtigt, at man har det i fokus – og at man har sine medarbejdere i fokus, og hvordan de har det,” lyder det fra Benedikte Raft i ’Nøgne Sandheder’.
Annonse
Skrøbelighed er en styrke
På den måde kommer samtalen i podcasten også ind på, om generation z’erne måske er for skrøbelige. Om de måske gerne vil pakkes ind i vat på en arbejdsplads, hvor stemningen på kontoret sættes højere end arbejdspladsens profit og kapital.
Annonse
”Jeg ved ikke, om de er for skrøbelige. De er måske mere skrøbelige. Undskyld, jeg siger det, men det er jo min generation og mine børns generation, der har skabt jer,” starter Kirsten.
”Jeg tror ikke, man skal sige, at skrøbeligheden er en negativ ting. Jeg vil rigtig gerne have, at man prøver at vende det om til at være en positiv ting, hvor følelserne skal have en rolle at spille. Selv mændene, der arbejder i Verdensbanken eller på Wall Street har følelser. De kan gå amok og blive påvirket over en aktie. Så er det jo, fordi der er følelser på spil, men det er jo også ambitioner. Det hænger sammen. Jeg tror bare, det er vigtigt, at man husker på, at følelser godt må spille en rolle,” er Benedikte Rafts ønske.
Her er Kirsten bange for, om en arbejdsplads kan blive for følelsesstyret. At medarbejderne taler for meget om, hvad de føler og synes frem for at fokusere på den reelle arbejdsopgave.
”Jeg tror ikke, det er forkert at sætte det faktuelle op mod det følelsesmæssige. Jeg tror, at de to ting også hænger sammen. Men jeg tænker bare, at jeg gerne vil være på et arbejdsmarked, som kan facilitere et sårbart rum, hvor jeg kan få lov til at sige, hvad jeg føler og har behov for, hvor det kan blive anerkendt og mødt,” fortsætter Benedikte Raft.
Det er også i dette afsnit af ’Nøgne Sandheder’, at du kan høre, hvad de to kvinder tænker om uniformer på arbejdspladsen, og om Helle Thorning-Schmidt måske skulle have haft noget andet tøj på, mens hun var statsminister.
Nøgne sandheder - Episode 11
Har du fortalt din chef, hvis du havde en dårlig dag med dit mentale helbred? Eller er du mere typen, der bare siger, at du er blevet forkølet?
80-årige Kirsten Jacobsen er vokset op på en mandsdomineret arbejdsplads, og hun har aldrig oplevet, at de feminine værdier var i fokus. Hos 26-årige Benedikte Raft er det netop de feminine værdier, der skal i fokus, hvis hun skal forestille sig sin drømmearbejdsplads. Der skal skabes et rum, hvor hun kan fortælle, hvad hun føler, og hvordan hun har det.
I dette afsnit af ’Nøgne Sandheder’ er emnet det gode arbejdsliv. ALT for damernes Josefine Stork har derfor inviteret to kvinder fra hver sin generation – generation Z og babyboomerne – med ind i saunaen for at udforske de fordomme, de to kvinder har om hinanden, for at se, om de kan møde hinanden på tværs af generationskløften.
Du kan lytte til de tidligere afsnit af "Nøgne Sandheder" her, hvor der blandt andet blev talt om nøgenhed, sårbarhed, dating og køn.
ALT for damerne X Matas
I en tid med store bevægelser inden for krop og køn og sundhed, sex og udseende kan det svært at følge med og forstå, når man er vokset op i en anden tid.
I medier og på sociale medier virker generationskløften uoverstigelig, men hvad sker der, når boomeren og en woke Gen Z’er tager tøjet af og sammen sætter sig ind i saunaen til en samtale om det, der normalt skiller generationerne ad.
Det undersøger vært Josefine Stork, når hun i hvert afsnit taler med en boomer og en generation Z'er om et brandfarligt emne og forsøger at bygge bro mellem generationerne og bringe os tættere på hinanden.
”Nøgne Sandheder” er et samarbejde mellem Matas og ALT for Damerne, hvor vi kommer helt tæt på 12 emner, f.eks. seksualitet, nøgenbilleder og orgasmer.