Se hvilken løbetype du er

Se hvilken løbetype du er

Når man ser på motionsløberne, er der grundlæggende fem forskellige typer, ifølge en stor undersøgelse fra Idrættens Analyseinstitut, der er baseret på besvarelser fra cirka 4.000 motionsløbere.

Når du ved, hvilken løbetype du selv er, bliver du mere bevidst om baggrunden for dit træningsmønster - og får måske inspiration til at ændre det. Samtidig er din løbetype i høj grad knyttet til din identitet, viser undersøgelsen.

De 5 løbetyper

Traditionsløberne

Traditionsløberne er de løbere, som har løbet i mange år, og som løber, fordi de nyder at løbe. Motionsløb spiller en stor rolle for identiteten, og traditionsløberne er den mest dedikerede løbetype. Løbetypen er mest udbredt blandt løbere på 40 år eller derover.

Socialløberne

Socialløberne løber, fordi de søger socialt samvær med andre løbere og venner. Løb er i høj grad forbundet med fornøjelse og også hos denne løbetype spiller løb en stor rolle for identiteten Typisk er folk i denne gruppe løbere over 40 år.

Udfordringsløberne

Udfordringsløberne løber for at forbedre sig og har klare målsætninger for deres løbetræning. Denne type træner ofte, og det er også denne gruppe, som går mest op i gadgets som pulsure og GPS-trackere. Du vil nok især være denne løbetype, hvis du er under 40 år, men der er også den mellem 40 og 49 år som tilhører denne gruppe, ifølge undersøgelsen.

LÆS OGSÅ: Hvilken løbetype er du?

De selvorganiserede løbere

De selvorganiserede løbere er kendetegnet ved, at de løber, fordi løb er en fleksibel idrætsgren. De løber gerne selv, når det passer ind i en travl hverdag. Her er man typisk over 40 år og løb spiller ikke en særlig stor rolle for identiteten.

Sundhedsløberne

Sundhedsløberne er de løbere, som løber for at forbedre deres sundhed. Denne type fokuserer både på at komme i form, holde vægten og at få velvære ud af træningen. Her er der som den eneste gruppe typisk flere kvinder end mænd, og denne løbetype finder man i alle aldersgrupper, ifølge undersøgelsen. Motionsløb spiller ikke den store rolle for identiteten, og denne løbetype er også den mindst dedikerede løbetype.

LÆS OGSÅ: Sådan får du en bedre løbetid

Kilde: Idrættens Analyseinstitut "Motionsløbere i Danmark"