Jeanett Albeck

Foto: Dennis Morton Hjemme i lejligheden på Vesterbro nyder komponist og skuespiller Jeanett Albeck at være alene og trække gardinerne for

Jeanett Albeck blev indlagt to gange: ”Jeg gik ned og krammede et træ”

Jeanett Albeck, 40, bruger sin krop og stemme, som var det ikke sikkert, at solen ville stå op igen. Suzanne Brøgger fodrer hendes sjæl, og hver morgen skriver hun tre sider ud i én køre for at blive renset. Komponisten og skuespilleren er færdig med at høre på grimme ord om mennesker. Det er slut! For livet er kort, og cirkulært, og Jeanett Albeck har hørt døden banke på.

For to år siden havde Jeanett Albeck presset sig selv så langt ud, at der ikke var andet for end at give slip og lægge sig. Hun blev indlagt ad to omgange, og det var ikke en blodprop, selv om det sitrede i arme og ben, og hjertet føltes, som om det krampede. Det var stress. Kroppen ville ikke, som hun ville.

Den ville faktisk ingenting. Hun kunne ikke gå. Hun var i gang med forestillingen I et forhold på Betty Nansen Teatret med kunstnerkollektivet Sort Samvittighed, havde afsluttet et forhold til sin tidligere kæreste, der havde en del tung mental baggage med, og var alene med sin dengang niårige datter, fordi faderen var ude at rejse i forbindelse med sit arbejde. Da hun kunne bevæge kroppen igen og stavrede rundt om en enkelt af Søerne i København, havde hun Suzanne Brøggers stemme og essays i ørerne.

LÆS OGSÅ: Lærke Kløvedal om stor beslutning: “Vores børn ved det ikke engang…”

“Alt, hvad der løfter mig op, det slikker jeg på. Alt, hvad der trykker mig ned, det skider jeg på,” som Suzanne Brøgger messer med sin sandpapirrøst.

Dét kaldte på en forestilling, og det blev til Brøgger, hvori Jeanett Albeck ene kvinde i halvanden time, uden pause, dansede, spillede, sang og lavede kussetryk på Østerbro Teater ad to omgange, senest i september i år.

Forestillingen, der tager udgangspunkt i Suzanne Brøggers liv, har fået positive reaktioner ud over alle grænser, fra publikum, anmeldere og Suzanne Brøgger selv, der kalder Jeanett Albeck “et musikalsk menneske, der er lige til at spise.”

Jeanett Albeck har komponeret musikken, skrevet sangteksterne og stået for den musikalske produktion. For nok handler Brøgger om Suzanne Brøgger, men hvert et ord og hver en lillebitte bevægelse er tilsat med Jeanett Albecks fingerspidsfornemmelse og elementer fra hendes egen barndom og ungdom og eget voksenliv og kvindeliv. Brøgger er også et selvportræt.

“Det handler om at give livet og sig selv en ny chance. Vi står alle sammen i kriser i ny og næ, hvor vi spørger os selv: “Hvor skal jeg hen med mit liv?” Krise betyder jo også forandring. At turde at anskue tingene og sig selv på ny.”

Det fik Jeanett Albeck behov for, da hun kollapsede for to år siden.

“I den periode, hvor jeg havde det dårligt og kunne stå på benene igen, gik jeg ned og krammede et træ foran Sankt Matthæus Kirke i mit glimmertøj. Der var helt klart nogle, der tænkte: “Kuk- kuk!””

Jeanett Albeck cirkler sin pegefinger ud for tindingen og griner med verdensklassetænderne.

Hvordan kunne du mærke, at du skulle ned og kramme det træ?

“Jeg havde brug for at overgive mig til noget større. Også naturen! Det er ikke, fordi jeg er udpræget naturmenneske, desværre. Når jeg siger “noget større,” kan det også være mentalt. “Kig ud! Løft blikket!” siger jeg tit til mig selv. Jeg kunne bare mærke, at det træ kaldte på mig. Jeg var så taknemmelig for, at jeg var i live.”

Jeanett Albeck smiler, sådan lettet, og skuldrene er nede, hvor de hører hjemme, i vater med kravebenet. Hun er troppet op på Frederiksberg-cafeen i monokromt-mønstret Verner Panton-agtigt suit. Der er ikke mange centimeter at give af mellem huden og stoffet. Hun er høj. Eller er hun? Hun virker høj og både svajer og står fast. De store sorte lakøreringe, der ligner fugle, basker om hendes hoved, når hun nikker.

“Ja. Ja. Ja!”

Når Jeanett Albeck skriver musik, forbinder hun sig med kunsten. Det gør hun fra klaveret, der står midt i stuen i den lille lejlighed på Vesterbro. Hun bruger også mange timer hver dag på at lytte til, hvad der foregår inde i hende.

“Det er ikke nødvendigvis lystbetonet. Jeg bliver også i det, der er svært, fordi jeg kan mærke, at jeg skal lære noget af det. Siden jeg var barn, har jeg arbejdet virkelig meget med mig selv. Helt lavpraktisk har jeg gået meget i terapi, men jeg skriver også rigtig meget på dét, jeg ikke forstår.”

Hver morgen sætter hun sig ned, tager sin A4-notesbog frem og skriver tre fulde sider i hånden styret af sin bevidsthedsstrøm. Hun tømmer sit hoved og ser sig ikke tilbage. Det er et konkret skriveværktøj, der hedder Morning Pages, opfundet af den amerikanske journalist, forfatter, komponist og dramatiker Julia Cameron. Noterne er ikke en Kære dagbog-afrapportering. Det er opvarmning til resten af dagens kreative program.

Når det er sagt, kommer der ofte nogle uopdagede sandheder i bogen, hvor Jeanett Albeck rammer noget, hun ikke selv anede eksisterede indeni hende. Jeanett Albeck har netop vendt begrebet Morning Pages med Suzanne Brøgger, som hun jævnligt skriver med. De har fundet hinanden, bl.a. i deres arbejdsform.

“Vi skriver på nogenlunde samme måde. Suzanne har den der løse pen, hvor hun skriver i forskellige retninger, og som tit er blevet kaldt “usammenhængende.” Men det er jo en skriftform! Det er også sådan, jeg arbejder – og fungerer i livet generelt. Jeg overgiver mig til kaos.”

LÆS OGSÅ: Nira Kehar om skilsmisse: ”Jeg kunne ikke slippe det og var knust”

Livet er rundt og fuldt af arbejde

For at kunne mærke efter, hvad der foregår inderst inde, skærer Jeanett Albeck en hel del fra i sit liv. Kaffeaftaler med Gud og hvermand, fx. Jeanett Albeck har et gigantisk kærlighedsforhold til sit arbejde, som hun tager meget seriøst. Hun har også et gigantisk kærlighedsforhold til sin datter, Izolda på 11. De har altid levet tæt i tosomhed.

“Når jeg lever kunstnerisk, arbejdsmæssigt og menneskeligt, som jeg gør, også med min datter, som jeg har et meget nært bånd til, er der ikke supermeget plads tilbage. Jeg lever et selvstændigt liv, som kan være noget af en mundfuld, og det kræver virkelig meget tålmodighed at være kærester med mig,” siger Jeanett Albeck og sender en tanke til de tidligere forhold, hun har været i.

Det bedste Jeanett Albeck ved, er at være alene hjemme. Hun kan faktisk ikke forestille sig noget bedre. Hun kan sagtens feste og er som regel den sidste, der forlader dansegulvet, når hun giver sig hen. Men det er ikke festen, der vander hende. Det gør det, der foregår inde i hende til gengæld, og rammerne er lejligheden, hendes hule.

Hun har ikke, ligesom Suzanne Brøgger, taget konsekvensen og er flyttet på landet for at flytte sig fysisk væk fra impulser og relationer, der hiver hende i ærmet og gerne vil have hendes gode selskab. Til gengæld har hun sine rullegardiner, som hun ikke er bange for at bruge og ruller ned, midt på dagen, også om sommeren.

Det er gået op for hende, at hendes liv ikke fungerer som en lineær fortælling. Jeanett Albeck lever livet cirkulært. For hun har aldrig forstået, hvorfor alderen skal stå i vejen for det, hun og alle andre gerne vil. Ligesom hun har oplevet, at ting, der kun ‘burde’ ske i barndommen, sker for hende som voksen.

Som fx i dag, hvor hendes ansigt er malet med teatersminke. Det er nu ikke til at se. Men hun har glemt sin makeuppung et eller andet sted og kunne kun opstøve backstagebøtter, som hun børstede ansigtet op med, derhjemme. Hvorfor ikke?

“Selvfølgelig er der ting, helt fysiologisk, som du med tiden ikke kan mere, men på et eksistentielt plan kan du alt! Jeg mener det af et ærligt hjerte. Du kan blive farvet enormt meget af dem, du er sammen med. Det kan godt betale sig at lege med nogle venner, der tænker anderledes. Jeg bliver helt trist, når folk taler ud fra et lineært perspektiv. For jeg har det ikke sådan indeni.”

Det er ikke, fordi den cirkulære tankegang er én stor smuk blomsterbuket.

Det kan også være kedeligt og til tider smertefuldt at skulle gennemleve det samme igen. Men det vigtigste og mest givende er, at det betyder, at intet er slut.

“Vi har brug for hinanden. Vi skal lære sammen. Vi er ikke individer, der går rundt i vores lukkede lineære liv. Nej, vi er sammen med en hel masse andre mennesker, som påvirker os, og vi påvirker dem.”

Nu vi er ved mennesker og vores indvirkning på hinanden, er der noget, der fylder en hel del i Jeanett Albecks tanker og følelser for tiden.

“Jeg kan mærke en…” Hun tænker sig om. Sender pupillerne mod hjernen, som ville hun kunne få øje på ordet, hun søger efter, deroppe.

“Jeg kan mærke en… stigende bevidsthed.” Hun holder en pause. Ikke en kunstpause. Hun vægter sine ord.

“Slash det forbudte ord…” Hun stirrer. Tør hun sige det? Ja.

“Vrede!”

LÆS OGSÅ: Mikael Bertelsen: ”Min egen far var for vild og festede og drak for meget til at kunne passe vores børn”

No more bullshit

Vreden er kommet i kølvandet på Sofie Lindes berømte tale til Zulu Comedy Galla i 2020. Den rykker indeni Jeanett Albeck på daglig basis.

“Det der male gaze… Jeg vil det ikke mere!” Jeanett Albeck har skiftet sit åbne blik ud med smalle øjne.

“Vrede kan være nødvendig, for der er noget drivkraft i den. Jeg er meget indigneret. Jeg har fået det sådan; ikke mere bullshit.”

Jeanett Albeck påtager sig gerne rollen som killjoy og ødelægger den gode stemning, hvis det er det, der skal til for, at vi nærmer os ligestilling. For hun vil ikke længere omgås mennesker, som bare slynger nedsættende sætninger ud om andre og afslutter dem med et: “Slap af, det er bare for sjov.”

“Historien har, meget sort-hvidt og groftskåret, ofte lydt, at jeg er sart og overfølsom og også lidt tosset, når jeg har sagt fra. Det kan godt være, at jeg er lidt speciel, og jeg er helt sikkert et følsomt menneske, men jeg kræver, at vi taler respektfuldt til hinanden og om andre mennesker. Det gælder alle mennesker!”

Jeanett Albeck har ikke noget problem med at tage konfrontationen og gør det “med glæde!” Det er forholdsvist nemt med børn. Jeanett Albeck taler hele tiden med sin datter og hendes venner om, hvordan de vægter deres ord, og hvor vigtigt det er, at man respekterer andre mennesker og sig selv.

““Hey, hvorfor siger du, han er grim?” Hvad er det ved ham, du ikke kan lide?” Jeg taler med dem om, hvad de egentlig mener, og så omformulerer jeg det sammen med dem. At tale pænt om og til andre er det fineste, man kan lære sit barn.”

Det kan være noget sværere at opdrage på sine voksenvenner, og det koster ikke bare kræfter, det kan også koste venskaber at sætte sig imod andres udsagn. Jeanett Albeck vil ikke finde sig i udtalelser som: “Mænd har altid været bedre til at spille musik og skrive sangtekster” – for at tage et eksempel fra virkeligheden, der resulterede i et vredesudbrud og en nodebog, der blev hamret ned i bordet, styret af Jeanett Albecks hænder. “Nu stopper du!” råbte hun.

“Det er klart fedest at diskutere rolig og fattet. Men nogle gange bliver jeg vred, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. Man skal jo ikke overskride folks grænser, men på den anden side, er der noget galt i at miste den? Eller græde for den sags skyld? Der er så meget på spil! Kvinder er gennem tiden blevet kaldt hysteriske, når de siger fra, og det er jo sådan en dejlig måde at fjerne fokus på.”

Hun trækker luft ind.

“Vi er så oplyste, og så lever vi så fucking snævert!”

Jeanett Albeck

  • Uddannet på Rytmisk Musikkonservatorium i 2007.
  • En del af kunstnerkollektivet Sort Samvittighed og har skabt forestillingerne Hvid Magi (2011) om Anne Linnet, Tove! Tove! Tove! (2015) om Tove Ditlevsen og I et forhold (2019).
  • Har komponeret musikken til sommerens kæmpeforestilling Hobbitten i Dyrehaven nord for København, som spiller ved Moesgaard Museum i Aarhus i sommeren 2022.
  • Har vundet Reumert-prisen for Årets musikforestilling 2020 og Teaterpokalen 2019 for Brøgger (2019), hvor hun fortolker Suzanne Brøggers tekster musikalsk, og som hun har opført ad to omgange på Østerbro Teater.
  • Aktuel i tv-serien Overleverne på TV 2, hvor hun spiller én af syv hovedkarakterer, og som skuespiller i instruktør Anna Emma Haudals film Venuseffekten.
  • Til foråret turnerer hun rundt i landet med en iscenesat koncert af ny musik og hele sit bagkatalog.
  • Planlægger en nyskrevet duoforestilling med forfatter Tine Høeg på Revolver i efteråret 2022 og en hekseforestilling med forfatter Olga Ravn på Store Scene på Det Kongelige Teater.
  • Bor på Vesterbro med sin datter Izolda på 11.
Se, hvad vi ellers skriver om: Stress, Karriere og Musik