Leonora Christina Skov om sin barndom
Foto: Les Kaner og private | Leonora Christina Skov fortæller i denne uges ALT for damerne om sin smertefulde barndom, der har givet hende en skyldfølelse for livet.
ALT for damerne

Leonora Christina Skov om sin barndom

Leonora Christina Skov taler ud om sin smertefulde barndom: Jeg følte mig ikke elsket

I denne uges ALT for damerne fortæller forfatter Leonora Christina Skov den ærlige historie om sit liv. En historie om manglen på knus og kærlighed derhjemme, om den afvisning, hun oplevede, da hun sprang ud som lesbisk, og om den vrede, der blev en drivkraft.

Af Marie-Louise Truelsen 10.jan.2018 Livsstil

Leonora Christina Skov begynder sin selvbiografiske roman "Den, der lever stille" med sin mors dødsscene. Lige på og hårdt. Og hårdt er det. Også at læse. Hele vejen igennem bogen, faktisk. For som den afslører, dør Leonoras mor, Ingelise, uden at de to nogensinde har fået talt om al den skyld og skam, som Leonora har båret rundt på hele livet på grund af sin opvækst.

En opvækst med en mor, der var ude af stand til at give og vise kærlighed, og med en far, der altid tog morens parti og fremhævede hende frem for Leonora, som derfor altid følte sig forkert. En opvækst, hvor Leonora tænkte, at hvis hun bare fik topkarakterer og ikke gjorde sin mor ked af det – eller sin far vred – så kunne det være, at de ville elske hende.

Det blev sat helt på spidsen, da Leonora som 21-årig sprang ud som lesbisk, noget som forældrene tog fuldstændig afstand fra, og som bevirkede, at de ikke så deres datter i syv år. Kigger man tilbage, kunne der dog ikke umiddelbart sættes en finger på den lille familie i det røde parcelhus i Helsinge, for Leonora var bestemt ikke et omsorgssvigtet barn – objektivt set – men følelsesmæssigt var det som at vandre i en uendelig ørken uden vand.

– Jeg tror egentlig, at min mor på nogle måder var meget tidstypisk for de kvinder, som var husmødre eller havde et halvtidsjob i 70'erne og 80'erne. På den ene side var der feministerne, der var ude og køre karriere, og så var der de andre, som opførte sig, som om de stadig levede i 50'erne. Sådan en var min mor. Ja, hun havde et halvtidsjob, men hendes hovedbeskæftigelse var helt sikkert intimsfæren. Det var hjemmet. Jeg var hendes hovedbeskæftigelse, og derfor var hun sindssygt meget "på" mig. Min mor stod typisk klar i køkkendøren i sin hjemmedragt, når jeg kom hjem fra skole. Hun havde smurt mad til mig, hjemmebagt rugbrød, hjemmelavet leverpostej, hjemmelavet rullepølse, hele lortet. Og så et glas mælk, der var hældt op. Det hele var klar. Der skulle ikke mangle noget. Hun ville give mig alt det, hun ikke selv havde fået af sin egen mor. Og så skulle jeg ellers fortælle hende alt om, hvad der var sket i løbet af dagen.

Umiddelbart lyder det jo som en omsorgsfuld mor...?

– Ja, det gør det. Og det ville især have været fint med det engagement, hvis jeg havde været en svag elev. Nu var jeg tilfældigvis nærmest den bedste i klassen, så der var ikke nogen grund til, at hun skulle sidde og udspørge mig på den måde. Der var hele tiden en undertekst af, at "jeg gør det, fordi jeg ikke selv fik det." Men at give sit barn noget, som dybest set ikke er det, barnet vil have, men som er det, man selv vil have, er ikke altid den bedste strategi. Min mor var samtidig en, som ikke sagde noget pænt til mig. Som ikke var fysisk overhovedet. Som ikke kunne have mig tæt på sig. Som ikke krammede. Aldrig. Jeg kan slet ikke huske, at jeg nogensinde har fået et kram. Hun kunne simpelthen ikke have folk tæt på sig overhovedet. Altså, jeg gav hende hånden, når jeg hilste på hende...

Leonora holder en pause og ser ud som om, smerten et kort øjeblik overvælder hende.

– Derfor blev jeg selvfølgelig et barn, der higede efter fysiske knus og søde ord. Min mor gav mig den hjemmelavede mad, og det "oversatte" min far altid for mig til: "Det er jo fordi, mor er så glad for os, at hun laver så dejlig mad til os." De brugte aldrig ordet "elsker" nogen af dem. "Mor er glad for os, derfor laver hun mad og gør alle de her ting." Men det hjælper jo ikke at sende på en frekvens, som ens barn ikke modtager på, og det var, hvad hun gjorde. Jeg er ikke en, der føler mig dybt elsket af, at nogen laver mad til mig. Jeg blev et barn, der virkelig anglede efter kærlighed, og jeg havde længselsfulde fantasier om, at nogen ville omfavne mig. At nogle voksne mennesker ville tage mig ind, og at jeg kunne blive deres barn. Jeg var ikke ked af, at min mor brugte en masse tid på mig, det var da dejligt, men det kunne have været dejligt, hvis jeg havde følt mig elsket i det.

Læs hele interviewet med Leonora Christina Skov i denne uges ALT for damerne, som udkommer torsdag. Her fortæller hun mere om det smertelige forhold til sin mor, hvordan morens død har påvirket hende, og hvad hendes far sagde til bogen, da han første gang læste sin datters beskrivelse af ham selv, moren og hele barndommen uden kys og knus i det røde parcelhus.

Leonora Christina Skov, 41 år

Forfatter, litteraturanmelder og foredragsholder.

Aktuel med den selvbiografiske roman "Den, der lever stille".

Gift med kultur- og videnskabsjournalist Annette K. Nielsen.


Henter...