Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Leonora Christina Skov om sin barndom
Foto: Les Kaner og private Leonora Christina Skov fortæller i denne uges ALT for damerne om sin smertefulde barndom, der har givet hende en skyldfølelse for livet.

Leonora Christina Skov om sin barndom

Leonora Christina Skov om sin smertefulde barndom: "Det har reddet mig at være rasende"

I denne uges ALT for damerne fortæller forfatter Leonora Christina Skov den ærlige historie om sit liv. En historie om manglen på knus og kærlighed derhjemme, om den afvisning, hun oplevede, da hun sprang ud som lesbisk, og om den vrede, der blev en drivkraft.

"Min mors hånd søgte hen over dynen og lukkede sig om min. Måske tog hun fejl af min hånd og en andens. Jeg ventede, men hendes hånd lå der stadig. Jeg er ked af, at jeg ikke kunne være den datter, du ønskede dig, tænkte jeg. At årene er gået, uden at vi har fået talt om det. At jeg efterlod dig i vejkanten og fortsatte alene, for sådan har det føltes. Som om jeg løb fra mit ansvar og det, jeg var sat i verden for, nemlig at gøre dig glad eller forsøge på det. Husker du dengang, du var glad, eller så du bare sådan ud på de gamle billeder fra før, jeg blev født? Dengang du blev uddannet økonoma i 1970. Du og din veninde Inga side om side på første række, lige smukke, lige strålende med jeres højt opsatte hår og hvide kitler."

Leonora Christina Skov begynder sin selvbiografiske roman "Den, der lever stille" med sin mors dødsscene. Lige på og hårdt. Og hårdt er det. Også at læse. Hele vejen igennem bogen, faktisk. For som citatet ovenfor afslører, dør Leonoras mor, Ingelise, uden at de to nogensinde har fået talt om al den skyld og skam, som Leonora har båret rundt på hele livet på grund af sin opvækst. En opvækst med en mor, der var ude af stand til at give og vise kærlighed, og med en far, der altid tog morens parti og fremhævede hende frem for Leonora, som derfor altid følte sig forkert. En opvækst, hvor Leonora tænkte, at hvis hun bare fik topkarakterer og ikke gjorde sin mor ked af det – eller sin far vred – så kunne det være, at de ville elske hende. Det blev sat helt på spidsen, da Leonora som 21-årig sprang ud som lesbisk, noget som forældrene tog fuldstændig afstand fra, og som bevirkede, at de ikke så deres datter i syv år. Kigger man tilbage, kunne der dog ikke umiddelbart sættes en finger på den lille familie i det røde parcelhus i Helsinge, for Leonora var bestemt ikke et omsorgssvigtet barn – objektivt set – men følelsesmæssigt var det som at vandre i en uendelig ørken uden vand.


– Jeg tror egentlig, at min mor på nogle måder var meget tidstypisk for de kvinder, som var husmødre eller havde et halvtidsjob i 70'erne og 80'erne. På den ene side var der feministerne, der var ude og køre karriere, og så var der de andre, som opførte sig, som om de stadig levede i 50'erne. Sådan en var min mor. Ja, hun havde et halvtidsjob, men hendes hovedbeskæftigelse var helt sikkert intimsfæren. Det var hjemmet. Jeg var hendes hovedbeskæftigelse, og derfor var hun sindssygt meget "på" mig. Min mor stod typisk klar i køkkendøren i sin hjemmedragt, når jeg kom hjem fra skole. Hun havde smurt mad til mig, hjemmebagt rugbrød, hjemmelavet leverpostej, hjemmelavet rullepølse, hele lortet. Og så et glas mælk, der var hældt op. Det hele var klar. Der skulle ikke mangle noget. Hun ville give mig alt det, hun ikke selv havde fået af sin egen mor. Og så skulle jeg ellers fortælle hende alt om, hvad der var sket i løbet af dagen.

Umiddelbart lyder det jo som en omsorgsfuld mor...?
– Ja, det gør det. Og det ville især have været fint med det engagement, hvis jeg havde været en svag elev. Nu var jeg tilfældigvis nærmest den bedste i klassen, så der var ikke nogen grund til, at hun skulle sidde og udspørge mig på den måde. Der var hele tiden en undertekst af, at "jeg gør det, fordi jeg ikke selv fik det." Men at give sit barn noget, som dybest set ikke er det, barnet vil have, men som er det, man selv vil have, er ikke altid den bedste strategi. Min mor var samtidig en, som ikke sagde noget pænt til mig. Som ikke var fysisk overhovedet. Som ikke kunne have mig tæt på sig. Som ikke krammede. Aldrig. Jeg kan slet ikke huske, at jeg nogensinde har fået et kram. Hun kunne simpelthen ikke have folk tæt på sig overhovedet. Altså, jeg gav hende hånden, når jeg hilste på hende...

Leonora holder en pause og ser ud som om, smerten et kort øjeblik overvælder hende.

– Derfor blev jeg selvfølgelig et barn, der higede efter fysiske knus og søde ord. Min mor gav mig den hjemmelavede mad, og det "oversatte" min far altid for mig til: "Det er jo fordi, mor er så glad for os, at hun laver så dejlig mad til os." De brugte aldrig ordet "elsker" nogen af dem. "Mor er glad for os, derfor laver hun mad og gør alle de her ting." Men det hjælper jo ikke at sende på en frekvens, som ens barn ikke modtager på, og det var, hvad hun gjorde. Jeg er ikke en, der føler mig dybt elsket af, at nogen laver mad til mig. Jeg blev et barn, der virkelig anglede efter kærlighed, og jeg havde længselsfulde fantasier om, at nogen ville omfavne mig. At nogle voksne mennesker ville tage mig ind, og at jeg kunne blive deres barn. Jeg var ikke ked af, at min mor brugte en masse tid på mig, det var da dejligt, men det kunne have været dejligt, hvis jeg havde følt mig elsket i det. Leonoras far, som i dag er 73 år, lod sig efter Leonoras opfattelse styre fuldstændig af moren, selvom han egentlig også er en dominerende mand.

– Min far er gammel militærmand og en mand, der kørte skemaer og præcision. Han var en mand, jeg var bange for, da jeg var barn. For at min mor kunne være med til at styre, havde hun sin trumf, og det var, at hun tudede. Det fik øjeblikkeligt min far til at smide alt, hvad han havde i hænderne. Og så var det ellers bare hende, der fik sin vilje. Hun fik sin vilje med alt. Sjovt nok, for i hendes eget selvbillede var hun en, der gjorde alt for andre. Men i virkeligheden var det sådan, at hele familien drejede sig om hende. Mor var så fantastisk. Mor var så god. Det var mors selvværd, der skulle boostes. Og det skulle boostes gennem mig. Som barn af en alkoholiker understøttede min far hele den dynamik med en form for medafhængighed. Han fik ikke min mor til lægen. Han sagde ikke, Ingelise, det her går ikke. I stedet for sammenlignede han hele tiden min mor og mig: "Mor er så smuk. Det kan være, du bliver lige så pæn som mor en dag."

Hvordan havde du det indeni, når han sagde sådan?
– Det var en blanding af følelser. For jeg syntes også, at min mor var smuk, især når hun gjorde noget ud af sig selv, hvilket hun ikke gjorde til daglig. Men når hun skulle til fest og tog det flotte tøj på. Når hun havde taget Rive Gauche på. Guldsmykkerne. Den flotte skjortebluse, et pencilskirt og høje hæle. Så så hun rigtig pæn ud, og jeg syntes bare, jeg havde den flotteste mor. Så kunne jeg godt se, hvad min far mente. Når hun bare sad derhjemme i sin velourdragt og ikke havde noget makeup på, var hun ikke så køn, men min far havde talt det op på en eller anden måde indvendigt, tror jeg. Og jeg følte simpelthen afmagt, fordi jeg kunne se, at jeg ikke lignede hende særlig meget. Jeg kunne aldrig komme til at ligne min mor. Det er klart, at de områder, han talte op ved hende, var områder, hvor jeg ikke var lige så god som hende, og heller ikke kunne blive det. Min mor sang sindssygt godt, det gør jeg ikke. Han fandt de steder, hvor hun kunne stråle. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at jeg var glad for, at der ikke var flere områder, end der var, faktisk, for på de områder ville jeg aldrig have kunnet gøre mig gældende. Så hvis min mor f.eks. havde været vildt god til at skrive, havde det virkelig været noget lort.

I hele sin barn- og ungdom skrev Leonora dagbog, og da hun læste de over 2000 sider i forbindelse med, at hun skulle skrive "Den, der lever stille", som skildrer hele hendes liv, relationen til moren, det at springe ud som lesbisk og genskabelsen af hende som forfatter, kunne hun se, at hun meget nøje beskrev, hvilket liv, hun gerne ville leve. Et liv, der faktisk næsten en til en matcher det liv, hun har i dag. Hun ville skrive, hun ville have og give kærlighed, og hun ville ud af ensomheden og omgive sig med mennesker. Hun kan også se, at hun var meget, meget vred.

– Da jeg læste om de år, hvor jeg sprang ud, tænkte jeg bare, fuck mand, hvor havde jeg det dårligt. Jeg var sane nok, jeg var meget struktureret, meget planlæggende, jeg talte pænt til mig selv, men jeg var vred. Jeg var 21, jeg havde ikke meget erfaring med noget som helst, og jeg vidste ikke, hvornår jeg ville bryde sammen. Og det var det, der var det svære. Det med ikke at kende sin grænse, ikke vide, hvor langt man kan gå. Jeg tror, at det, der reddede mig, var, at jeg var så vred over alt, hvad jeg havde oplevet i min barndom og al den afvisning, jeg havde oplevet, da jeg sprang ud. Det var en kæmpe drivkraft. Og jeg var vred i mange år. Da jeg begyndte at udtale mig om feminisme, var jeg rasende. Og raseri kan man overleve på i mange år.

I romanen lyder det som om, du i en periode overvejede at tage dit eget liv?
– Ja, det gjorde jeg også. Men jeg vidste, at jeg ville skrive, jeg vidste, hvilken vej jeg ville gå, og der var også mange ting, der fungerede for mig. Jeg har grundlæggende et meget lyst sind, jeg er ikke den deprimerede type. Annette, min kone, kalder mig for "en go' familiehund", ha, ha. Jeg vågner op i godt humør. Og det har jeg altid gjort. Det er nok også endnu en grund til, at jeg altid har været meget tynget af skyldfølelse. Fordi jeg har følt, det var min skyld, at mine forældre havde det dårligt, samtidig med, at jeg selv fik det bedre og bedre, da jeg begyndte at leve det liv, jeg drømte om.

Når du kigger tilbage på din opvækst i dag, hvad tænker du så?
– Det var meget symbiotisk. Det var os tre. Der var også sådan et helt sprog i familien. Hr og fru Skov kaldte mine forældre hinanden. Der var en falsk tryghed, hvor ingenting blev sagt, og hvor man ikke talte om noget. Det er så grotesk, at jeg er endt med at blive den person, der skriver og fortæller alt. Jeg er blevet alt det, som er fuldstændig modsat ordsproget om, at den, der lever stille, lever godt. Det er jo skæbnens ironi på en eller anden måde.

Og alt bliver vitterligt lagt frem i den nye roman, som Leonora vidste, hun ville skrive, når moren var død. Moren var syg af brystkræft gennem 12 år, så der havde været tid nok til at tænke det igennem. Alligevel var det på alle måder rystende for Leonora pludselig at stå der på hospitalsstuen og bare vente. Dødsscenen, som bogen begynder med, siger alt om det nærmest ikkeeksisterende mor-datter forhold. Leonora ser sig selv udefra og ser en datter, der ikke er i stand til at agere, som "den gode datter" ville have gjort. Endnu en grund til at føle skyld.

– Jeg havde snakket med forskellige venner, hvis mødre var døde, og jeg havde hørt, hvad de havde gjort, da deres mor lå for døden. De havde siddet og bedt med dem. Læst op for dem. Eller sagt nogle søde ting. Og så sad jeg der og kunne ikke sige noget. Jeg kunne ikke engang rigtig holde hende i hånden, for hun havde jo aldrig kunnet have nogen tæt på sig. Det virkede så utrolig fattigt. Det var forfærdeligt med den afstand. Jeg følte, jeg havde en parallelperson siddende ved siden af mig, som ville have gjort alle de rigtige ting. Kastet sig på dynen og sagt: Jeg elsker dig mor. Selv sad jeg helt forstenet. Det var som at være splittet i, hvad jeg ønskede at være, og hvad jeg faktisk var. Samtidig sad jeg med erkendelsen af, at nu er det fandeme for sent, hun kommer aldrig til at sige noget til mig. Jeg havde lyst til at ruske hende: "Hvad har du forestillet dig, har du bare tænkt dig at dø?". Det var så utrolig frustrerende, samtidig med, at jeg følte mig så mærkelig på afstand af det. Fordi der hele tiden var den der anden person – den gode datter – ved siden af mig. Jeg følte mig helt amputeret.

Hvilke andre følelser havde du ved dødslejet?
– Jeg havde faktisk også en taknemmelighed over, at det der ikke var mit liv. Det kunne have været mit liv. Jeg kunne have været et menneske, som kun havde to mennesker omkring sig, og som ellers ikke havde nogen tæt på. Et menneske, der døde, uden at være rigtig kendt af nogen. Det var jo det, jeg var opdraget til. At alle skulle holdes på afstand.

Var det også en lettelse, at hun døde?
– Teoretisk var det en lettelse, i praksis var det ikke. Jeg havde troet, det ville være en lettelse, men det var det overhovedet ikke. Det var helt forfærdeligt. Det at vide, at jeg ikke kunne gøre mere, var ikke til at bære. Fra nu af ville minderne om hende bare begynde lige så stille at forsvinde. Der ville ikke komme nye til, der ville ikke blive sagt mere. Jeg ved ikke, hvad jeg havde troet, men det at miste min mor var bare meget værre end noget, jeg havde prøvet før.

Det har været en utrolig hård proces for Leonora at skrive bogen, og hun overvejede flere gange undervejs at droppe det. Hvilken ret havde hun egentlig også til at skrive om mennesker, der ikke ønskede at blive skrevet om? Og hvordan skriver man om et menneske, man faktisk ikke kender? Alligevel drev hun sig selv videre.


– Det føltes som en stor mur foran mig, og der var dage, hvor jeg bare ikke kunne komme igennem den. Hvor jeg ikke kunne skrive noget. Jeg kunne mærke, hvad det vil sige at bryde et tabu. Man må bare ikke skrive dårligt om sine forældre, det fornemmede jeg så tydeligt. Men jeg havde lyst til at bryde det tabu, der handler om ikke at have følt sig elsket af sin mor. Der er skrevet så lidt om det, og jeg synes, det er så vigtigt. Det kaster utrolig lange skygger i et liv, når man ikke føler sig elsket af sin mor. Det ødelægger ens relationer til andre mennesker. Jeg har været heldig at finde Annette, som jeg elsker højt, og jeg har mange dejlige venner omkring mig, men jeg kan stadig føle mig meget alene. Jeg kan stadig tro, at folk dybest set ikke har lyst til at være venner med mig, og at jeg skal gøre en hel masse, for at de skal kunne lide mig.

Din far lever jo stadig, overvejede du at vente med at skrive bogen, til han var død?
– Ja, det gjorde jeg, men min far er meget frisk, og jeg ved, hvor meget der går tabt, hvis man venter for længe med at skrive. Jeg ville ikke have, at alle tankerne og minderne blev slebet til som en sten i vandet. Nej, tingene skal have lov til at stå der, som de er.

Har din far læst bogen?
– Ja, det har han.

Og...?
– En måned efter, han havde fået den, skrev han en virkelig sød mail til mig. Jeg tror aldrig, han nogensinde før har skrevet en sød mail til mig. Jeg turde ikke læse den, fordi jeg tænkte, at det sikkert var noget forfærdeligt, så jeg gav den til Annette og bad hende læse den først. Bagefter læste hun den højt for mig. Min far skrev, at han elskede mig højt...

Hun holder en pause.

– Ja... Og han skrev, at han skam var virkelig stolt af mig. Han synes, jeg har klaret mig rigtig godt, og han skrev også, at han godt kan lide Annette, og at det er dejligt for mig, at jeg har fundet kærligheden. Virkelig mærkeligt, når han og min mor stort set aldrig har villet se Annette. Han skrev også, at han ser bogen som min version af sandheden. Min historie.

Hvordan havde du det efter den mail?
– Jeg havde det nærmest ikke... Hvis man kan sige det. Men jo, jeg var meget lettet, fordi jeg havde frygtet, at han ville slå hånden af mig eller flippe fuldstændig skråt sidelæns. Jeg tror faktisk ikke, jeg er færdig med at bearbejde det endnu.

Har du fået fjernet din skyldfølelse ved at skrive bogen?
– Det tror jeg ikke. Jeg tror altid, den skyld vil være der et eller andet sted. Jeg er simpelthen marineret i skyld. Jeg synes, den er blevet mindre, men jeg ved ikke, om den er blevet mindre, fordi jeg har skrevet bogen, eller fordi min mor ikke er her mere. Fordi der ikke er noget pres på mig mere. Men det er nok den mest uforløste historie overhovedet. Jeg anglede efter min mors kærlighed, så længe hun levede, og jeg følte aldrig, at jeg fik den. 

Leonora Christina Skov, 41 år

Forfatter, litteraturanmelder og foredragsholder.

Aktuel med den selvbiografiske roman "Den, der lever stille".

Gift med kultur- og videnskabsjournalist Annette K. Nielsen.

Se, hvad vi ellers skriver om: Forældre og Familieliv