
Din pusletaske afslører dig
Hvor meget kan man sige om en mor ud fra hendes pusletaske og dens indhold? En hel del! Se her, hvad livsstilseksperten afslører om tre mødre ud fra deres evige følgesvend – og gæt selv med!
Marie Louises kommentar
Marie Louise Cleff, 37 år Demand Manager. Gift med Dan, 39 år og specialkonsulent, og mor til Victor på 4 mdr.
Hun rammer virkelig plet … bortset fra, at jeg nok minder mere om Miranda end Carrie! Men jeg er både udstyrs og karrierekvinde, og jeg vil ikke være en mor, der går uden makeup eller ‘sumper’ hen i sofaen.
Jeg har en febersut, fordi jeg er kontrolfreak og vil have en hurtig forklaring – ligesom jeg har en babyvægt, så jeg kan holde øje med Victors vægt.
Jeg blev overrasket over Annes udsagn om, at jeg prioriterer mig selv højt, og tænkte ‘det passer
ikke!’. Men det gør det nok. Jeg havde en forfærdelig graviditet, og det har været vigtigt for mig at få det godt med mig selv igen. Det er aldrig på bekostning af Victor, der kommer i første række, men når jeg gør noget ud af mig selv, kommer jeg også til at stråle indvendigt, og det har jeg brug for.
I øvrigt er det næsten rigtigt, det med at rejse – vi tager bare til USA og Mexico i stedet for Thailand!
Carrie Bradshaw med baby
Livsstilsekspertens dom
Pusletasken er fuld af luksuriøse mærkevarer som solbriller fra Rayban og Chanel-neglelak – samt ‘stram ind’- trusser. Hun har besluttet sig for, at hun vil være en lækker mor, der godt kan være sexet og gå i stiletter. Hun er ikke typen, der kaster al sin opmærksomhed på barnet og tilsidesætter sig selv. Samtidig er hun lidt af en fashionista a la Carrie Bradshaw.
Hun ved, at mode ikke kun handler om mærkevarer og har derfor med kyshånd taget imod det strikkede babytøj (fra mormor?). Hjemmestrik er det hotteste af det hotte, og det kan man også finde i dyre børnetøjsbutikker.
Pusletasken er hverken super praktisk eller kedelig, men en lækker sag fra Malene Birger, og den fungerer som en mor-barn-taske, der både står godt til hendes look og rummer alle hendes personlige ejendele.
Hun er en ‘udstyrskvinde’, som har været en af de første med en Iphone 5, for det er vigtigt for hende at have det nyeste nye. Det peger i retning af, at hun er en driftig karriere-kvinde, som læser modemagasiner, men også tjekker erhvervsnyhederne på sin Iphone.
Convenience og kvalitet
Pusletasken indeholder det mest basale til baby som bleer og vådservietter, men jeg falder over termometersutten – den er nok hendes katastrofeberedskab. Hvorfor græder baby? Ind med sutten, så er der svar! Hun er en no bullshit- kvinde, der finder hurtige løsninger på mulige problemer.
Økologi betyder ikke så meget for hende; Hun går mere op i mærket og kvaliteten, men vælger samtidig ofte de lette løsninger, hvor salaten er skyllet og gulerødderne skrællet på forhånd. Hun lægger vægt på sundhed, især fordi hun går meget op i sit udseende. Hun har nødder og mørk chokolade i tasken, som er nogle af de hippe kostråd – jeg tror, hun er til fals for teorierne om, at man bliver smuk og slank og får faste bryster af mørk chokolade.
Når hun rejser, er hun til bekvemme løsninger, hvor hun kan være velklædt. Hun tager ikke på rygsækrejse eller solferie sammen med resten af danskerne, men kan godt finde på at tage til Thailand, så længe det ikke er de mest turistprægede steder, og kvaliteten er i orden.
PUSLETASKE #1
• Uldtørklæde fra Kudibal.
• Sutter fra Nuk.
• Termometersut.
• Hjemmestrik i uld.
• Heldragt fra Holly’s.
• Engangspusleunderlag.
• Solbriller fra Rayban.
• Libero-bleer.
• Pelsluffer til baby.
• Håndsprit.
• Stoflegedyr, trærangle og trækæde til barnevognen.
• Hårelastikker.
• Batman-plaster.
• Uldtæppe fra Oleana.
• Flyverrangle fra Smallstuff.
• Nøddemix og chokolade.
• Chanel neglelak.
• Nøgler.
• ‘Stram ind’-trusser.
• Babysalve.
• Pung fra Salvatore Ferragamo.
• Vådservietter.
• Iphone 5.
• Babystrømper i uld.
• Bodystocking i uld fra Wheat.
Camillas kommentar
Camilla Lauth Hansen, 33 år Sygeplejerske og studerende. Kæreste med Tommy, 36 år og
fysioterapeut, og mor til Isolde, 8 mdr.
Jeg er sådan en, der gerne vil gøre tingene ordentligt, og jeg anstrenger mig meget for at sætte mig ind i tingene, om det er så min holdning til vaccination, komælk eller gluten. Jeg er ikke vild med ordet speltmor, men det passer nok ret godt på mig.
Jeg går meget op i at give Isolde det bedste – jeg er dog ikke en pylremor. Det er okay, hvis hun græder lidt, og jeg har valgt vores babyalarmer, fordi de udsender meget lav stråling. Jeg bruger selv digitale medier meget, men de skal ikke i nærheden af Isolde, og jeg slukker vores trådløse internet om natten.
Jeg har valgt min pusletaske, fordi den er pæn og praktisk, og meget af Isoldes tøj er også valgt ud fra, at jeg kan lide det – hvis det er økologisk, så er det bare en bonus.
Øko-mor med overskud
Livsstilsekspertens dom
Det første, jeg lægger mærke til, er den hjemmelavede mos. Jeg tror, hun er en af de kvinder, som tidligere fik den lidt grimme betegnelse speltmor. Hun er en kvinde, som tager sig tid til at gøre tingene ordentligt, så hun ved, hvad hun putter i sin baby. Derfor er alt i pusletasken – fra mad til vådservietter, stofbleer og en del af tøjet – økologisk.
Hun er typen, der vil amme sit barn for at forebygge allergi med mere, og hvis hun må ty til erstatning, så bliver det den bedste og dyreste fra apoteket, fordi hun vil være sikker på, at baby får det bedste.
Selv babyalarmerne er nøje udvalgt og tager højde for barnets sundhed, da de er lavfrekvente. Firmaet bag slår på, at de altid virker, så man ikke risikerer, at baby græder længe – det er vigtigt for denne mor, for hun går op i at gøre alting rigtigt.
Praktisk vinder over økologi
Det er vigtigt for hende, at tingene er fremstillet på en ordentlig måde, men hendes fokus på økologi handler mest om hendes eget barns sundhed.
At hun som oplyst forbruger kan være med til at gøre verden til et bedre sted, er en dejlig sidegevinst for hende. Hun har ikke noget imod selv at sidde med digitalt legetøj, men hun vil ikke udsætte sit barn for det. Men praktik og ‘tøsefarver’ kan godt vinde over økologi. Meget af tøjet er rødt eller har flæser og er ikke økologisk, og den lyserøde pusletaske udstråler heller ikke økologi.
Den har hun sikkert købt, fordi hun godt kan lide den, ligesom Babybjörn hagesmækken er praktisk – og det kan være vigtigere end økologi. Hun går dog meget op i, at hendes barn ikke får noget dårligt, og det bruger hun tid (og penge) på at researche sig frem til, sikkert på nettet, hvor hun også køber mange ting – som så mange andre mødre på barsel.
PUSLETASKE #2
• Termoflaske til grød.
• Bøtte med hjemmelavet mango-æble-mos.
• Sutteflaske fra Pigeon.
• Hagesmæk fra Babybjörn
• Bestik fra Toddler.
• Nederdel fra Oilily.
• Body i økologisk bomuld fra H&M.
• Strømpebukser.
• Savlesmæk i økologisk bomuld.
• Uldtrøje fra Fub.
• Rangler fra Smallstuff og Sophie Giraf.
• Uldsutsko fra Melton.
• Stofble i økologisk bomuld fra Noa Noa.
• Bleer fra Rema 1000.
• Økologiske vådservietter fra Smartkids.
• Naturgummisut fra Hevea.
• Lavfrekvent babyalarm fra Super Nova.
• Håndsprit fra Bentley Organic
• Solcreme fra Matas.
• Babyolie fra Natusan.
• Ammeindlæg fra Pigeon.
• Mælkefri modermælkserstatning fra Pepticate.
Praktisk mor med stort M
Livsstilsekspertens dom
Denne mor er både økonomisk og praktisk, for hun har ikke et stort rådighedsbeløb, og hun har to små børn, og det kan ses på pusletasken. Den indeholder kun de mest nødvendige ting, der er købt billigst muligt – dog uden at gå på kompromis.
De økologiske cremer vil hun gerne give mere for.
Lillebror arver desuden storebrors legetøj, og hun køber billigt ind i Bilka. Hun synes, det er tåbeligt
at give 500 kroner for legetøj, når man kan få noget meget billigere, som børnene er lige så glade for. Hun går ikke synderligt op i mode og synes faktisk, det er grotesk at tale om ‘mode og børn’. Hun handler, hvor det er billigt, og gerne i nærheden, så det er nemt.
Glemmer lidt sig selv
Indholdet vidner om minutiøs planlægning: sutter i separat stofpose, pletfjerner til tøj, to typer affaldsposer. Det er en erfaren mor, der har sorteret det unødvendige fra. Men hun er måske så fokuseret på sine børns behov, at hun glemmer sig selv. Det eneste ‘mor’ i tasken er en læbepomade og en dåse med hovedpinepiller.
Hun kunne godt være på nedsat tid, for hun tager sit moderskab dybt alvorligt og vil lægge alle sine kræfter her de næste par år. Hun er dog også en udadvendt kvinde, der plejer sine sociale relationer, fordi det er nemt at tage børnene med, som man kan se af nattøjet i pusletasken.
Fællesskab er vigtigt for hende, og når familien tager på ferie, tager de i sommerhus eller noget lignende for bare at være sammen.
Eller måske sparer hun op, og så trækker de stikket en gang imellem og rejser til mere eksotiske steder – den lille pilleæske kunne godt være hentet af hende selv i Nepal.
PUSLETASKE #3
• Libero-bleer.
• Stofbleer.
• Vådservietter fra Minirisk.
• Knitrebog (arvet fra storebror) og bogstavringe fra Bilka.
• Savlesmæk fra Pippi.
• Stofpose med ekstra sutter, creme og zinksalve fra Weleda og en yin/yang-dåse fra Nepal med hovedpinepiller.
• Pung fra Grønlykke.
• Læbepomade fra Lypsyl.
• Affaldsposer til brugte bleer.
• Poser til snavset tøj.
• Flaske med pletfjerner.
• Papirlommetørklæder.
• Natdragt fra Holly’s og strømper.
• Pyjamas fra H&M til storebror.
Annes kommentar
Anne Alstrup Avnby, 42 år Cand.scient. og projektleder. Kæreste med Matty, 31 år og lydtekniker, og mor til Tobias, 8 mdr., og Alexander, 3 år.
Super praktisk mor, yes, det er mig! Jeg fik sorteret det unødvendige fra med mit første barn, og nu ved jeg, hvad jeg har brug for. Men mor med stort M, det er ikke mig.
Jeg skal ikke på nedsat tid, og jeg ser frem til at skulle arbejde igen. Det overrasker mig, at Anne mener, at jeg glemmer mig selv. Jeg tilsidesætter nok mig selv lidt – gør man ikke det med to små børn? Men jeg glemmer ikke mig selv, og jeg glæder mig til, at jeg kan smide min praktiske pusletaske ud og købe en dyr taske til mig selv.
Vi har ikke et stort rådighedsbeløb, men det betyder ikke, at jeg går efter det billigste. Jeg går efter de ting, jeg kan lide, og så betyder mærke og pris ikke så meget. Vi har en ødegård i Sverige, hvor vi hygger sammen som familie, men vi sparer også op, så vi kan rejse til varme steder som eksempelvis Thailand i vintermånederne – og ja, jeg har selv hentet yin-yang dåsen i Nepal!
Faktaboks
Anne Glad er livsstilsekspert og medvirker blandt andet i Kender du typen? på DR 1.
Hun er tekstforfatter og strategisk direktør i reklamebureauet Envision.
LÆS OGSÅ: Det afslører dit barns navn om dig