Mine døtre hyler og skriger

Baggrund

Marianne bor på landet med sin mand, Peter, og deres to piger på 6 og 3 år. Marianne arbejder hjemme, mens hendes mand er meget væk med sit lederjob. Marianne har forskellige problemer med de to piger. Den store hører ikke efter, bliver hidsig og slår. Den yngste hyler og smider med ting. Begge har dårlige manerer ved aftensbordet, og de skændes meget. Marianne og hendes mand har det dårligt indbyrdes – de er i perioder kun sammen ‘for børnenes skyld’, og Marianne mener selv, at mange af problemerne skyldes det. Nu er begge mødt op for at drøfte sagen med Jesper Juul.

Marianne: Når man beder pigerne om et eller andet, bliver de meget vrede og smækker med dørene. Min ældste gør det meget, og jeg siger så, at det er i orden, at hun bliver vred, men hun skal gøre det alligevel. Så stritter hun imod og vil ikke, og så vender hun det tit indad og siger ‘Jeg er et monster, jeg passer ikke ind i familien. Jeg passer ikke ind i nogle familier!’

Jesper Juul: Er det nyt?

Marianne: Det er især det seneste års tid.

Peter: Det har altid været sådan, men det er blevet værre.

Marianne: Det er blevet værre efter, at min mand og jeg har fået det så dårligt sammen. Hun holder sig for ørerne og vil ikke høre efter. Men hun trives godt i institutionen og har ikke  sociale problemer. Hun er god til at sige, hvis hun er sur. Og hun tegner meget. Hvis hun er sur på mig, tegner hun knuste hjerter eller en mor og far, der vender sig fra hende. Det tager vi alvorligt, men der er også grænser for, hvor meget opmærksomhed, vi kan overkomme at give. Jeg putter hende, læser for hende og prøver hele tiden at vise kærlighed og bekræftelse. Hun kan lide, at der er pænt på værelset, så jeg rydder op og viser hende kærlighed på den måde også.

Jesper Juul: Har hun sagt andet, end at hun ikke passer ind?

Peter: Hun er begyndt at interessere sig for, om vi er gode ved hinanden. Vi skal kramme hinanden, siger hun. Vi har sagt, at det ikke har noget med hende at gøre. Mor elsker dig. Far elsker dig. Mor og far er bare uenige. Hun siger så, at hun ikke kan lide, at vi skændes.

Marianne: For nylig sagde jeg til hende: ‘Du er noget af mor og noget af far, og når vi så skændes,

og du er noget af os begge to, så føler du måske, at der er noget af dig, der er i stykker? Men du skal vide, at du er det bedste af mor og det bedste af far, det er det dårlige af os, der skændes, og det har ikke noget med dig at gøre’. Det kunne hun godt forstå og blev glad for, at jeg sagde.

Jesper Juul: Er det relativt nyt, at hun bliver så vred og ked af det?

Peter: Jeg tror, det opstod omtrent fra dengang, vi fik nummer to. Lige så meget som vi elsker vores yngste datter, så skete der noget dér, som fik bægret til at flyde over, i hvert fald for mig. Det er ikke hendes skyld, slet ikke, men jeg kunne pludselig ikke overskue det hele. Mine døtre hyler og skriger

Marianne: Nummer to er en krævende pige og har været det fra fødslen.

Peter: Problemerne kom først, da lillesøster kom. Både for vores store datter og for mig.

Læs videre på næste side>>

Jesper Juul: Er der forskel på, når I er alene eller sammen med børnene?

Marianne: Det går egentlig ret godt, når jeg er alene med dem. Men det kan være, at når jeg er alene med dem, så forlanger jeg ikke så meget af dem, og så opstår de her episoder ikke.

Jesper Juul: Det virker, som om hun reagerer hver gang, hun føler sig forældreløs. Jeg tror også, jeg ville blive umulig af og til, hvis jeg havde en mor, som var så fornuftig som dig. Det er svært ikke at føle sig ‘anderledes’ eller ‘forkert’ mod noget, som er så fornuftigt.

Marianne: Jeg forklarer tingene fornuftigt, fordi jeg gerne vil have, at hun forstår det. Jeg vil gerne have, at min datter hviler i sig selv.

Jesper Juul: Jeg kæmper lidt med, at forældre i dag ikke bare forlanger af sig selv, at de skal være et forbillede, de skal også være et positivt forbillede. Men det er ikke muligt. Ikke altid. Det virker som om, at I fortrænger pigernes temperament. Har I selv temperament?

Peter: Ja, jeg har masser.

Marianne: Det har jeg også.

Peter: Vi var fire børn, da jeg var barn. Vi var med kammerater i weekenden, og vi gjorde sgu, hvad vi fik besked på. Bare på den ene generation er der sket så meget. Det var lettere for alle dengang.

Marianne: Sådan ser jeg det ikke. Mange fra vores generation bærer alt muligt dårligt med sig, fordi de er blevet domineret og ikke har lært at tænke selv.

Jesper Juul: Dengang var forældre mere sikre på sig selv. I dag tvivler forældre mere. Det er der mange fordele ved, men det skaber en utryghed hos børnene. Det har med jeres indbyrdes forhold at gøre, men også med dig at gøre som leder, Marianne, for du er jo sådan set enlig mor.

Marianne: Al den usikkerhed og tvivl er jo et resultat af den hårde opvækst, jeg har haft, og som jeg på ingen måde vil gentage. Men det gør, at jeg tvivler og kræver så meget af mig selv som mor.

Jesper Juul: (henvendt til Peter) Fortæl mig, hvad det værste ved din kone er som mor?

Peter: Hun lader børnene få lov til alt for meget. Når jeg kommer hjem og ser, at de har haft gang i at lege og rode i køkkenet og to stuer, så kan jeg slet ikke overskue det. Så vender jeg mig nogle gange om og går.

Jesper Juul: Mit gæt er, at hvis det er sådan, så har du godkendt det, Marianne?

Marianne: Ja, de må gerne rode, men de skal også rydde op bagefter,

Peter: Men det holder jo ikke! Den mindste kan ikke, og den store vil ikke.

Jesper Juul: Selvfølgelig har forældre forskellige grænser. Det er helt normalt. Hvis du er alene med børnene, så er det ikke et problem for dig, at de roder i alle rum?

Marianne: Jeg synes, det er hyggeligt, at de fylder, og det er også deres hus. Jeg synes ikke, det er så voldsomt, som min mand synes. Men selvfølgelig kan det blive for meget.

Peter: Der er ingen tvivl om, at vi ser forskelligt på det. Børnene fylder for meget på alle planer.

Jesper Juul: På en eller anden måde er de her børn de facto forældreløse.

Peter: Det forstår jeg ikke.

Læs videre på næste side…

Jesper Juul: Det er jo ikke sådan, at det hele er kaos hjemme hos jer. Alligevel har vi to piger, som opfører sig, som om der var kaos. Det er det, der er lidt mystisk.

Peter: Hvem er forældreløs?

Jesper Juul: Begge dine børn. Børn har brug for lederskab, og hele diskussionen handler om, hvilken slags. Mit billede på det er, at hvis man ser det som et fyrtårn, som sender regelmæssige klare signaler ud, som børn kan manøvrere efter, så mangler det. Eller det er i hvert fald for uklart – der er for lidt af Marianne selv i det, og du som far er jo ikke meget hjemme.

Marianne: Jeg oplever mig selv, som om jeg er meget bestemt og ikke giver mig.

Jesper Juul: Det er jeg med på, men du er ikke en, der tromler det igennem. Eller selv har nogle behov. Hvis du nu skal vælge: Skal jeg imødekomme pigernes ønske nu eller mit eget behov? Vinder pigernes ønske tit over dit behov?

Marianne: Det kan godt passe. Det er ikke så tit, jeg siger, ‘nu skal mor lige læse en bog’. Men jeg er heller ikke typen, der foregiver, at jeg gerne vil lege med dem lige nu, hvis jeg ikke vil. Det har jeg svært ved at forholde mig til. Jeg er selv vokset op i en dårlig familie og har ingen rollemodeller.

Jesper Juul: Jeg tror, det er muligt at spørge dine børn. Du kunne sige, at du er usikker på, om du kan finde ud af at være mor på den rigtige måde, og spørge dem, hvad de synes? De er jo velformulerede begge to. Det ville undre mig, om ikke de ville sige noget klogt. Vi taler ikke om konkrete handlinger, der skal ændres. Hvis vi filmede i fire dage hjemme hos jer, tror jeg ikke, vi ville finde nogle ting, som var helt forkerte eller dårlige. Det er ikke det, du foretager dig – det er mere din udstråling imens. Jeg tror, det er vigtigt, at du går hjem med en ny tanke i hovedet: ‘Tager jeg for lidt plads, er jeg tilbøjelig til at sætte mig selv lidt for meget til side for at sikre mig, at børnene ikke lider nød?’

Marianne: Jeg er i tvivl, om jeg kan finde det i mig. Jeg har jo selv nogle huller, der ikke er fyldt op fra min egen barndom.

Jesper Juul: Det er ikke det, jeg taler om. Det er din filosofi og din grundholdning, som får dig selv til at sætte dig bagerst i køen. Du er ikke en svag person, som man kan manipulere med.

Peter: Kan du give et eksempel på, hvad man kunne gøre?

Jesper Juul: Det er noget i din stemme, Marianne, som skal sige, JEG er også vigtig. Du har vænnet dig til at være mere selvudslettende, end godt er. Dine børn vil gerne acceptere og have tillid til dit lederskab, hvis det var der. Når det nu er piger, så har de brug for at lære, hvordan man som kvinde tager sig selv alvorligt og sætter sig igennem. Så det skal du vise dem. Se det som en udfordring i forhold til dine piger: ‘Når jeg ikke lykkes med det, så sætter de fingeren på det. Lad mig se, om jeg ikke kan få det lært, inden de flytter hjemmefra’. Pigerne forlanger, at du træder i karakter. De kan bedre acceptere, at far kommer ind fra højre med andre normer, og så tilpasser de sig det, fordi han er overbevist og ved det. Når han kommer og ser alle rum taget i brug, så finder han på noget andet. Det er ikke en holdning til børneopdragelse, det er en holdning til sig selv, om han vil leve i det eller ej. Det er den form for sikkerhed, som pigerne kan lide.

Læs hvordan det går efter rådgivningen på næste side>>

Peter: Jeg kan godt se, hvad du mener. Jeg bliver bare lidt ked af at se min rolle som forælder blive reduceret yderligere. Jeg bliver nærmest en statist i mit eget liv – en pauseklovn.

Jesper Juul: Jeg taler mest med Marianne, fordi din rolle har været den, den har været. Hvis du kommer en dag og siger, at du vil være en anden slags far, så kan vi snakke sammen igen! Som det er nu, kan I meget vel deles om visse pligter, men I deler ikke ansvaret. Det har Marianne, og det er meget opslidende. Men når det er sagt, er det en god idé, at du aflaster Marianne noget mere, for hun er slidt helt ned, og så er det også svært at finde sin gennemslagskraft frem.

Efter coaching

Marianne kunne personligt tage noget med fra coaching. Hun synes dog ikke, at børnene reagerer anderledes på deres far, end de reagerer på hende. Hun har til gengæld opdaget, at en del af døtrenes vrede dækker over savnet af deres far. Hun kan mærke, at det hjælper dem at tale om ham og være mere sammen med ham, når han er hjemme. Marianne selv arbejder på sin ‘præsens’ ved at være opmærksom på det og bare være en mor, der forlanger nogle ting, også indimellem uden mening og fornuft. “Det hjælper i hvert fald mig selv ikke at skulle være så hensynstagende og fornuftig, for det er temmelig udmattende,” siger Marianne. Alt i alt synes hun, at der er faldet mere ro over pigerne. “Måske er det, fordi jeg sender nogle nye signaler, som de ubevidst opfanger,” siger hun.