Esthers søn blev dræbt i Fields – men hendes datters ord har forandret sorgen

Søndag den 3. juli 2022 var varm og solrig, og Esther Leuran og hendes mand gik rundt i haven og gravede. Dagen efter skulle familien på en vandreferie på Camønoen, som var blevet udskudt til mandag, fordi Esther Leurans 17-årige søn havde taget en ekstravagt på sit arbejde i biografen i Fields.

Omkring klokken halv seks ringede Esthers telefon, og i den anden ende lød datterens stemme.

”Hun er også på arbejde i biografen i Field’s, og jeg kan med det samme høre, at der er noget helt galt. Hun hvisker, at hun kan høre nogen skyde i foyeren. At hun gemmer sig. Og at hun ikke kan finde sin bror,” fortæller Esther Leuran i et stort interview med ALT for damerne uge 20.

Kort efter befandt Esther Leuran og hendes mand sig i bilen mod Amager og Fields, hvor de blev placeret i en ulidelig venteposition i det nærliggende Royal Arena. Her var også de unge, der havde været på arbejde i biografen.

”Jeg vidste jo, hvor min datter var, og så manglede vi kun min søn,” husker hun tilbage.

En umulig smerte

Ventetiden i Royal Arena var op mod tre timer lang.

På en skærm i lokalet kørte Nyhederne, og på et tidspunkt var der en video af gerningsmanden, der gik rundt inde i Field’s.

Ved synet fik Esther Leuran det dårligt og måtte gå lidt ud.

Siden hun mistede sin søn, har én sætning været vigtig for Renée: ”Vi skulle lære at leve på en ny måde”

Fortrængning har været en vigtig følgesvend i de seneste to år af Renée Toft Simonsens liv. Det fortæller hun i et stort interview med ALT for damerne i anledning af, at filmatiseringen af hendes børnebog ’Børnene fra Sølvgade” snart har premiere i de danske biografer.

”Jeg fik en fornemmelse af, at det var helt, helt galt. At det var så forkert, at min søn ikke var kommet ud til os. Jeg kunne ikke holde ud at kigge på de forskellige medier, og jeg har ikke set nyheder siden.”

I dag er det snart tre år siden, at den forfærdelige virkelighed stod klart – at Esther Leurans 17-årige søn, der snart var voksen og lige var begyndt sit ungdomsliv i København, var blevet dræbt i skyderiet.

I dagene efter var Esther Leuran og resten af familien omgivet af nære venner derhjemme.

”Jeg er så taknemmelig for, at vores familie og venner har været så sindssygt gode til at være med os i sorgen. Vi har slet ikke oplevet berøringsangst i vores nære relationer,” fortæller hun.

Ensom i sorgen

Selvom familien blev grebet og støttet af deres nærmeste, oplever hun også en stor ensomhed i sorgen.

”Det er meget ensomt med døden. Og det er jo også ensomt for os hver især, selvom vi er meget sammen. Så nu, når hans jakke stadigvæk hænger der, og jeg nogle gange går med den, så handler det nok mere om min egen ensomhed end om hans,” fortæller Esther Leuran, som udover jakken også har gemt nogle af sønnens sko.

Bruger du dette ord, når du møder et menneske i sorg? To kvinder anbefaler, hvad der virker bedst

Har du svært ved at finde de rette ord, når et menneske går bort? Louise Haack Sandager og Therese Raabo Fischer, der begge har mistet et nært familiemedlem, giver deres råd til, hvordan du bedst kan håndtere andres sorg.

Med datterens hjælp er det lykkedes Esther Leuran at vænne ensomhedsfølelsen til noget godt – noget, hun ikke vil flygte fra.

”Min datter er meget klog, og hun sagde en dag: ”Når jeg er ensom med det, er jeg også med ham”. Og det har forandret noget for mig – på den gode måde – for det er rigtigt. Når jeg bliver ramt af ensomhedsfølelsen, går jeg faktisk ind i den nu. Og derinde er der plads til at være sammen med min søn. Jeg giver det tid. Der er rigtig meget i alt det her, jeg prøver at komme væk fra, men måske netop ikke ensomhedsfølelsen.”

Esther Leuran har siden den varme dag i juli 2022 kæmpet for at forstå og forlige sig med, hvad der er sket, og det er en proces, hun har oplevet som næsten umulig. Undervejs har hun i sammenlagt 536 dage efter drabet skrevet en form for dagbog, som nu udkommer som bogen ”Den første dag.” Og netop at skrive har Esther Leurans oplevet som en stor hjælp.

”Jeg har fundet et sprog for noget af det, der er sket. Og jeg har opdaget, hvor svært alting er, samtidig med at jeg har prøvet at formulere det. Og så har det betydet enormt meget for følelsen af at være isoleret. Mens jeg har skrevet, har jeg underligt nok følt, at der var andre med mig. I lang tid har jeg haft en fornemmelse af at sidde fast i et rum. I den nat. Og det at skrive har givet mig en følelse af, at der er en vej ud af det rum, hvilket jo også har vist sig at være rigtigt. Jeg er kommet ud og har fortalt min historie til forlaget. Og nu sidder jeg her og fortæller.”

Læs hele det store interview med Esther Leuran i ALT for damerne uge 20.