Siden Esthers søn blev dræbt i Fields, har kun én form for arbejde givet mening for hende

Det er en af de rigtig varme og solrige sommersøndage. 

Esther og hendes mand har kørt hendes søn til stationen og har vinket farvel til ham.

LÆS OGSÅ

Blodprop: Her er symptomerne, du skal holde øje med

En blodprop i hjertet er livstruende, men alligevel er mange kvinder for langsomme til at reagere på symptomerne. Se, hvad du skal være opmærksom på.

Han har taget en ekstra vagt i biografen i Field’s, og derfor har familien udskudt den planlagte feriestart til om mandagen. Da klokken er omkring halv seks, ringer Esthers telefon.

"Min mand og jeg går ude i haven og graver, da min datter ringer. Hun er også på arbejde i biografen i Field’s, og jeg kan med det samme høre, at der er noget helt galt.

Hun hvisker, at hun kan høre nogen skyde i foyeren. At hun gemmer sig. Og at hun ikke kan finde sin bror."

Telefonopkaldet den 3. juli 2022 blev begyndelsen på det mareridt, der nu har varet i knap tre år for Esther Leuran og hendes nærmeste. Hendes 17-årige søn var den ene af de tre, der blev dræbt af en psykisk syg mand ved det forfærdelige skyderi i indkøbscenteret Field’s på Amager, og lige siden hun kæmpet for at forstå og forlige sig med, hvad der skete den dag. 

Det er stadig næsten helt umuligt. 

En del af processen har været, at Esther i 536 dage efter drabet skrev en form for dagbog. En dagbog, som nu udkommer som bogen 'Den første dag'. 

Løsrevne tanker. Følelser. Raseri. Sorg. Alt blander sig sammen på siderne på samme måde, som det blander sig til et næsten uoverskueligt kaos inde i Esther. Som hun sidder her på forlaget denne eftermiddag for at fortælle om bogen og alt, hvad hun er gået igennem, skifter hun også mellem gråd, lange pauser, reflekterede tanker og somme tider en lille latter. 

Esther Leuran er ikke hendes rigtige navn, men det er det pseudonym, bogen er skrevet under, og vi respekterer, at hun, især for familiens skyld, ikke ønsker at stå frem med sit rigtige navn.

Kun med sit billede.

Der gik 13 minutter, fra alarmcentralen modtog den første anmeldelse om et skyderi i Field’s, til den formodede gerningsmand var anholdt. Men alt det vidste Esther intet om, da hun med sin rædselsslagne datter i telefonen kastede sig ud i bilen sammen med sin mand og kørte mod Amager.

Hvad tænkte du, mens du talte med din datter?

"Jeg tror, at min hjerne allerede der havde splittet sig i flere dele. Der er en del, som er ved at gå i panik, og som man undertrykker. Og så er der noget, der kværner af sted. 

En masse praktiske ting, som bare sker helt automatisk. Bilnøgler. Afsted. Normalt tager det en time at køre fra vores hjem til Amager. Det gjorde det ikke den dag. Vi kørte alt, alt for hurtigt."

Tjekkede I medierne for at se, hvad der var sket derude?

"Der var slet ikke noget lige i starten. Eller også tjekkede vi det ikke. Det ved jeg faktisk ikke. Vi prøvede at ringe til min søns telefon, men de afleverede telefonerne, når de var på arbejde i biografen, så vi klyngede os til, at det derfor var okay, at vi ikke kunne få fat på ham.

Min datter havde været med til at få alle gæsterne ud af biografen og havde derefter fået fat i sin telefon, inden hun gemte sig sammen med en anden. 

LÆS OGSÅ

Livet som pensionist har fået Birgit Aaby til at erkende, at hun er helt færdig med især to ting

Birgit Aaby befinder sig i begyndelsen af en ny livsfase. Den hvor man ikke arbejder, går tidligt hjem fra en god middag og faktisk bare gerne vil være sammen med ungerne.

Da vi kom ud til Field’s, kunne vi selvfølgelig ikke komme ind, så vi blev placeret i det nærliggende Royal Arena sammen med alle de unge, der havde været på arbejde i biografen. 

Jeg vidste jo, hvor min datter var, og så manglede vi kun min søn."

Det ultimative kontroltab

I bogen kalder Esther sin søn for ”min vilde dreng”.

"Fordi han var meget … ja, det lyder mærkeligt at sige nu, men han var meget i live. Og meget aktiv. Den ferie, vi skulle have været på dagen efter, var en vandretur på Camønoen. Med store rygsække, primus og mærkelig mad. 

Min søn var meget glad for naturen, og vi havde altid lavet mange naturting sammen. Han var ikke særlig glad for skolen, men han var meget glad for vennerne og var i det helt taget utroligt social. 

Det var også derfor, han lige havde taget den ekstravagt i biografen. For at hænge ud med vennerne inden ferien. Min datter, hans søster, er syv år ældre, og de havde et meget tæt forhold. 

Det var sjovt, at de var begyndt at arbejde samme sted, og fordi han var ved at blive voksen, havde de pludselig fået et ungdomsliv sammen i København, hvor hun boede."

Ventetiden i Royal Arena var lang. Måske tre timer. De vidste stadig ikke, hvad der var sket. Nyhederne kørte på en skærm inde i lokalet, og på et tidspunkt var der en video af gerningsmanden, der gik rundt inde i Field’s.

Esther fik det meget dårligt af at blive overrumplet af videoen og var nødt til at gå lidt ud.

"Jeg fik en fornemmelse af, at det var helt, helt galt. At det var så forkert, at min søn ikke var kommet ud til os. Jeg kunne ikke holde ud at kigge på de forskellige medier, og jeg har ikke set nyheder siden."

Hvordan kan du undgå det?

"Det har været en beslutning. Det, vi var udsat for, var det ultimative kontroltab, og det føltes som om, der var to veje at gå. Den ene var at lede efter så mange fakta som overhovedet muligt for at prøve at få kontrollen tilbage på den måde. 

Den anden vej var at lade være, og det var den vej, vi tog. Vi vil faktisk stadig helst ikke vide noget, for det fjerner os fra det væsentlige. Nemlig sorgen over at have mistet ham. 

Med tiden er det nok også blevet en sarthed, tror jeg, som jeg har fået. Jeg kan ikke bære at se nyheder. Vi har selvfølgelig også haft beslutningen oppe at vende nogle gange undervejs. Særligt omkring retssagen. 

Ville vi være med? Hvor meget ville vi vide? Og det kan være svært at undgå at få noget at vide. Arbejdsskadeforsikringen sender alt muligt. Politiet sender alt muligt. Advokaten. 

Og i de papirer står alting jo."

Natten på Digevej

Efter de tre timer i Royal Arena blev Esthers datter hentet ud af Field’s, men de måtte ikke møde hinanden med det samme.

"Da min datter endelig blev hentet ud af Field’s af politiet, måtte vi ikke komme hen til hende, selvom vi var lige i nærheden. 

Vi blev sendt væk og skulle mødes på Psykiatrisk Center Amager på Digevej, og først der måtte vi endelig se hinanden. Vi kørte derud i det kaos af hundredvis af mennesker, der skulle hjem fra den aflyste koncert i Royal Arena. 

LÆS OGSÅ

Amalies mand levede et dobbeltliv i flere år: ”Jeg har valgt at bruge sorgen til noget godt”

Mens Amalie Mathiassen kæmpede for sit ægteskab, levede hendes mand et spektakulært dobbeltliv med bonusbørn, parmiddage og ferier med to forskellige kvinder gennem to år. I dag har hun besluttet sig for at bruge det jordskælv, der ramte hende, til noget godt. Hun er derfor aktuel med en bog om fænomenet dobbeltliv.

Jeg forstår det stadig ikke og er vred over det, for det var helt forkert."

Hvad skete der derefter ude på Digevej?

"Vi havde en meget, meget, meget lang nat, hvor vi ventede og ventede og ventede på svar. Om morgenen kom der to politibetjente og fortalte os, at min søn var død. Og så kørte vi i morgenlyset hjem fra Digevej."

Hvordan var det at få den besked?

"Jamen, de behøvede slet ikke sige noget. Jeg vidste det inde i mig selv, men samtidig var der en lille del af mig, som blev ved med at råbe nej, nej. 

Jeg havde ringet til Rigshospitalet i løbet af natten for at høre, om min søn var der. Det var han ikke, og så vidste jeg jo, at det var, fordi der ikke var grund til at behandle ham. 

At der ikke var noget at redde. Men jeg sagde det ikke til de andre, da jeg havde fået det at vide."

Hvorfor ikke?

"Jeg tror, det handlede om, at hvis jeg ikke sagde det, så kunne det være, at det ikke var sandt. Den der lille rest af håb. Som jeg stadig har."

I bogen beskriver du, hvordan du stadig forestiller dig og håber, at din søn pludselig kommer ind ad døren, er det en rar følelse?

"Ja, det er det. Jeg tror, det er en måde at være blid ved sig selv på og blid ved det hjerte, som har det lidt hårdt. 

Jeg har fået at vide, at det er normalt at være i en benægtelsesfase, når sådan noget sker. Sådan har det ikke været for mig. 

Jeg er hundrede procent klar over, at min søn er død. Men hvis jeg holder fast i det lille håb, den blidhed, og lader min hjerne få lov til at snyde mig lidt en gang imellem, så er det et lille sted, jeg kan gå hen, når det hele bliver for tungt."

Som en lille dagdrøm?

"Ja, og i stedet for at være hård ved mig selv. Jeg forestiller mig egentlig, at det er det, der sker, når man er religiøs. Troen er også et lille sted, man kan gå hen, men der handler det om, at man mødes i efterlivet. Og der tror jeg, at jeg holder fast i, at det måske også kunne ske i denne verden. 

Jeg har aldrig været religiøs, men jeg har fået en større forståelse for, at religion også kan være et sted at gå hen for at finde blidhed. Det, vi har stået med, er meget, meget brutalt, og jeg har i perioder været bange for selv at blive brutal af det. 

Afstumpet."

Pastafamilien rykker ind

”Jeg vil se ham. Måske er det ikke ham. Det kan ikke være ham. Han er dækket af et hvidt lagen. Den ene side af hove­det er også dækket. Der er hul. Der mangler noget under det hvide. Han er blevet skudt i ansigtet, der er sår på den kind, der er tilbage. Mellem mine hænder hans kolde hænder. Han er min dreng.”

I bogen er det sådan, Esther beskriver det voldsomme besøg på retsmedicinsk afdeling dagen efter. 

Hun kan ikke tale om det i dag uden at blive stærkt berørt, men det var nødvendigt at få vished. Indtil hun så sin søn, kunne hun ikke tro, at det var sandt. 

At han virkelig var død.

"Det var vildt først at få lov til at se ham dagen efter. I det rum. Hvor han var helt kold og meget død …"

Hun holder en pause for at få kontrol over stemmen.

"Og jeg kan stadigvæk ikke forstå, at der skulle gå så lang tid, før vi så ham, men vi har på en eller anden måde fået lavet en afstand til døden i vores samfund. Jeg er helt med på, at det ville have været meget, meget voldsomt at se min søn lige efter, det var sket.

LÆS OGSÅ

Lene Beier sendte sin mand afsted på en lang tænkepause – og det ændrede deres liv

Tv-vært Lene Beier og hendes mand, Anders, har længe drømt om at blive hotelejere, og nu er drømmen blevet virkelighed. Men hvordan foretager man så vildt et kursskifte? Det satte ALT for damerne kursen mod Hotel Edelweiss i Østrig for at finde ud af. Kom med, hvis du selv har drømt om at få mere ud af livet.

Men jeg tror, det havde været bedre."

Altså på det sted i Field’s, hvor det var sket?

"Ja. At være med ham. Så han ikke skulle være alene."

I dagene efter var Esther, hendes datter og hendes mand mandsopdækket af nære venner derhjemme. Blandt andre af ”Pastafamilien”, som hun kalder nogle venner, som hun har kendt hele livet.

"Jeg havde brug for, at der var mennesker omkring mig i den første tid. Men jeg havde også brug for at kunne trække mig og bare sidde og kigge ud i luften. 

Min mand havde behov for at handle, så han og to af vores venner fik ordnet nogle haveprojekter. Det var fint, at der var plads til begge dele, mens vores venner lavede mad til os og bare var der. Og hvis der er noget, jeg har lært af det her, så er det, at jeg tror på fællesskaber. 

Jeg tror på, at man skal hjælpe hinanden. At isolere ofre, som jeg følte, vi blev isoleret ude på Digevej den nat, er en enormt dårlig idé. Det er som om, vi som samfund er bange for de reaktioner, der kommer, når der sker noget voldsomt. 

Men det er ikke reaktionerne, vi skal være bange for. Det er det, der sker, vi skal være bange for, og så må vi håndtere reaktionerne. Jeg er så taknemmelig for, at vores familie og venner har været så sindssygt gode til at være med os i sorgen. 

Vi har slet ikke oplevet berøringsangst i vores nære relationer."

Ensomheden

Sommeren går. Efteråret kommer. Vinteren. Og undervejs tager Esther små tilløb til at rydde op på sin søns værelse. Rydde ud. Alligevel lader hun det meste være. Det er først på dag 374 efter den 3. juli, at hun rydder værelset helt.

"Side om side med det lille håb om, at han en dag kommer ind ad døren, er der i sorgen en grundlæggede bevægelse, der handler om at komme overens med, at han ikke er der. Og jeg tror, at den bevægelse for mig handler om, at jeg har kunnet ”finde ham” der, hvor han havde været, for så at forsøge at flytte ham ind i mig. Og hans værelse har helt klart været sådan en portal til ham. Derfor tog det så lang tid at rydde det. 

Det lyder vanvittigt, man jeg kan den dag i dag stå for enden af trappen på en varm dag og lugte ham, og når det sker, så kan jeg være med ham. 

Møde ham inde i mig selv. Der har været en bevægelse i at prøve at frigøre ham fra tingene og det ydre, så jeg kan være med ham bare ved at tænke på ham. Så jeg ikke længere er nødt til at sidde med en af hans sweatre for at finde ham."

Hvad er der i hans værelse i dag?

"Ingenting. Vi kan ikke bruge det. Men jeg har stadig en af hans jakker og nogle sko."

Er det stadig fordi ”hvis han nu lige kommer forbi”?

"Det har ændret sig. I begyndelsen handlede det meget om ham. Hvis han skulle komme hjem og lige skulle få brug for sine sko eller en jakke. 

Det havde helt klart noget med ensomhed at gøre. Hans ensomhed. At de ting skulle være klar til ham."

Når du siger ”hans ensomhed”, er det så hans ensomhed i døden?

"Ja. Det er meget ensomt med døden. Og det er jo også ensomt for os hver især, selvom vi er meget sammen. Så nu, når hans jakke stadigvæk hænger der, og jeg nogle gange går med den, så handler det nok mere om min egen ensomhed end om hans."

Så med jakken kan du næsten tage ham udenpå samtidig med, at du arbejder på at bære ham indeni?

"Ja."

Hvordan håndterer du ensomhedsfølelsen, når den opstår?

"Min datter er meget klog, og hun sagde en dag: ”Når jeg er ensom med det, er jeg også med ham”. Og det har forandret noget for mig – på den gode måde – for det er rigtigt. 

Når jeg bliver ramt af ensomhedsfølelsen, går jeg faktisk ind i den nu. Og derinde er der plads til at være sammen med min søn. 

Jeg giver det tid. Der er rigtig meget i alt det her, jeg prøver at komme væk fra, men måske netop ikke ensomhedsfølelsen."

Hvordan prøver du at komme væk fra de andre følelser?

"Vi har blandt andet bygget et nyt køkken."

LÆS OGSÅ

Anne Dorthe Tanderup stod i mange år i skyggen af sin mand: Jeg skal vænne mig til, at det er anderledes nu

Anne Dorthe Tanderup var fint tilfreds med at træde i baggrunden, da hun lagde håndboldkarrieren bag sig for at følge sin mand, cykelrytteren Bjarne Riis, ud i verden, hvor ingen kendte de jernhårde ladies. I 24 år var hun Bjarnes kone og mor til fire, men nu, hvor familien er tilbage i Danmark, er hun klar til at tage sin egen plads igen.

Så det er en flugt ind i noget praktisk?

"Ja. Eller måske er det forkert at kalde det flugt. Jeg tror, jeg ret hurtigt erkendte, at jeg stod i en verden, som på en eller anden måde var fuldstændig øde. Og det eneste, jeg havde at holde mig til, var de mennesker, der var omkring mig.

Så det at bygge et køkken, grave i haven, det er en måde at beskæftige sig selv på. Det er en ø i det øde. 

Det er det samme, jeg har oplevet, når jeg har skrevet om alt det her. Det er en måde at være med alt det svære. 

Det er en lille sti at gå på."

Hende den nye dame

Det var først langt henne i forløbet, at Esther begyndte at overveje, om hendes dagbogsnotater skulle blive til en bog. At skrive var først og fremmest et erkendelsesrum for hende, et sted, hvor hun kunne tænke over de svære ting. 

Hen ad vejen gik det op for hende, at hun ikke længere kunne arbejde som kunstformidler, og at hun var nødt til at slippe det job, hun ellers havde elsket. Det føltes som et kæmpe identitetstab, men hun magtede ikke længere at forholde sig til andre dagen igennem.

"Jeg følte mig ganske enkelt som et helt nyt menneske. En ny dame, som ikke kunne lide det samme som før. Det eneste, jeg kunne holde ud, var at sidde og skrive. 

Først havde jeg tænkt det som en dokumentation til mig selv, men jeg begyndte også at se på det som et arbejde. På et tidspunkt bad jeg en veninde læse med, og hun sagde: ”Du har jo skrevet en bog”."

Hvorfor tænker du, at andre kan have glæde af at læse det, du har skrevet?

"Vi har været igennem noget meget brutalt, men når jeg har talt med andre, som har mistet deres børn, må jeg bare sige, at det altid er meget brutalt. 

Uanset hvad der er sket. 

Og sorgen er fuldstændig den samme. Det er den ene side af det. Den anden side er, at jeg desværre tror, at vi kommer til at opleve andre tilsvarende voldsomme begivenheder som det, der skete i Field’s, i fremtiden i Danmark."

Du siger, du er blevet et nyt menneske – hvad er det for et menneske?

"Ja, det ved jeg ikke. Men jeg er spændt på at møde hende."

Hun griner.

Du har simpelthen ikke mødt hende endnu?

"Nu laver jeg lidt sjov med det, for der er også en del af det her, der er sjovt, samtidig med at det er meget tungt og tragisk. Men altså, jeg står faktisk i den situation, at jeg hele tiden reagerer mærkeligt i forhold til, hvordan jeg plejede at reagere. 

Når man har passeret 50, tænker man, at man kender sig selv og sine reaktionsmønstre, men det gør jeg simpelthen ikke. Jeg siger og gør underlige ting, samtidig med at jeg tænker: Hov, hvor kom det fra? 

En del af det handler om, at jeg er blevet enormt dårlig til at være i verden. Jeg kan f.eks. ikke længere tage toget. Det kan på sigt blive en rigtig livsbegrænsende ting ikke at kunne, så jeg må finde ud af, hvad det handler om. Ikke nu, men på et tidspunkt.

Jeg har også oplevet, at jeg i lang tid overhovedet ikke kunne læse, hvilket jeg ellers altid har elsket. Jeg tror, det er den sarthed, som jeg også nævnte i begyndelsen. Så jeg tror, at det menneske, jeg kommer til at møde, er et menneske, der kan lide nogle andre ting, end jeg kunne lide før i tiden. 

Og hvad er det så? Hvem er jeg så? Hvad vil jeg? Det har jeg til gode at finde ud af."

Har det hjulpet dig at skrive bogen?

"Ja, på flere måder. Jeg har fundet et sprog for noget af det, der er sket. Og jeg har opdaget, hvor svært alting er, samtidig med at jeg har prøvet at formulere det. Og så har det betydet enormt meget for følelsen af at være isoleret.

Mens jeg har skrevet, har jeg underligt nok følt, at der var andre med mig. I lang tid har jeg haft en fornemmelse af at sidde fast i et rum. I den nat. Og det at skrive har givet mig en følelse af, at der er en vej ud af det rum, hvilket jo også har vist sig at være rigtigt.

Jeg er kommet ud og har fortalt min historie til forlaget. Og nu sidder jeg her og fortæller."

Så skal det at skrive være dit arbejde fremover, tror du?

"Ja! Det er det eneste sted, jeg kan være. Jeg vil ikke sige, at jeg har det dejligt, når jeg skriver, det ville være løgn. Og nu lyder det nok lidt dramatisk, men der er faktisk ikke så mange steder i verden, hvor jeg kan holde ud at være i dag. 

Men jeg kan skrive. Og så må jeg jo se, hvad der sker. Det kan jo være, at jeg på et tidspunkt opdager, at ”hende den nye dame” vil noget andet. Det ved man ikke."

En anden logik

I bogen stiller Esther spørgsmålene: ”Kan vi tilgive? Skal man?”.

Hvad er svaret på det?

"Det ved jeg ikke. 

Jeg ved ikke, hvad tilgivelsen rummer. Jeg tror, at når vi taler om tilgivelse, så taler vi også om at komme overens med noget. Og jeg kommer aldrig overens med, at min søn er blevet skudt på den måde. 

Samtidig tror jeg ikke, at gerningsmanden er et ondt menneske, der har gjort det med vilje. Han er syg, og han havde faktisk prøvet at række ud. 

LÆS OGSÅ

Pernille Aalund skulle ændre noget radikalt i sit ægteskab – ellers ville hendes mand skilles

En dag erklærede Pernille Aalunds mand, at en særlig ting ved deres ægteskab ikke længere fungerede for ham. Han ville have mere kropslig kontakt, og hvis hun ikke kunne give ham det, så ville han skilles. Det fortæller hun i et stort interview med ALT for damerne.

Helt grundlæggende synes jeg bare, at det hele er meget, meget ulykkeligt, men som sagt, jeg tror ikke, at jeg nogensinde kommer overens med det, der er sket."

I bogen skriver du også, at du håber, at din døde søn og din levende søn møder hinanden og med tiden bliver den samme?

"Ja."

Hvad ligger der i det?

Stemmen knækker helt over igen.

"Åh … måske er det noget med blidhed overfor mig selv igen. Jeg kan ikke tænke på min søn eller være med ham uden at have begge billeder af ham stadigvæk. Og nogle gange kan jeg slet ikke bære hans ødelagte ansigt. 

Det kører rundt i knolden på mig. Jeg tror, jeg forestiller mig, at jeg kan lære, at ham, der ligger der med det ødelagte ansigt, også er den anden, der klatrer i træer og har det sjovt. 

At det ikke kun er lidelse. 

Jeg tror, det er det, jeg mener."

Du skriver også, at du ville ønske, at du havde bare fem minutter mere med din søn?

"Ja."

Hvad ville du bruge de fem minutter på?

"Jamen, høre, om han har det okay. Men det ville jo være fem minutter, hvor jeg godt vidste, at han er død …"

Tårerne presser sig på igen.

"Det er så sindssygt svært ikke at vide, hvordan han har det. Og det er jo åndssvagt, altså, for jeg tror ikke på et liv efter døden – men jeg vil gerne vide, hvordan han har det."

Hun griner lidt gennem sine tårer.

"Ja, det er en lille smule selvmodsigende. Men det, tror jeg, at alt, der har med sorg at gøre, er. Og jeg tror også, at det, at jeg er ved at komme overens med netop det, virkelig har hjulpet mig. 

Det er okay, at alt stritter i 17.000 retninger, og at logik ikke findes. Det er i hvert fald en anden slags logik. En anden virkelighedsopfattelse. For mig har virkeligheden ændret sig for evigt. 

Den rummer mere, end jeg troede før."

ALT for damerne har accepteret forfatterens ønske om at bruge sit pseudonym, Esther Leuran, i denne artikel. Redaktionen er bekendt med hendes fulde navn.