Jens kunne ikke holde sig fra andre kvinder – men datterens ord blev en øjenåbner

Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Jens opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.

Anita og jeg mødte hinanden, da hun var 16 og jeg 17. Vi kommer fra det samme kvarter i byen, vores forældre kendte hinanden, og alle syntes, det var så skønt, at vi blev kærester. 

Vi var unge og lykkelige og var vennekredsens faste par, vi gik aldrig til fest eller i byen uden hinanden. Sådan var det bare.

"Tænk, at din mand finder sig i det” er en kommentar, som Ingri hører igen og igen

Da Ingri og hendes mand ventede deres andet barn, fandt de på en lidt utraditionel soveløsning.

Da vi var i midten af 20’erne, pressede vores forældre på for, at vi skulle gifte os. ”Så kan vi hjælpe jer med at istandsætte et hus,” sagde Anitas far, der er håndværker.

Jeg ville egentlig gerne have været ud at rejse et halvt år enten sammen med Anita eller alene. Jeg syntes, vi skulle gøre det, mens vi var unge, inden vi fik forpligtelser. 

Men tilbuddet om et hus og hjælp til at sætte det i stand lokkede jo også. Og Anita ville helt klart hellere i gang med hus og børn nu end ud at rejse. Og jeg var jo så glad for hende, så allerede sommeren efter blev der holdt stort kirkebryllup, og jeg bar Anita over dørtærsklen til vores knap færdigistandsatte hus, hvor vi holdt vores bryllupsnat. 

Anita havde smidt p-pillerne kort før brylluppet, og et halvt år efter var hun gravid. Da Sofie kom til verden, stod børneværelset nymalet i rosa farver til hende, alt var lige efter bogen. To år efter fik vi Michael, nu havde vi en dreng og en pige, så Anita begyndte at tage p-piller igen.

Vi fungerede godt som småbørnsfamilie, vi passede vores jobs, vores hjem var pænt og velholdt, vi havde alle de rigtige møbler og det helt rigtige porcelæn i skabet, både vi og børnene var velklædte, og vi skændtes kun sjældent.

Alt var sådan set fred og idyl og lige efter bogen. Det var bare en lille smule kedeligt, syntes jeg. Når jeg foreslog Anita, at vi skulle tage et halvt år med børnene i en autocamper, afviste hun det. Det var både dyrt og besværligt, mente hun.

Når jeg drak fredags-øl med kollegerne, stak de nogle gange til mig os spurgte ligeud, om der virkelig aldrig havde været andre kvinder i mit liv? Nogle af dem drillede mig og sagde, at snart skulle vi i byen, så jeg kunne lære at flirte lidt. 

Jeg lo med, når de gassede mig. Men inderst inde nagede det mig. De jokkede lidt på min ømme tå. For jo, jeg elskede Anita. Men selvfølgelig fantaserede jeg indimellem også om, hvordan det måtte være at have andre kvinder. 

Anita og jeg snakkede også selv om det indimellem, men vi var enige om, at vi havde det dejligt sammen. Vi havde bare fundet den rette meget tidligt.

Da min unge kollega, John, skulle giftes, blev der holdt en ordentlig polterabend, og jeg skulle med. Vi blev temmelig fulde, og ud på natten endte vi på et diskotek. Jeg ved ikke, hvordan det gik til, men pludselig var jeg havnet hjemme i en anden kvindes seng. Og jeg nød det.

Christina har talt med 50 utro kvinder – og hun blev overrasket over, at én ting gik igen...

En bog om kvinders utroskab. Er det farligt at læse om? Måske. I hvert fald oplever forfatteren bag, at kvinders utroskab er et fortsat tabu, selvom flere kvinder faktisk gør det. Men hvorfor? Og hvad siger det om vores samtid? Antropolog Christina Anderskov giver sit bud.

Mine tømmermænd var selvfølgelig slemme, og de blev ikke bedre af, at jeg havde den sorteste samvittighed over for Anita. Hun anede selvfølgelig uråd, jeg var jo først kommet hjem tidlig ud på morgenen. Og da jeg begyndte at få intime sms’er fra Jeanette, som min natlige affære hed, kunne jeg ikke andet end at gå til bekendelse.

Anita var selvfølgelig helt knust. Vi havde været sammen i næsten 25 år, hun havde aldrig trådt ved siden af – og nu opførte jeg mig pludselig som en uartig teenager.

Hendes veninder bakkede hende op, og snart vidste hele familien også, at jeg havde trådt ved siden af.

Mine kolleger derimod bankede mig kammeratligt i ryggen og sagde, at det sgu da var på tide. Jeg selv var mest af alt i vildrede. På den ene side havde jeg det forfærdeligt med, at jeg havde ødelagt vores ægteskabelige lykke. På den anden side var jeg også oplivet ved tanken om, at jeg jo egentlig bare kunne fortsætte med at se Jeanette, der var en mørklødet skønhed – eller en anden kvinde for den sags skyld. 

Det var lidt ligesom at blive lukket ind i en slikbutik. Det var skønt, men næsten også for vildt.

Sofie var flyttet hjemmefra, og Michael gik i gymnasiet på det tidspunkt. De holdt begge to lav profil, de ville ikke tage parti. 

Anita var såret, men opførte sig ordentlig, hun smed mig ikke bare ud med det samme. Og det var næsten værre: Jeg måtte selv tage initiativet til at gå fra hende. For jeg måtte bare ud og prøve lykken. Jeg var 42 år og så stadig godt ud, det var nu, hvis det skulle være.

Anita græd i dagevis, da jeg meddelte, at jeg ville flytte, og vores familier og nærmeste venner rystede på hovedet ad mig. Men jeg holdt fast. Jeg lejede en lille kvistlejlighed, og jeg nød i fulde drag bare at være mig selv. 

Jeg havde ikke andre forpligtelser over for Anita og børnene end økonomiske, og jeg tjente nok til, at det ikke var noget problem. Og indrømmet: Jeg gik meget i byen og tog gerne en kvinde med hjem, så tit det var muligt. Jeg følte mig ung og viril som en 30-årig. Helt ærligt; det var fantastisk.

Men vennernes fordømmelse gjorde ondt. Der var en isnende kulde i luften, når jeg mødte vores gamle fælles venner, især kvinderne så på mig, som om jeg var en rigtig led stodder. Mændene kunne godt finde på at trække mig lidt til side og prikke mig i siden med en albue. De ville gerne høre lidt nærmere om mine affærer, sagde de og blinkede indforstået.

Det var en underlig tid. For samtidig med at jeg var helt høj af al den frihed og de erotiske oplevelser, jeg havde, var jeg også ked af det. For det havde jo kostet noget: Mit familieliv var opsplittet og svært, og mit følelsesliv hang i virkeligheden i laser.

En overgang så jeg Jeanette fast, men efter en måneds tid sagde det mig ikke noget mere. Hun var sød og flot, men vi havde ikke ret meget til fælles at snakke om. Og jeg måtte indrømme over for mig selv, at jeg savnede Anita. Både trygheden, kærligheden, og det, at vi altid havde været så gode til at tale sammen.

Denne nydelse i dobbeltsengen bliver mere og mere populær - alligevel skaber den forargelse

Hvad går vi glip af, når vi ikke slikker hinanden i numsen? Et ægtepar var til parmiddag, hvor de andre par fortalte, at de alle havde prøvet oralsex af numsehullet, og at de ofte nyder det, når de er sammen. Kvinden blev overrasket og spørger nu, om det bare er hende og hendes mand, der er bagud. Bliv klogere på rimming, når sexolog Ditte Winkel svarer på læserspørgsmålet.

En aften ringede Sofie og fortalte, at hun og hendes kæreste, Johan, ville giftes. Og jeg skulle følge hende op ad kirkegulvet, alt skulle være helt efter bogen, ligesom da Anita og jeg blev gift. De havde allerede købt hus sammen, og de snakkede også om at få børn.

"Far, bare alt var, som før i tiden med dig og mor," sukkede Sofie. 

"Det ville være så meget nemmere! Jeg savner sådan den tid, hvor vi bare var en almindelig, lykkelig familie!"

Det føltes som et spyd, hun kastede lige ind i hjertet på mig. Tænk, at jeg også ramte min lille pige så hårdt med mine eskapader! Jeg tror egentlig ikke, hun tænkte så meget over, hvad hun sagde, det kom bare lige fra hjertet. Men jeg var sønderknust. 

Først nu gik det op for mig, hvor ondt jeg havde gjort ikke bare Anita, men hele familien. Og længslen efter at komme hjem igen skyllede pludselig ind over mig med uventet styrke.

Jeg lovede selvfølgelig at være med til det hele og opføre mig pænt og spille lykkelig far på bryllupsdagen. Men da Sofie allerede en måned efter fortalte mig, at hun var blevet gravid, var det som et wakeupcall: Jeg skulle være bedstefar! 

Jeg måtte hjem til min familie igen. Hjem til Anita, børnene, huset – det hele. Jeg kunne pludselig slet ikke fatte, hvad jeg havde haft gang i, og jeg savnede min familie.

Jeg ved ikke, hvor heldig – og lykkelig – man kan have lov at være. Men det var i hvert fald en helt ubeskrivelig lettelse for mig, at Anita tog imod mig, da jeg kom tilbage og bad om tilgivelse. Hun er jo kvinden i mit liv. Det har jeg for alvor erkendt nu.

"Du er godt nok et værre rodehoved! Men jeg holder jo aldrig op med at elske dig," sagde hun og trak mig ind til sig. Og jeg følte det, som om jeg havde været ude i et voldsomt stormvejr og endelig kom hjem igen.

Det blev en travl periode med bryllup, istandsættelse af de unges hus og prikken over i’et: Da lille Emma blev født! Hun ligner Sofie som lille lige på en prik, og Anita og jeg er helt skudt i hende. Det er simpelthen en ubeskrivelig lykke at blive bedsteforældre, skal jeg hilse og sige.

Min mand vil ikke indrømme sin affære

Jeg er sikker på, at min mand har en affære, men han vil ikke indrømme det, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Det har fået mig til at glemme alt om mit frie ungkarleliv. For ganske vist var det sjovt og spændende. Men det var også ret overfladisk. Jeg trængte helt sikkert til at komme lidt ud af puppen og se på mig selv og mit liv med nye øjne. På den måde har jeg ikke fortrudt det. Men da jeg fik familielivet lidt på afstand, kunne jeg også se, at det var et meget lykkeligt liv, jeg havde haft. Og at det ville jeg gerne tilbage til!

Hvad jeg ikke vidste, og som straks gjorde mig vanvittig af jalousi, var, at Anita også havde været sammen med en anden mand, i den periode vi ikke boede sammen. Det fortalte hun mig først, da jeg bad om at komme tilbage. 

Det var en gammel tilbeder, som i årevis havde bagt på hende. Da han hørte, hun var blevet alene, havde han straks banket på og tilbudt at trøste hende. Og hun havde givet efter. Men hun var ikke blevet forelsket i ham.

Jeg syntes ikke, det var morsomt. Men det fik os jo til at stå mere lige.

I dag er vi lykkelige sammen igen. Vi er bedsteforældre med fynd og klem, og vi nyder det. Jeg er lidt flov over, at jeg gjorde Anita og min familie ondt. Og at jeg var kvarterets hotte sladderemne i et par år. Men nu er der ro på igen. Heldigvis.

Skriv til Vibeke Dorph

Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.

De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.

Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.