sponsoreret indhold
Derfor er YouTube-gamere børnenes rockstjerner
SPONSORERET indhold

Derfor er YouTube-gamere børnenes rockstjerner

Comkean, Judex, Beduna og Den Mandige Elg. Hvad enten dine skolebørn er til Minecraft, Roblox eller Among us, kender de med stor sandsynlighed en håndfuld Youtube-gamere. Men hvem gemmer sig egentlig bag gamerprofilerne? Hvorfor kan de godt lide at game? Hvad gør de, hvis deres følgere skriver noget grimt? Og har de tricks, de vil dele ud af?

Af: Maria Bruun-Schmidt Dorrens Foto: Alek Modin
26. mar. 2021 | Børn

I podcasten Talk Town Gaming kommer børnene helt tæt på deres idoler, når værterne Max på 12 år og Lulu på 9 år inviterer forskellige youtubere i studiet. Og der er en grund til, at YouTube-gamerne er blevet så ’kæmpestore’ i dag, fortæller Sarah Sofie Thiele, som er sociolog og konsulent ved Medierådet for Børn og Unge.

”De er jo nutidens rockstjerner, som børnene idoliserer, ligesom deres forældre måske engang gjorde med musik- eller filmstjerner. Børnene synes jo, at de her YouTube-gamere er inspirerende og dygtige. De har lyst til at lære dem bedre at kende. Og gennem YouTube kan de komme helt tæt på forbilleder og få følelsen af at sidde med dem 1:1,” siger Sarah Sofie Thiele.

Gaming er eksploderet

Når børnene er så motiverede af YouTube-stjernerne, er det ifølge Sarah Sofie Thiele fordi, de både kan lære tricks og se tutorials fra de digitale spil, men i høj grad også dyrke fællesskabet omkring YouTube-stjernerne og de personer, som sidder bag tastaturet og videokameraet. 

Ambitionen med podcasten er at skabe lærerig underholdning til børn, siger Mette Hovmand-Stilling, redaktør på Talk Town KIDS.

”Der er stor debat om brugen af skærme i børnenes liv, men virkeligheden er bare, at mange børn er online, ser YouTube og gamer. Vi tager udgangspunkt i børnenes liv og giver dem et rum, hvor de både kan blive klogere på deres idoler, men også igennem dem kan reflektere over vigtige emner som tonen på nettet, venskaber og engagement. Det bliver aldrig ’kedelig voksensnak’, men formidling i øjenhøjde,” siger hun.

Og det er netop en spejling og identitetsfølelse, som børnene kan finde – og vende tilbage til – i YouTube-stjernerne og universet omkring dem, forklarer Sarah Sofie Thiele fra Medierådet.

”For de kan komme helt tæt på. Og de kan dele en interesse, som de selv er så stor en del af,” siger hun og peger på Medierådets nye rapport om børns spillevaner, som viser, at 92 procent af børn i alderen 1-15 år har prøvet at spille digitale spil, mens 51 procent gør det dagligt.

”Det er fuldstændig almindeligt at game i dag. Børn gamer af samme årsag, som de ser film – for underholdning. Men gaming er også fællesskab; at mødes med vennerne, konkurrence, øvelse og læring, siger Sarah Sofie Thiele.

Podcast – en god måde at starte dialog

Den nye Talk Town Gaming-podcast er ifølge Mette Hovmand-Stilling også en god mulighed for forældrene til at sætte sig ind i børnenes digitale liv og forstå deres fascination for YouTube-gamerne.

”Jeg tror, at rigtig mange forældre har hørt de her gamernavne og set deres børn fordybet i gamervideoer og måske tænkt: Hvem er de mennesker? Hvorfor drager de børnene, og hvad taler de egentlig om? Jeg håber, at podcasten kan være med til at bygge bro mellem børn og forældre, så forældrene kan høre med og blive lidt klogere på profilerne bag, men også få indblik og et sprog til at forstå børnenes digitale liv,” siger Mette Hovmand-Stilling.

Og det er Sarah Sofie Thiele fra Medierådet for Børn og Unge enig i. Ifølge hende vil rigtig mange forældre gerne bedre kunne forstå og tale om børnenes fascination af computerspil og YouTube-gamere.

”De fleste forældre har bare ikke samme forhold til computerspil. De er ikke opvokset med det, og har heller ikke et sprog for det. Så kan det være svært at tale om. Derfor kan den her podcast være en rigtig god mulighed for de forældre, som har svært ved selv at starte dialogen med deres børn om gaming og YouTube.,” siger hun.

”At lytte til den her podcast og at se nogle youtubevideoer sammen er en oplagt mulighed for at få noget viden foræret, som man kan tale ud fra. Begge dele giver mulighed for at træde ind i en verden, som nogle forældre kan have svært ved at gå til selv, men som er nødvendig at engagere sig i, når ens barn er der,” siger hun. 

Lyt til podcastserien "Talk Town Gaming", som har premiere på Talk Town KIDS i dag og udkommer hver fredag! Her møder Max og Lulu YouTube-gamerne ComKean, BEDUNA, Judex, Vercinger, Den mandige elg, Trendniq, m.fl.

Anbefalet til dig