”Min ældste er seks år nu. Samme alder, som Ellen var, da hun døde…”

Der var en lang periode, hvor min ældste søn ikke kunne falde i søvn, hvis ikke jeg lå tæt op ad ham i hans seng. Allerhelst skulle vores næser røre hinanden og hans ben være flettet ind i mine. Jeg lå der, til jeg kunne mærke hans varme åndedrag blive tungt og roligt. Jeg kan huske andres formaninger: ’Han er da alt for stor til det – du giver ham bare dårlige vaner!’ Jeg gjorde det alligevel, for jeg fornemmede, at han havde brug for det. Lige der.

Imens han langsomt faldt til ro, skete der hver aften det samme for mig: De første minutter var jeg irriteret over, at han ikke bare kunne falde i søvn selv, når jeg nu havde sagt godnat; derefter lå jeg og spekulerede på, hvad jeg gik glip af inde i stuen – og så..., så kom følelsen: den dybeste kærlighed, som jeg får tårer i øjnene af bare at tænke på. En ømhed og taknemmelighed så stor over, at han lå lige her med mig. At være hans mor. At ville gå igennem ild og vand for ham. At kunne gøre ham tryg. Tilsidesætte mig selv bare han og hans bror har det godt. Og ja, de kan være kropumulige og kalde mig de værste ting, men de er stærke, og de er sunde og raske. Og jeg er ovenud taknemmelig.

Anders Legarth Schmidt har mistet en datter. Hun hedder Ellen, og hun levede i seks år. Jeg har fulgt ham og hans historie i flere år nu, for han har været bemærkelsesværdig åben om Ellens kræftsygdom og død. Historien er ubarmhjertig og indbegrebet af alle forældres værste frygt. At miste et barn. Jeg har grædt mig igennem hans blog og nu hans bog, som vi i det nyeste nummer af Vores Børn har fået lov til at bringe et uddrag af. Hvorfor? Det er jo ikke min sorg, men hans. Men han minder mig om noget, der er vigtigt for alle os andre: At vi skal nyde vores børn. At sætte pris på det, der betyder noget og lade alt andet fare. At mærke efter i maven hvad der føles rigtigt og forkert. At kramme dem ekstra hårdt og længe og prioritere nærværet med dem, når de har brug for det, ligegyldigt hvad alle andre tænker og siger.

Min ældste søn er seks år nu. Samme alder, som Ellen var, da hun døde og samme alder som Anders’ yngste datter, Alice er i dag. Seks år. Tragedier rammer ofte tilfældigt. Den ramte hans familie, men det kunne have været min eller din, som fik livet vendt på hovedet. Man bliver skør og handlingslammet af at tænke på det. Derfor har Anders også en vigtig ting at huske os på: Langt de fleste børn bliver ikke uhelbredeligt syge! ”Sker det alligevel, bør man ikke bruge tid på at tænke over de ting, man måske kunne have gjort bedre. Det er man nødt til at slippe. Det gælder alt i livet. Der er mange ting, vi går og bekymrer os om. Lad være. Ingen er perfekte. Slip det. Sænk skuldrene.”

Tak, Anders, fordi du minder os om det! – Og til alle jer derude. Giv nu jeres børn det ekstra kram, der går lige i hjertet.

Det nyeste nummer af Vores Børn er i handelen fra 28. december.