Lise Baastrups store last: Det føles næsten som utroskab, hvis han besøger butikken uden mig
Skuespilleren afslører sin 'guilty pleasure', der godt kan løbe løbsk engang imellem.
Denne artikel kommer fra HER&NU. Dette er en redigeret udgave.
Familielivet for Lise Baastrup og husbonden Jacob Dahl foregår hjemme i lejligheden på fjerde sal på Frederiksberg. Men når den lille familie, som også består af deres to døtre Laura på fem år og Elin på snart 1,5 år, skal have græs under tæerne og frisk luft i ansigtet, så kører familien op til deres skønne sommerhus i Hornbæk.
"Vi har fri i juli måned og håber på megagodt sommervejr i Danmark, for så skal vi i Plantorama. Det er min 'guilty pleasure'. Og hold nu fast, vi taler Plantorama, Ikea, Jysk og Harald Nyborg. Det er meget, meget farligt for mig. Jeg har det sådan med de steder, som andre ville have det med Gucci, Yves Saint Laurent og alle de andre, der ligger inde på Strøget," siger Lise Baastrup, 40, grinende.
Lise er lige nu aktuel i femte sæson af TV 2 Charlie-serien 'Sommerdahl' som politibetjenten Nadia. Den blev optaget sidste år, hvor Jacob havde barsel og sørgede for hverdagen.
"Jeg har det sådan, at hvis Jacob siger: ”Mens du er på optagelse i dag, så skal jeg lige hente en stikdåse i Harald Nyborg”, så er det næsten utroskab. Han tager ikke i Harald Nyborg uden mig! Vi tager på date i Ikea, og jeg kommer hjem med tolv puder og bøjler. Og så er jeg glad."
Vi har plantet kartofler
Parrets sommerhus i Hornbæk var et populært tilflugtssted under coronapandemien i 2020, hvor de kunne have besøg af Lises forældre fra Silkeborg. Ikke langt fra Lise og Jacobs sommerhus i Hornbæk, har Jacobs mor, skuespillerinden Lisbet Dahl, også sommerhus.
"Vi har en have ved lejligheden på Frederiksberg, men den bruger man altså ikke så meget, når man bor på fjerde sal med små børn. Vi stikker af sted til sommerhuset hver weekend, hvor vi går i haven, når det er godt vejr. Vi elsker også at grille og bade, når vi er deroppe."
"Vi har faktisk allerede plantet kartofler og ærter, og vi håber at have nye kartofler til Skt. Hans," siger Jacob.
Lige nu optager Lise 6. sæson af 'Sommerdahl' frem til september, kun afbrudt af familiens sommerferie.