Newbie-sweater strikkeopskrift
SPONSORERET indhold

Strik selv: Newbie-sweateren

Newbie-sweateren er Trine Gadeberg, Ditte Hansen og Christiane Gjellerup Kochs bud på en opskrift, som egner sig til nystrikkere. Den kræver nemlig kun, at du kan strikke ret- og vrangmasker.

Af:: Trine Gadeberg, Ditte Hansen og Christiane Gjellerup Koch Foto: Jacqueline Fluri
01. nov. 2021 | Håndarbejde | ALT.dk

Sweateren er fra Trine Gadeberg, Ditte Hansen og Christiane Gjellerup Kochs nye bog, 'Mens vi strikker'.

Den er strikket på pind 8, så det rykker lidt ”afsti afsted”, som Trine Gadeberg plejer at sige. Og så er den strikket i uldgarn, som er godt til at skjule småfejl. Når det er sagt, så husk, at fejl er smukke! Som Leonard Cohen sang: ”Der er en sprække i alting. Det er sådan, lyset kommer ind.”

Læs også: Trine strikkede sig gennem sorgen, en maske ad gangen

Newbie-sweater

Sweateren er oversize (rummelig) og med trekvartlange armer.

Modellen består af fire firkanter: to ens til armer og to ens til for- og bagstykke. Der strikkes frem og tilbage på rundpind eller lige pinde og sys sammen til sidst.

Størrelse: S (M) L (XL) 2XL

Overvidde (færdige mål): 118 (124) 130 (136) 142 cm

Længde (færdige mål): 54 (64) 64 (64) 64 cm

Strikkefasthed: 12,5 m = 10 cm i bredden (med en tråd af hver garnkvalitet)

Pindestørrelse: 8 mm (evt. 6 mm til rib pa armer)

Garn

”Carpe diem” fra LANG Yarns

”Tilia” fra Filcolana

Hele sweateren strikkes med to tråde sammen – en tråd af hver garnkvalitet.

Garnmængde

”Carpe Diem”

Farve A: 5 (5) 6 (6) 6 nøgler

Farve B: 1 nøgle

Farve C: 2 nøgler

Farve D: 1 nøgle

”Tilia” 3 (3) 4 (4) 4 nøgler

Newbie strikkeopskrift

Strikkeopskrift

Forstykke/bagstykke

Slå 74 (78) 82 (86) 90 m op på pind 8 mm.

Strik 4 cm rib (2 r, 2 vr).

Fortsæt i glatstrik (= skiftevis 1 pind r, 1 pind vr).

Vi strikker striber således:

18 (18) 24 (24) pinde med fv A.

4 pinde fv B.

8 pinde fv C.

4 pinde fv D.

18 pinde fv A.

4 pinde fv B.

8 pinde fv C.

4 pinde fv D.

Strik 18 (18) 24 (24) pinde (eller til passende længde) med fv A.

Luk løst af, og strik et stykke mere på præcis samme måde.

Ærme

Slå 52 (52) 52 (56) 56 m op på pind 6 mm.

Strik frem og tilbage 4 cm rib (2 r, 2 vr).

Skift til pind 8 mm, og fortsæt i glatstrik. Strik 28 (30) 30 (32) 32 cm (fra opslagningen) eller til din ønskede ærmelængde.

Vi har strikket striber på ærmet således:

4 (6) 6 (8) 8 pinde fv A.

4 pinde fv B.

4 pinde fv C.

4 pinde fv D.

4 pinde fv A.

4 pinde fv B.

4 pinde fv C.

4 pinde fv D.

8 (10) 10 (12) 12 pinde fv A.

Luk løst af.

Strik et ærme mere magen til.

Montering

Når du har strikket alle stykker færdige, er tiden inde til at sy dem sammen.

Sy skuldrene således: Læg aflukningskanterne på de to store stykker foran dig med r-siden opad. Lad kanterne støde sammen. Brug en stor nål uden spids, og sy med en tråd af strikkegarnet. Sy fra den ene side til den anden med maskesting. Lad ca. 28 cm stå åbne til halshul i midten.

Sy ærmerne i således: Find midten af ærmets aflukningskant, og placer dette punkt ud for skuldersømmen. Sy ned på hver side, sørg for at sy lige langt ned på for- og bagstykke. Her kan du også sy med maskesting, men spring ca. hver 3. eller 4. m/p over på forstykke-/ bagstykkesiden, så du bevarer ærmernes bredde.

Fold sweateren langs skuldersømmen, og sy ærmer og sider sammen i begge sider, sy gerne med madrassting. Hæft ender.

Når du er færdig, er du ikke længere en newbie. Tillykke!

Anbefalet til dig