Sy en sød og praktisk toilettaske fra Hendes Verden

Sy en sød og praktisk toilettaske

Toilettasken er ikke alene super sød, den er også praktisk med plasticfoer, lynlåslukning og lommer – kort sagt, det er lige sådan, den skal drejes.

Færdigt mål: 26 x 7 x 16,5 cm.

Materialer: Farvet stof, 80 x 30 cm ● Naturhvid silke, 28 x 30 cm ● Klar plast med hvide blomster, 140 x 50 cm ● Klar plast uden motiv, 28 x 30 cm ● Pyntebånd, 46 cm ● Lynlås, 25 cm ● 7 forskellige røde knapper.

Materialer fra Panduro Hobby (farvet stof), Stof2000 (silke, plast, pyntebånd og lynlås) og genbrug (diverse knapper).

Klippevejledning: Mønsterdelene er inkl. 1 cm’s sømrum. Klip i det farvede stof: forstykke 28 x 21 cm, bagstykke 28 x 20 cm og bund 28 x 5,5 cm. Tegn skabelonen til sidestykkerne af på mønsterpapir, klip ud, og overfør til stoffet. Klip to dele. Klip samme dele x 2 i den klare plast (til yderside og inderside af toilettaske). Klip plast uden motiv 28 x 30 cm til lomme og silke i samme mål.

Syvejledning: Fold silken på midten, så stykket bliver 28 x 15 cm. Sy pyntebåndet fast langs den foldede kant (28 cm). Sy knapperne på i hånden jævnt fordelt på silken. Fold plasten uden motiv (28 x 30 cm) omkring silken. Sy en stikning 2 mm fra den foldede kant for at holde plast og stof sammen. Saml alle mønsterdelene, så der er blomstret plast på begge sider af de farvede stofdele. Placer lommen, så den holder kant med forstykkets nederste kant, og sy delene sammen i sømrummet. Sy forstykket og lommen sammen med bunden ret mod ret. Vend, og sy en stikning på bundstykket 2 mm fra sammensyningen for at holde sømrum nede. Sy bunden sammen med bagstykket ret mod ret. Sy en stikning på bundstykket 2 mm fra sammensyningen. Sy stikninger ca. 3 mm inde på for- og bagstykkets øverste kant for at holde lagene sammen, og sy en søm ca. 3 mm inde på sidestykkerne. Hæft, og sy sidestykkerne til forstykke/bagstykke/bundstykke ret mod ret, men lad nogle cm stå åbent i åbningen øverst, så lynlåsen kan sys i, og for- og bagstykkets længde kan justeres. Hæft lynlåsen ret mod ret på forstykkets og bagstykkets øverste kant med knappenåle, så det passer til sidestykkets omkreds. Sy lynlåsen i. Sy åbningerne på sidestykkerne færdige. Klip pyntebånd på 18 cm. Fold det dobbelt til ophæng. Sy det fast i hånden i åbningen for enden af lynlåsen. Klip sømrummene ned.

Se mønstret til toilettasken her