Sommerhoroskop 2026

Det store sommerhoroskop 2026: Sådan kommer din sommer til at se ud

Lad stjernerne guide dig og se, hvad din sommer har i vente inden for arbejdslivet, i ferietiden og på kærlighedsfronten.

ALT for damerne logo

VÆDDEREN 21. marts – 19. april

Sommeren starter med en intens energi omkring dig. Særligt i de første dage af juli kan du føle dig i vælten, og dine samtaler med folk går andre veje, end du ville have troet. Måske træffer du i denne energi nogle vigtige valg, valg som din familie måske senere vil teste dig på, så overvej dine bevæggrunde nøje.

Arbejde

Du er effektiv og kan få en del fra hånden frem til hen over midten af juli, men så er det også tid til at sætte tempoet ned. Hold øje med, hvad du får af ideer i dagene 6.-12. august, for det kan være nye tiltag, der så småt former sig som visioner i dit hoved, og som gerne vil sættes i jorden og dyrkes op.

Ferie

Når du er kommet tre uger ind i juli, kommer der gang i fest og farver, og du kan ikke forvente at have en ferie, der går efter dine planer. Giver du slip på styringen, så kan det blive både sjovt og lærerigt for dig. Fra midt august og frem er der et øget fokus på hjem og familie, hvor du tager ansvar og viser vej. 

Kærlighed

Søger du kærligheden, er der lagt op til sjov og ferieflirt i den sidste halvdel af juli. Er du i et fast forhold, kan der være uro og spændinger, der skal udredes sidst i juli, men som I når til starten af august, falder der mere ro på din partner, og I kan have gavn af nogle dybe og berigende samtaler i dagene 10.-15. august.

Sommerens bedste råd

Find den rette balance mellem nydelse og ansvarlighed.

TYREN 20. april - 21. maj

Hvis det står til dig, vil du gerne starte sommeren med at lade op blandt dine kære, og dér finde kræfter og overskud til aktiviteter, som du særligt holder af. Som sommeren skrider frem, kommer du mere ud blandt andre, og allerede den første uge inde i august har du lyst til at vende tilbage til hverdagen og dens opgaver.

Arbejde

Du oplever, at du har tvivl og føler dig uklar om dit arbejde og det mål, du har sat dig. Det er svært for dig at få den afklaring, som du søger. Du må acceptere, at der er usikkerhed, og at du ikke ved præcis, hvad der kommer til at ske. Billedet ændrer sig flere gange i løbet af sommeren, og du må vente, før du kan få klar besked.

Ferie

Ved sommerens start står du klar og parat til ferietid med dine kære. Og der skal gerne være tid til kreativitet og leg undervejs, så tag krea-kassen med under armen. Sidst i juli kan der være røre i andedammen, når det kommer til din familie. Noget stort forløser sig og har mulighed for at falde på plads for jer alle.

Kærlighed

Sidst i juli kan der være kurrer på tråden mellem dig og din partner, og I skal have afklaret balancen i, hvilke ressourcer der bruges på hvad. I starten af august bliver det lettere for jer at finde den gode tone, og I kan sammen lægge planer for jeres næste initiativer. Vennerne kan synes fjerne hen over sommeren, fordi dit fokus er et andet sted.

Sommerens bedste råd

Dyrk nuet og kontakten til dig selv og din kreativitet.

TVILLINGEN 22. maj - 21. juni

Selvom du sædvanligvis er aktiv og udadvendt, og der sker en masse i verdenen omkring dig, så ser det alligevel ud til, at du får dig en relativ rolig sommer. Særligt de første uger af juli mærker du et behov for at sætte tempoet ned og finde ind i dig selv. Derefter stiger din lyst til samtaler, og sommeren kan byde på ny inspiration.

Arbejde

I en af dine opgaver eller et projekt, du er involveret i, bliver du mødt af noget uventet i de første dage af juli. Du har sikkert mest lyst til at give slip, for det kan knibe lidt med kræfterne, men i processen kan der vise sig at ligge en læring til dig. Dine kræfter kommer tilbage i slutningen af juli.

Ferie

I sommerens start drømmer du mest om lidt tid for dig selv, men som vi kommer til slutningen af juli, kommer du ud af din skal og tager mere del i det sociale liv og samtalerne omkring dig. Tager du dig tid med familien, vil du særligt fra midt juli til midt august finde varme og nærvær hos dine kære.

Kærlighed

Er du i et forhold, kan du overraskes af din partner hen mod slutningen af juli måned. Jeres samtaler får en dybde, hvilket kan betyde, at noget nyt får liv i jeres relation. Søger du kærligheden, så er der gode chancer omkring den 24. juli og den 13. august. Er det et nyt venskab, du søger, så hold døren åben i dagene 7.-11. august.

Sommerens bedste råd

Lyt godt efter hvad andre har på hjerte.

KREBSEN 22. juni - 22. juli

Som altid er sommeren en tid, der falder dig godt. Du lades op af solen og føler din indre glød stige. Der er dog stadig en del opgaver for dig at tage hånd om i juli måned. De sidste dage af juli markerer et skifte, noget skal afklares, hvorefter du træder ind i en august med mere hygge, nærvær og god energi.

Arbejde

Der er nogle vigtige dage i slutningen af juli måned, hvor en sag vedrørende din økonomi og dine kræfter kan falde på plads. Noget udefra presser på, og der kan komme en afklaring, som først kan synes hård, men som kan vise sig at give dig frihed. Midt i august mærker du, at du kan bevæge dig fremad og lægge planer. 

Ferie

Familiehyggen ser ud til at være stærkest i august, hvor der til gengæld er skruet helt op for den, så sæt tid af til samvær med dine kære der. Særligt i dagene 7.-10. august kan der komme inspiration til fremtidige ferier, ferier der vil være anderledes, end den du holder i år, ferier som vil nære dit indre liv i højere grad.

Kærlighed

I starten af juli kan det være svært at finde det fælles fodslag med din partner, for der er stadig meget arbejde og pligter, der trækker i jer. Når du kommer til august, så er stemningen langt bedre, og I kan finde den gode energi sammen. Søger du en partner eller nye relationer, så er dagene omkring den 7. august sommerens gode bud.

Sommerens bedste råd

Hold ved de virkelige og vigtige værdier i livet.

LØVEN 23. juli - 22. august

Denne sommer, kan for dig, godt blive en, der skiller sig ud. Du er så at sige i ilden særligt i de sidste dage af juli, hvor du både oplever at blive udfordret, men også får muligheden for at træde i karakter og vise din indre styrke. Det kan være en stor energiforløsning, som du kan leve på i længere tid.

Arbejde

Det er en god ide at holde lidt igen med at bruge af dine midler i de første uger af juli, for du skal lige have sikret, at der er balance i regnskabet. Arbejdet presser også på der, og der er en del, der skal gøres inden ferien. Efter juli ser det lysere ud, og du kan finde afklaring i en pengesag i midten af august.

Ferie

Selvom du er i ilden, og der sker meget i denne sommer, så er der absolut også gode stunder til hygge og livsnydelse. En spire, en ny ide, der omhandler dit hjem og familie præsenterer sig i august, måske som en foræring fra en god ven. Dette initiativ skal fødes og have tid til at udvikle sig, så lad være med at forvente hurtige resultater.

Kærlighed

I og med du går igennem nogle stærke processer denne sommer, så kan det være svært at holde fokus på din partner. Prøv alligevel at finde den romantiske stemning frem i begyndelsen af august, for det kan være til glæde for jer begge. Søger du kærligheden, så prøv at se med friske øjne blandt dine venner, hvem ved, hvem der gemmer sig der.

Sommerens bedste råd

Stå ved dine livsværdier, for så kan intet vælte dig.

JOMFRUEN 23. august - 22. september

Det tager lidt tid for dig at mærke sommeren, for i starten af juli går du og ruger over dit engagement i foreninger eller projekter, som du laver sammen med andre. Du finder klarhed i tankerne sidst i juli, hvor det samtidig er en intens tid i dine relationer. August kalder på tilbagetrækning og alenetid, så du kan nå at lade op til hverdagen efter sommeren.

Arbejde

Enten inden, eller også lige mens, du er på ferie, kommer der hul igennem på en gammel problemstilling vedrørende dit arbejde eller det, du går og er optaget af i dagligdagen. Det kan være kulminationen på flere års omvæltninger, der sker nu, så find ro med det, det ender med. Økonomisk kan en udfordring i august vise sig at blive en gevinst.

Ferie

Der sker noget dybt i dig omkring dit forhold til din familie og dine rødder i livet. Det er en proces, der kulminerer sidst i juli, og som kan få betydning for dig på længere sigt. Ikke nødvendigvis i en masse ydre forandringer, men i dit indre finder du afklaring og forståelse for, hvad der tidligere er sket, og hvad der sker nu.

Kærlighed

Som med din familie sker der også noget blandt dig og din partner. Det skal markeres, at I sammen går ind i en ny tid, hvor noget fra tidligere ikke behøver at blive taget med. Sideløbende har du en god energi og udstråling med dig, så folk opsøger dig og dit selskab. Søger du kærligheden, er dagene omkring den 15. august gunstige.

Sommerens bedste råd

Find tillid til dit hjerte og din indre stemme.

VÆGTEN 23. september - 22. oktober

Trods dit sædvanlige sociale sind har du brug for at trække dig, når sommeren er på sit højeste, hvorfor en ferie med tid til dine egne tanker vil gøre dig godt. I begyndelsen af august befinder du dig i en situation, hvor du overfor folk tæt på dig, gør godt i at melde ud, hvor du står, så der er klare linjer for alle.

Arbejde

Du kan have succes med at få ryddet op i en gammel økonomisk sag i starten af juli, hvilket kan give dig en glæde og et overskud til at gå sommeren i møde med. Når ferien starter, har du brug for at give slip og trække stikket overfor ansvar og pligter. Det er tid til, at du lytter til dine egne behov og ønsker.

Ferie

På trods af en urolig verden, hvor der sker en masse, så er der rimelig ro på din bagsmæk. Din partner, eller familien, ser ud til at klare det, der skal klares, og du kan tillade dig at slippe tøjlerne. Ferien er vigtig for dig, for den vil kunne give dig inspiration til, hvad du fremadrettet ønsker at lægge dine kræfter i.

Kærlighed

Sommeren kan have en urolig start for din partner, eller folk tæt på dig, hvor der kan være behov for, at du støtter op. Senere, i dagene omkring den 10. august, kan der opstå misforståelser mellem dig og din partner. I ser forskelligt på et dybereliggende emne, men med rummelig og empatisk samtale vil I kunne finde et fælles ståsted.

Sommerens bedste råd

Gå offline og nyd noget tid med dig

SKORPIONEN 23. oktober - 22. november

Selvom sommeren er ferietid, så får du ikke lov til bare at gå og hygge dig. Der sker nogle forandringer omkring dig, som du ikke kan undgå at blive påvirket af. Forandringer og skift huer dig ikke altid, så kunsten er at finde ind i din egen stille kerne og navigere derfra, så du får brugt mulighederne bedst muligt.

Arbejde

En ændring i forhold på dit arbejde kan i starten af juli måned få en indflydelse på dig og dine ressourcer. Du må være parat til hurtig omstilling og gøre dig klart, hvad du kan og ikke kan ændre på. I slutningen af juli er der gang i den igen, nu er det din retning i livet (karriere) der påvirkes. Noget nyt sker for dig.

Ferie

Fordi der sker meget omkring din rolle og ansvar, så er det svært for dig at fortabe dig i ferieløjerne. Arbejdet eller pligterne kan snige sig med i baglommen, og du risikerer at komme under pres fra dine kære. Sidst i juli skal der findes en balance mellem din base i livet, og hvad du søger mod. Du må slippe noget et eller flere steder.

Kærlighed

Kærligheds- og relationsmæssigt er der rimelig ro på sagerne hen over sommeren. Det passer dig fint med alt det andet, der foregår. En ferie med en eller flere gode venner, eller måske en ferie, hvor du møder nye venner, vil gøre dig godt. I dagene 8.-10. august kan en ven inspirere dig med et emne, en viden, du gerne vil fordybe dig i.

Sommerens bedste råd

Øv dig på at give slip på dine forventninger og tag imod det, du tilbydes.

SKYTTEN 23. november - 21. december

Der har det sidste års tid været nogle tungere ting, du har måttet gå igennem på egen hånd, men nu skifter energien i dig, og du kan hen over sommeren fortabe dig i din iboende lyst til læring og personlig udvikling. Dette sker bl.a. ved, at du bliver udfordret og finder dig selv i situationer, hvor du må træffe afgørende valg.

Arbejde

Der er ro på omkring din økonomi, dit arbejde og ansvar. Disse emner synes at have mindre fokus end sædvanligt set i lyset af sommerens andre fokusområder. Sidst i august kan en kreativ proces, med læring og ny viden, give dig et energimæssigt overskud og dermed også blod på tanden efter mere kreativitet.

Ferie

I juli måned, særligt i den anden halvdel, kan der ske noget særligt og betydningsfuldt i dit bagland. En gammel historie, en nagende sag, kan bringes frem, og der kan findes forståelse, forløsning og måske endda tilgivelse. Efter denne proces føler du virkelig behovet for en ferie, som du kan holde med et lettere og gladere sind.

Kærlighed

Søger du kærligheden, kan et uventet møde ske i den første uge af juli. Er du i et forhold, så vær forberedt på, at din partner i den uge rykker på sig og sikkert beder dig om noget uforudsigeligt. I august har du medvind i dine relationer midt på måneden, her er det et godt tidspunkt at række ud socialt og møde nye mennesker.

Sommerens bedste råd

Konsulter dit hjerte, inden du træffer valg.

STENBUKKEN 22. december - 19. januar

Sommeren er i en ret stor udstrækning din, i forhold til at du har en stor grad af selvbestemmelse i, hvad der skal ske, og hvad der skal være dit fokus. Mens andre er optaget af alverdens begivenheder, så synes det at prelle lidt af på dig, for du trænger mere til at være i din egen verden og samle kræfter derfra.

Arbejde

I forhold til din økonomi så er der aktivitet hen mod slutningen af juli. Noget kan falde på plads, og der kan komme midler til dig udefra, men du skal være bevidst om, hvad der evt. følger med. Du bestemmer, om du siger ja eller nej tak. I dagene 8.-12. august er der små spirer, der viser sig i forhold til nye opgaver og ansvarsområder.

Ferie

Du er ret optaget af dit fundament i form af familie og bolig i denne tid og fra sidst i juli, hvor der er en intens energi omkring os alle, søger du ly blandt dine kære. En rejse med familien kan give næring til dit hjerte, men allerede en uge inde i august begynder du at lægge planer for, hvad du skal arbejde med i efteråret.

Kærlighed

Der er et par gode nedslag for kærligheden i løbet af sommeren. Det er særligt omkring den 14. juli og den 7. august. Men i det hele taget er det dig, der bestemmer hvor meget du vil ud blandt andre, og i hvilken grad du lægger energi i dine relationer. Ønsker du det, så er midt august god til at møde nye interessante mennesker.

Sommerens bedste råd

Slip ansvaret og gå indad.

VANDBÆREREN 20. januar – 18. februar

Der er meget energi omkring dig i denne sommer. Særligt i juli er du i vælten, og der sker både uventede, men også positive, ting for dig. Det er situationer, der tillader dig at træde i karakter og melde ud, hvor du står. Samtidig har du indimellem også brug for at være i dine egne tanker. Så energimæssig balance bliver et tema, du skal mestre.

Arbejde

Du vil gerne prøve noget nyt af og har mange spændende ideer om projekter, du skal i gang med. Trods ferietiden er der gode muligheder for at starte et nyt samarbejde op. Særligt i dagene 7-11. august kan de første visioner skitseres. Derefter tager du arbejdshandskerne på og vil rigtig gerne i gang med at realisere visionerne.

Ferie

Der er rimelig ro på bagsmækken hen over denne sommer, hvilket giver dig mulighed for i højere grad at fokusere på det, der trækker i dig. En ferie, der på en eller anden måde inkluderer noget lærdom og viden, vil bekomme dig vel. Samtidig har du godt gang i din kreativitet med nye projekter, som du også gerne vil fordybe dig i.

Kærlighed

I dagene 20.-30. juli sker der noget i relationen til din kæreste eller en person tæt på dig. Det er som et pludseligt ryk, som I begge to må forholde jer til. I efterskælvene ligger der gode muligheder for at gøre tiltag og skabe vækst i jeres forhold. Søger du kærligheden, så er der gode chancer denne sommer, særligt i slutningen af juli. 

Sommerens bedste råd

Husk at finde jordforbindelsen ind i mellem.

FISKEN 19. februar - 20. marts

Selvom om sommeren sædvanligvis er ferietid, så sker der ret meget inde i dig hen over denne sommer. Det er store spørgsmål om retningen i livet, og hvad det er, du skal stræbe efter, som popper op igen og igen. Sideløbende er der et tema omkring, hvordan du lever i din hverdag, altså din kost og dine vaner, som også vil have opmærksomhed.

Arbejde

Økonomisk har du medvind i juli måned, men det er en vind, du skal takle med fornuft og snilde, for at den ikke vender på et hurtigt sekund og bliver til modvind. Sidst på sommeren kan du høste en fortjeneste. I det overskud har du kræfter til gå i gang med et nyt større tiltag. Noget, som du rigtig gerne vil se gro i dit liv.

Ferie

I denne tid sker der forandringer i dit fundament, det kan fx være en flytning eller nye familiemedlemmer, der kommer til. Underordnet hvad det er, så skal du bruge nogle kræfter hen over sommeren på at tilpasse dig det nye. Dagene omkring den 7.-11. august er særligt gode til at tage initiativer på hjemme- og familiefronten - det værende tiltag, som peger fremad.

Kærlighed

Der sker meget på andre livsområder denne sommer, så det med kærligheden kan risikere at blive nedprioriteret lidt. Din evt. partner kan, særligt i juli, også fint passe sig selv. Romantikken og nærværet vender tilbage og blomstrer i dagene 13.-17. august, og sidst i august er der gode muligheder for at møde et nyt interessant bekendtskab.

Sommerens bedste råd

Gør brug af dit eget indre værdi-kompas.