Det ord har Nicolaj Rosé, der snart er aktuel i datingprogrammet "Love Island", fået tatoveret på brystet. Nedenunder er dét ar, som minder ham om den åbne hjerteoperation, der endte med at redde hans liv.
Da Nicolaj vendte hjem fra programmet, døjede han nemlig med mange smerter, indtil familien tvang ham til lægen. For han opsøgte nemlig ikke selv lægen på trods af de mange gener.
– Som mange mænd gik jeg ikke til lægen, men abstraherede fra smerterne, indtil jeg til sidst så så dårlig ud, at familien fik mig til lægen, siger Nicolaj, der efter en tre timers lang samtale med sundhedspersonalet blev akut indlagt.
– Jeg havde hjertesvigt og en kollapset hjerteklap. Jeg fik at vide, at der var 20 procent chance for, at jeg overlevede. Jeg blev kørt til Skejby Hospital, hvor jeg bliver drænet for 10-12 liter blod, der var i mine indre organer, siger han.
Det førte til tre måneders indlæggelse efter en åben hjerteoperation og 10 timer i respirator. Lægerne fortalte, at hvis han havde ventet bare én til to dage med at gå til lægen, ville han sandsynligvis været sovet ind i sengen.
– Akut hjertesvigt er, når hjertet og pumpefunktionen i kroppen stopper. Min hjertefunktion var på fem procent, da jeg bliver indlagt. Så det er farligt, fordi man ikke mærker det på samme måde, men man bliver træt. Hvis det havde været hjertestop, ville jeg mærke noget aktivt på min krop. På den måde er det en stille dræber, men døden fik mig heldigvis ikke. Jeg er her endnu, siger han.
Placeringen af tatoveringen er heller ikke tilfældig. For Nicolaj ønsker ikke, at arret bliver dækket. Det må gerne blive set, for det er en del af ham og hans historie.
I dag tager Nicolaj stadig medicin, ligesom han heller ikke kan arbejde ligeså meget som før.
– Jeg bliver lidt træt engang i mellem. Jeg tager blodfortyndende, smertestillende, nervemedicin og noget for at dæmpe pulsen. Jeg skal tænke over mit aktivitetsniveau, siger Nicolaj, der prøvet at finde en balance i livet igen.
Han har nemlig altid gået op i træning, men nu må han ikke løfte så tungt, som han førhen måtte. Samtidig har han tabt sig 12 kilo grundet sygdomsforløbet.