Kærligheden er en mærkelig størrelse. Den er både nænsom og hårdtslående, gavmild og irrationel på én og samme tid. Og hvis den går galt, og dit hjerte bliver knust, er hjertesorgen altoverskyggende. 

Faktisk så altoverskyggende, at et knust hjerte kan være så voldsomt, at du bliver syg – helt bogstaveligt talt. 

Det prøvede Anne-Grethe Bjarup Riis, da hendes hjerte for to år siden splintrede i tusindvis af stykker efter flere års enorme livskriser. 

– Min virkelighed blev vendt på hovedet som aldrig før, efter jeg havde rendt rundt og leget Pipi Langstrømpe i mange år uden egentlig at mærke efter, hvordan jeg selv havde det. Og da jeg en dag indså, at jeg ikke kunne løfte rundt på hesten alene mere, knækkede det mig fuldstændig. Hjertesorgen kom så voldsomt, at den også satte sig fysisk i mig, som Anne-Grethe siger i dag. 

Men selv om det gør ondt, skal historien om hjertesorgen fortælles. For de følelser og erkendelser, et menneske gennemgår, fra hjertet bliver knust, til stumperne samler sig igen, kan bringe os tættere på at forstå det enorme mysterium, menneskelig kærlighed er. 

LÆS OGSÅ

Niels Overgaard brugte store dele af sit liv på at jagte lykken – så fandt han særlig ’opskrift’

Du kan anskaffe dig det dyreste tøj, den største villa og den hurtigste bil i din jagt på lykke – helt uden at finde den. For lykken opstår et helt andet sted, siger bestsellerforfatter Niels Overgaard. Og lykken hænger i høj grad også sammen med kærligheden – eller manglen på samme.

Så her kommer den. Historien om Anne-Grethes største hjertesorg. Og ligesom alle andre kærlighedshistorier, både de lykkelige og ulykkelige, begynder den et sted. Så nu spoler vi tiden tilbage til år 1999. 

Hvor det hele startede

Historien begynder på et filmsæt i København. Anne-Grethe havde dødsens travlt med arbejde, fordi hun spillede Maria Faber i tv-serien ”Hotellet” i halvandet år. Faktisk havde hun så travlt, at den lille lejlighed på Amager, som hun delte med sin daværende mand Christian og lille søn Osvald, blev mere et stoppested for at sove og ordne praktiske ting. 

Filmsættet blev familiært og det sted, hvor hun hørte til. Det var der, hele producentholdet brugte alle deres vågne timer, og det var også der, hvor hun mødte Bo. Bo var producer på tv-serien, og der gik ikke lang tid, før de fik øje på hinanden. 

– Jeg vidste, at jeg ikke måtte være interesseret i ham, for jeg var jo gift og havde en lille søn. Men jeg kunne også godt mærke, at der var en gnist mellem os, der var svær at ignorere. En dag begyndte Bo at møde ind klokken syv om morgenen for at sidde og snakke med mig, mens jeg var i sminken – og sådan fortsatte det i lang tid. 

Efter halvandet års optagelser og 60 filmede afsnit blev det klart, at det ikke kun var et godt øje, og Anne-Grethe indså, at hun blev nødt til at handle på det. Til afslutningsfesten på serien delte de deres første kys, og så gik der ikke længe, før hun flyttede ind i Bos lejlighed på Christianshavn. 

– Det var en vanvittigt splittet tid, fordi det var hårdt at navigere i både at blive skilt og blive forelsket på samme tid. Det var turbulent også at have en lille søn, der pludselig skulle være i en 7/7-deleordning, og jeg havde dårlig samvittighed over, at jeg skulle udsætte mit barn for det. Det var nok også derfor, at der gik halvandet år, hvor jeg kiggede efter ham, og han kiggede efter mig, før vi turde at tage rigtigt hul på vores relation. Men der var ikke noget at gøre, for det var en voldsom forelskelse, som jeg ikke kunne lade passere forbi. Vi havde ventet så længe, så da vi endelig kunne være sammen, blev vores relation hurtigt dybere og dybere, fortæller Anne-Grethe og fortsætter: 

LÆS OGSÅ

Lisbeth blev gravid en måned efter første date: ”Jeg var i chok over hans reaktion”

Lisbeth Fabricius blev gravid som 22-årig, efter hun kun havde kendt Christian i en måned.

– Skilsmissen føltes også lidt som en personlig falliterklæring. Jeg synes, at der er noget smukt i at sige, at man lover hinanden, at det er for altid, når man bliver gift. Den følelse havde jeg også i ægteskabet med Christian, og jeg var helt sikker på, at det skulle holde for altid – ellers ville jeg ikke have giftet mig med ham og fået Osvald. Men jeg kunne ikke holde det løfte, jeg havde givet ham. Det var en virkelig svær beslutning i mit liv at skulle skilles fra Christian, men jeg tænkte, at det ville være en kærlighed, jeg aldrig ville komme mig over, hvis jeg ikke var gået efter Bo. 

Med den voldsomme forelskelse gik det stærkt. Bo og Anne-Grethe blev kærester i 2001, købte en lejlighed sammen i 2002, blev gift i 2003, fik deres datter Yrsa i 2004 og deres søn Gilbert i 2007. Familie- og kærlighedsboblen levede i bedste velgående, lige indtil gulvtæppet pludselig, med kolossal kraft, blev revet væk under dem. 

Noget var helt galt

Den første krise ramte, da Gilbert var otte år gammel. Gilbert begyndte pludselig at sige, at han havde meget ondt i ryggen, og at det måske var, fordi han var faldet ned ad rutsjebanen i skolen. Ingen kunne rigtigt finde ud af, hvad der var galt, og selvom der blev taget flere røntgenbilleder og betalt for utallige kiropraktortider, var der ingen svar at hente. 

Men da han en dag slet ikke kunne gå mere, vidste de, at det var alvor.

Anne-Grethe ringede til lægen, og med det samme blev Gilbert indlagt på Rigshospitalet. Lægerne begyndte at løbe stærkt omkring dem, og han blev sendt ind for at få taget en rygmarvsprøve. Dér sad de, Anne-Grethe og Bo, og ventede i uvished på hospitalets lange gange. Det var tidspunkter som disse, hvor minutterne aldrig havde føltes længere. 

LÆS OGSÅ

Birgitte har i 2 år været tynget af hjertesorg – så hun satte sig for at prøve noget helt særligt

I et lille kirkerum bag Mariakirkens rødbrune mure mødes fremmede hver onsdag med præst Lise Rasmussen for at spejle deres hjertesorg i hinanden – på tværs af alder, brud og baggrund. Her bliver tårer ikke dæmpet, og stilheden rummer alt det, der ellers kan være svært at sige højt. Vi fik lov at være en flue på væggen.

Da lægen endelig kom tilbage, blev de kaldt op på et kontor. Hurtigt fik de at vide, at Gilbert havde leukæmi, og at han skulle gennemføre forskellige slags kemo over 2,5 år. 

– Jeg har tit tænkt på, hvordan det kunne være, jeg ikke bare smed mig på gulvtæppet og lå i fosterstilling. Men der skete det helt modsatte. Både Bo og jeg blev meget nøgterne og voksne, fordi vi skulle passe på Gilbert. Og lige dér gik brandslukkeren og overleveren i gang i mig. Jeg satte alle de ressourcer op, som jeg kunne, og så åd vi os bare igennem det. 

Fra den dag blev hele deres verden vendt på hovedet. Familiens nye virkelighed foregik på femte sal af Rigshospitalet, med udsigt ud til civilisationen fra et stort vinduesparti. Anne-Grethe og Bo skiftedes hver 24. time til enten at være på hospitalet med Gilbert eller hjemme i lejligheden med Yrsa. Og tre uger inde i kemoforløbet skete der det, der ikke måtte ske – de var ved at miste Gilbert. 

– Efter vi var ved at miste ham, kom der en helt anden dimension ind af virkeligheden, og det var næsten ikke til at være i. Vi kom ret hurtigt ind i en tid, der sled meget hårdt på vores ægteskab. Yrsa sagde dengang, at det var ligesom at være skilsmissebarn, fordi hun aldrig var sammen med mor og far på samme tid, og det var jo rigtigt. Når vi endelig var sammen, var vi plejepersonale, der kæmpede for, at Gilbert skulle overleve. Det var også det eneste tidspunkt, at vi kunne få lov til at reagere, og der reagerede vi meget på hinanden med frustration og utryghed. Vi blev så ramt af hele situationen, at vi kom til at drikke for meget, selvmedicinere, ruske i hinanden og sådan nogle ting, fordi det jo nærmest var umenneskeligt at være i. Kærligheden gled lige så stille ud i sandet, fordi det eneste, der blev vigtigt for os, var overlevelse, fortæller hun og fortsætter: 

– Samtidig med at vi kæmpede for vores barns liv og selv var helt ude at skide, følte vi også et enormt svigt fra nogle mennesker omkring os. Hvis vi skulle have hjælp, skulle vi selv række ud, og det havde vi jo ikke overskud til. Min mor kom aldrig over og hjalp eller besøgte os, hvilket vi også skulle navigere i og forstå, hvorfor hun i kke gjorde. Det er bevist, at familier i sådan nogle situationer som vores oftest fuldstændig crasher, og at søskende bliver skyggebørn. Der skal organiseret hjælp og støtte til fra dag ét, og det havde vi slet ikke. Alt rodede i de år. 

LÆS OGSÅ

Jytte Vikkelsøe: ”Hjertesorgen kan blive det bedste, der er sket i dit liv”

Hvad sker der egentlig, når et hjerte knuses? Jytte Vikkelsøe har brugt ti år på at forstå forelskelsens og hjertesorgens psykologi – og på at afdække, hvorfor smerten ved kærlighedsbrud ofte rammer os helt ind i det inderste af vores selvværd. For hjertesorg handler sjældent kun om den, der gik – den handler om alt det uforløste, vi selv bærer rundt på.

Vende tilbage som før

Vinteren kom. Foråret gik. Sommeren gjorde dagene længere. Efteråret tog de længere dage tilbage igen. Og sådan fortsatte det. Årstiderne var egentlig også ret ligegyldige, for det eneste, de tænkte på, var Gilberts overlevelse, og det eneste, de så, var skiftevis hospitalets sterile stuer og lejlighedens rodede spor, der tydeligt afspejlede deres indre tilstand.

Alligevel var tiden et vigtigt keyword, for den var mere dyrebar end nogensinde før. Tiden med Gilbert. Tiden med Yrsa. Tiden med Osvald. Man siger, at tiden læger alle sår, men i denne situation kunne de kun vente på, at tiden gik. Og det gjorde den.

910 dage. Det var så længe, at Gilbert var i kemobehanding, før han blev raskmeldt. 910 dage af uvished, kamp for overlevelse og frygt var endelig overstået. Og man skulle tro, at alt ville blive godt igen, når Gilbert endelig var blevet rask. At de endelig kunne ånde lettet op og blive en familie igen. Men sådan gik det ikke. 

– Efter Gilbert blev rask, var det som om, at Bo og jeg gled længere væk fra hinanden, end vi allerede var. Han havde svært ved at komme sig over det hele, og det hele blev bare mørkere og mørkere. Jeg prøvede virkelig at hjælpe ham videre og sige ”Gilbert er rask nu, det er okay”, men det var som om, at jeg ikke kunne hjælpe ham ud af det hul, han var i. Vi gik i en masse parterapi, fordi jeg følte, at jeg skulle trække ham et andet sted hen. Jeg skulle fikse ham, jeg skulle slukke ildebranden – som jeg var så vant til. Men vi kunne slet ikke vende tilbage til dem, vi var før sygdommen, og det var usundt for os. Vi kæmpede begge to mod vores dæmoner. 

Anne-Grethe og Bo kæmpede i flere år for at fikse forholdet. Og mens krisen i parforholdet var på sit højeste, ramte en ny livskrise.

Den narcissistiske mor

En ulykke kommer sjældent alene, siger man. For en ny sorg ramte, da Anne-Grethes mor døde. Og den pludselige sorg fik Anne-Grethe til at stoppe op og mærke efter, hvordan hun egentlig havde det. For det var som om, at den nye sorg rev op i noget uforløst – en smerte, der havde ligget og ulmet længe, som nu ikke længere lod sig skubbe væk. Den vævede sig sammen med den hjertesorg, hun nu mærkede uundgåeligt var på vej. 

– Da min mor døde, indså jeg, at jeg virkelig havde en tendens til at være ”mister fix it” hele tiden. Så jeg satte mig for at undersøge mit forhold til min mor og fandt ud af, at hun bonede fuldstændig ud på narcissisme. Hun ejede ikke skyggen af empati, fordi hun selv havde haft det så dårligt. Og når man er vokset op i et narcissistisk hjem, er der mange ting, som sætter sig i ens væremåde helt fra barnsben. 

LÆS OGSÅ

Eva Lilja Lunds hjerte blev knust af manden i hendes liv: Jeg følte mig snydt

Eva Lilja Lund troede, at 2025 skulle være året, hvor hun blev mor med den mand, hun elskede. Men i stedet blev det året, hvor hun fik knust sit hjerte i tusind stykker.

Anne-Grethe fandt ud af, at hun gennem hele sit liv har skullet være på dupperne og navigere rundt i, hvilket humør hendes mor var i, for derudfra altid at sørge for at tilpasse sig og glatte hverdagens situationer ud. 

– Jeg tog det her overlever-gen med mig videre i livet, og det er også et mønster, jeg har taget med mig ind i mit kærlighedsforhold. Altså i stedet for at turde mærke mig selv og mine grænser har jeg ladet det køre uden at sige fra og tilsidesat mine egne behov. Fordi nu havde Gilbert lige været syg, og så ville jeg ikke også lave problemer i ægteskabet, når nu de lige have været igennem det store traume. Jeg følte ikke, at jeg kunne byde mine børn at smide en skilsmisse oveni det. 

Tiden efter sin mors død blev et klart vendepunkt for Anne-Grethe. Hun blev nemlig mere og mere bevidst om, hvad det var, hun gik på kompromis med. Det gik op for hende, at hun ikke kunne blive ved med at være i et forhold, som var for andres skyld. 

– Et år efter min mors død, midt i de nye erkendelser, gik det op for mig, at det var usundt for mig at blive i vores forhold. Det var kommet så langt ud, at det ikke var sundt for hverken Bo eller mig at blive sammen. Så på et tidspunkt måtte jeg bare sige, at jeg ikke kunne putte mere energi i det, for ellers ville jeg brænde fuldstændig ud. Jeg gik rundt i lang tid og følte mig ensom og svigtet, fordi jeg ikke fik den kærlighed, jeg havde brug for. Jeg havde tabt mig selv fuldstændig, så jeg besluttede mig for, at vi skulle gå fra hinanden med det samme. 

Ramt af PTSD

Luften forsvandt pludseligt fra Anne-Grethes lunger, da hun en dag kom cyklende over Dronning Louises bro. Næsten som om nogen med al sin kraft slog luften ud ad hendes hjerte, lige dér på vej over søerne. Den manglende ilt føltes, som om hun blev kvalt, og det var, som om hjertet ikke længere kunne følge med tempoet. 

Hun kunne ikke sove om natten, uden hjertet lavede krumspring. Hun kunne ikke dyrke sport, uden lungerne gav op. Og det føltes som om, at der konstant sad en klump lige midt på hendes strube, der var urokkelig. 

– Jeg brændte virkelig sammen, efter vi flyttede fra hinanden. Jeg var flyttet i en ny lejlighed, og det var der, hvor alting bare røg ud af hænderne på mig. Jeg havde sagt farvel til den lejlighed, der havde været vores fælles hjem og børnenes barndomshjem, og sad tilbage med sårbare børn, som virkelig var kede af det og krævede omsorg. Jeg fandt mig selv i en situation, hvor livet ikke kunne blive værre – og dér ramlede alt. Der var ikke flere bastioner, som jeg krampagtigt skulle holde fast i, og så blev jeg tvunget til at mærke mig selv. 

LÆS OGSÅ

Amalies mand levede et dobbeltliv i flere år: ”Jeg har valgt at bruge sorgen til noget godt”

Mens Amalie Mathiassen kæmpede for sit ægteskab, levede hendes mand et spektakulært dobbeltliv med bonusbørn, parmiddage og ferier med to forskellige kvinder gennem to år. I dag har hun besluttet sig for at bruge det jordskælv, der ramte hende, til noget godt. Hun er derfor aktuel med en bog om fænomenet dobbeltliv.

Det gik op for Anne-Grethe, at hun blev nødt til at gå til lægen med de symptomer, hun oplevede. For kunne det virkelig passe, at hun reelt var blevet syg af hjertesorg? Tilbage på Rigshospitalet fandt hun pludselig sig selv siddende med elektroder på brystkassen til en 24-timers hjerteovervågning. Og der var ingen tvivl om, at hjertesorgen havde fået et fast greb om hende, for overvågningen viste, at Anne-Grethes hjerterytme var fuldstændig ustabil, og at den klump, hun mærkede lige midt på struben, var PTSD. 

– Jeg var så overbebyrdet af stress, at hele min krop rent fysisk reagerede. Det var klart både en reaktion på skilsmissen, en reaktion på Gilberts sygdom, en reaktion på min mors død og på erkendelsen af hele min barndom, der ramte på samme tid. Jeg kom til en fantastisk psykolog, som fortalte mig, at den kvælende fornemmelse, jeg gik rundt med, kom, fordi jeg for første gang begyndte at mærke mig selv og mine egne behov. Jeg mærkede, hvad jeg havde brug for, og mærkede, hvor hårdt presset jeg havde været. Jeg gav ikke længere mig selv lov til at skubbe mine følelser under gulvtæppet. Nu skulle jeg se dem i øjnene, og jeg kan love for, at min krop nærmest gik til angreb på mig for det. Jeg kan huske, at jeg tænkte ”hvordan skal jeg overhovedet overleve det?”. Så fucked up dårligt havde jeg det. 

Anne-Grethes indre fik endelig den opmærksomhed, som den havde manglet i så mange år. Og med den opmærksomhed fulgte der også en helt ny bølge af sorg, der var altoverskyggende. 

– Sorgen var svær at være i, for jeg var både lettet og helt igennem knust på samme tid. Det var en kæmpe sorg, at ens mand og etablerede liv gennem 22 år bare forsvandt. Men Bo havde brug for at forsvinde ind i sin egen krise, for jeg kunne ikke hive ham ud af den. Så det har været en kæmpe sorg, at vi ikke kunne redde hinanden. Samtidig har det også været den sygeste lettelse, fordi jeg slap for at kæmpe for at fikse ham, og en lettelse at indse, at jeg ikke skulle bruge resten af mine dage i det. For det var ikke sundt. 

Fornyet håb for fremtiden

Det er to år siden, at hjertesorgen ramte Anne-Grethe med fuld kraft. Og selvom det i starten føltes, som om hun aldrig ville blive glad igen, vendte glæden langsomt tilbage. Først ved hjælp af professionelle under utallige psykologtider og Body SDS-terapi. Og da hjertesorgen begyndte at sive ud af kroppens funktionsnerver igen, fik hun overskuddet til at mærke efter, hvordan hun bedst kunne hjælpe sig selv. 

Anne-Grethe begyndte at lytte til de podcasts, hun syntes var interessante. Hun hørte de sange, der gav hende håb. Hun gik de ture, der gav hendes hjerne ro. Hun drak kaffe med de veninder, der lyste hendes hverdag op. Og sådan begyndte klumpen på struben lige så stille at opløse sig. 

LÆS OGSÅ

Anne Dorthe Tanderup stod i mange år i skyggen af sin mand: Jeg skal vænne mig til, at det er anderledes nu

Anne Dorthe Tanderup var fint tilfreds med at træde i baggrunden, da hun lagde håndboldkarrieren bag sig for at følge sin mand, cykelrytteren Bjarne Riis, ud i verden, hvor ingen kendte de jernhårde ladies. I 24 år var hun Bjarnes kone og mor til fire, men nu, hvor familien er tilbage i Danmark, er hun klar til at tage sin egen plads igen.

– Det handler bare om at blive ved, selvom det føles nemmere at give op. For det bliver bedre dag for dag, og jeg kan mærke, at jeg begynder at blive glad igen. For fire måneder siden var det, som om sorgen begyndte at løsne sig, og overskuddet begyndte at komme igen. Men jeg har virkelig været nede i et stort, sort hul. Samtidig med jeg befandt mig i det her hul, har jeg også skullet tage hånd om mine børn og deres sorg. Og det har faktisk også hjulpet mig til at finde en mening med, hvorfor jeg skal være her og blive ved med at kæmpe. 

Når Anne-Grethe ser tilbage på sin hjertesorg, ser hun den som en cyklus bestående af mange forskellige faser. Først som en voldsom sorg. Så kom vreden og frustrationen. Så kom forståelsen snigende. Derefter dukkede accepten op, og den affødte et nyt rum til fremtidige drømme. 

Og da Anne-Grethe først blev i stand til at kigge ind i, hvad det var for et nyt liv, hun drømte om, dukkede en ny rummelighed og blødhed overfor Bo op. For måske var det også kærlighed at sætte hinanden fri. Og da den erkendelse indfandt sig, kom tilgivelsen ind i billedet. 

– Man begynder nok først at finde ud af, hvad man egentlig har lært af at få sit hjerte knust, når der er gået et stykke tid, fordi man skal se tilbage på alle de forskellige faser, man har været igennem. Lige nu er jeg nået til den fase af hjertesorgen, hvor jeg tilgiver. Jeg tilgiver mig selv, for at jeg blev nødt til at gå, og jeg tilgiver Bo, for at han ikke var klar til at blive fikset – og det er der noget meget terapeutisk i. Jeg tror på, at mit hjerte nok skal heale, og at alt bliver godt igen, men jeg ved også, at sorgen aldrig helt vil forsvinde. For alt det, jeg har været igennem, er noget, som har ændret mig, og jeg vil aldrig kunne løbe fra den sorg, jeg har været igennem. Men man lærer måske bare at leve med den på en anden måde. 

LÆS OGSÅ

Andrea lærte en vigtig lektie, da hun flyttede hjemmefra: Hvorfor taler vi ikke mere om det

Du kender måske den tomme, sørgmodige følelse, forældre får, når børnene flytter hjemmefra - bunkerne af beskidt vasketøj bliver mindre, og larmen fra teenagefesterne forsvinder. Men hvornår skal vi tale om den omvendte Empty Nest Syndrome? For kære mor og far, jeg savner faktisk også jer.

Selvom det lyder som en åndssvag kliché for en, hvis hjerte er knust i tusind stykker, kan Anne-Grethe nu godt se, at tiden er healende. Og selvom der stadig er brudstykker i Anne-Grethes hjerte, der endnu ikke er healet, så er hun overbevist om, at hjertesorgen ikke vil være altoverskyggende for evigt. 

– Jeg vil altid have en sorg over, at den kærlighed, som jeg troede, at jeg skulle have resten af mine dage, ikke holdt. Men heldigvis er der også den anden side, hvor jeg nu føler mig mere frisat og kan mærke mig selv på en helt anden måde, end jeg nogensinde har kunnet. Jeg har fået en helt ny livsappetit, som giver mig sindssygt meget håb. Og så har jeg oplevet, at jo bedre jeg har fået det, jo mere taknemmelighed er der opstået for den kærlighed, som Bo og jeg havde. At der er kommet to skønne børn ud af vores kærlighed, er et så lysende bevis på, at det ikke har været forgæves – for de er jo kærlighedsfrugterne over dem alle.