Sønnens sygdom sled på Anne-Grethes ægteskab: ”Vi kunne ikke vende tilbage til dem, vi var før”
Hun troede, hun kunne klare det hele: sygdom, sorg, skilsmisse.
Men da kærligheden forsvandt, begyndte kroppen at gøre
oprør – og Anne-Grethe Bjarup Riis måtte erkende, at hun ikke
kunne holde sammen på sig selv alene. For når hjertet bliver
knust, kan kroppen følge med i faldet.
Kærligheden er en mærkelig størrelse. Den er både nænsom
og hårdtslående, gavmild og irrationel på én og samme tid. Og hvis den går
galt, og dit hjerte bliver knust, er hjertesorgen altoverskyggende.
Faktisk så
altoverskyggende, at et knust hjerte kan være så voldsomt, at du bliver syg –
helt bogstaveligt talt.
Det prøvede Anne-Grethe Bjarup Riis, da hendes hjerte
for to år siden splintrede i tusindvis af stykker efter flere års enorme livskriser.
– Min virkelighed blev vendt på hovedet som aldrig før, efter jeg havde rendt
rundt og leget Pipi Langstrømpe i mange år uden egentlig at mærke efter,
hvordan jeg selv havde det. Og da jeg en dag indså, at jeg ikke kunne løfte
rundt på hesten alene mere, knækkede det mig fuldstændig. Hjertesorgen kom
så voldsomt, at den også satte sig fysisk i mig, som Anne-Grethe siger i dag.
Men selv om det gør ondt, skal historien om hjertesorgen fortælles. For de
følelser og erkendelser, et menneske gennemgår, fra hjertet bliver knust, til
stumperne samler sig igen, kan bringe os tættere på at forstå det enorme
mysterium, menneskelig kærlighed er.
Så her kommer den. Historien om Anne-Grethes
største hjertesorg. Og ligesom alle andre
kærlighedshistorier, både de lykkelige og
ulykkelige, begynder den et sted. Så nu spoler vi
tiden tilbage til år 1999.
Hvor det hele startede
Historien begynder på
et filmsæt i København. Anne-Grethe havde
dødsens travlt med arbejde, fordi hun spillede
Maria Faber i tv-serien ”Hotellet” i halvandet år.
Faktisk havde hun så travlt, at den lille lejlighed
på Amager, som hun delte med sin daværende
mand Christian og lille søn Osvald, blev mere et stoppested for at sove og ordne praktiske ting.
Filmsættet blev familiært og det sted, hvor hun
hørte til. Det var der, hele producentholdet
brugte alle deres vågne timer, og det var også
der, hvor hun mødte Bo. Bo var producer på
tv-serien, og der gik ikke lang tid, før de fik øje på
hinanden.
– Jeg vidste, at jeg ikke måtte være interesseret
i ham, for jeg var jo gift og havde en lille søn.
Men jeg kunne også godt mærke, at der var en
gnist mellem os, der var svær at ignorere. En
dag begyndte Bo at møde ind klokken syv om
morgenen for at sidde og snakke med mig, mens
jeg var i sminken – og sådan fortsatte det i lang tid.
Annonse
Efter halvandet års optagelser og 60 filmede afsnit blev det klart, at det ikke
kun var et godt øje, og Anne-Grethe indså, at hun blev nødt til at handle på
det. Til afslutningsfesten på serien delte de deres første kys, og så gik der ikke
længe, før hun flyttede ind i Bos lejlighed på Christianshavn.
KAYSER, Photographer Christina Kayser O.
– Det var en vanvittigt splittet tid, fordi det var hårdt at navigere i både at blive
skilt og blive forelsket på samme tid. Det var turbulent også at have en lille søn,
der pludselig skulle være i en 7/7-deleordning, og jeg havde dårlig samvittighed
over, at jeg skulle udsætte mit barn for det. Det var nok også derfor, at der gik
halvandet år, hvor jeg kiggede efter ham, og han kiggede efter mig, før vi turde
at tage rigtigt hul på vores relation. Men der var ikke noget at gøre, for det var
en voldsom forelskelse, som jeg ikke kunne lade passere forbi. Vi havde ventet
så længe, så da vi endelig kunne være sammen, blev vores relation hurtigt
dybere og dybere, fortæller Anne-Grethe og fortsætter:
– Skilsmissen føltes også lidt som en personlig falliterklæring. Jeg synes, at
der er noget smukt i at sige, at man lover hinanden, at det er for altid, når man
bliver gift. Den følelse havde jeg også i ægteskabet med Christian, og jeg var
helt sikker på, at det skulle holde for altid – ellers ville jeg ikke have giftet mig
med ham og fået Osvald. Men jeg kunne ikke holde det løfte, jeg havde givet
ham. Det var en virkelig svær beslutning i mit liv at skulle skilles fra Christian,
men jeg tænkte, at det ville være en kærlighed, jeg aldrig ville komme mig
over, hvis jeg ikke var gået efter Bo.
Med den voldsomme forelskelse gik det stærkt. Bo og Anne-Grethe blev
kærester i 2001, købte en lejlighed sammen i 2002, blev gift i 2003, fik deres
datter Yrsa i 2004 og deres søn Gilbert i 2007. Familie- og kærlighedsboblen
levede i bedste velgående, lige indtil gulvtæppet pludselig, med kolossal kraft,
blev revet væk under dem.
Noget var helt galt
Den første krise ramte, da Gilbert var otte år gammel.
Gilbert begyndte pludselig at sige, at han havde meget ondt i ryggen, og at
det måske var, fordi han var faldet ned ad rutsjebanen i skolen. Ingen kunne
rigtigt finde ud af, hvad der var galt, og selvom der blev taget flere røntgenbilleder og betalt for utallige kiropraktortider, var der ingen svar at hente.
Men
da han en dag slet ikke kunne gå mere, vidste de, at det var alvor.
Anne-Grethe
ringede til lægen, og med det samme blev Gilbert indlagt på Rigshospitalet.
Lægerne begyndte at løbe stærkt omkring dem, og han blev sendt ind for at få
taget en rygmarvsprøve.
Dér sad de, Anne-Grethe og Bo, og ventede i uvished på hospitalets lange
gange. Det var tidspunkter som disse, hvor minutterne aldrig havde føltes
længere.
Da lægen endelig kom tilbage, blev de kaldt op på et kontor. Hurtigt
fik de at vide, at Gilbert havde leukæmi, og at han skulle gennemføre
forskellige slags kemo over 2,5 år.
– Jeg har tit tænkt på, hvordan det kunne være, jeg ikke bare smed mig på
gulvtæppet og lå i fosterstilling. Men der skete det helt modsatte. Både Bo
og jeg blev meget nøgterne og voksne, fordi vi skulle passe på Gilbert. Og
lige dér gik brandslukkeren og overleveren i gang i mig. Jeg satte alle de
ressourcer op, som jeg kunne, og så åd vi os bare igennem det.
Annonse
Fra den dag blev hele deres verden vendt på hovedet. Familiens nye virkelighed
foregik på femte sal af Rigshospitalet, med udsigt ud til civilisationen fra et stort
vinduesparti. Anne-Grethe og Bo skiftedes hver 24. time til enten at være på
hospitalet med Gilbert eller hjemme i lejligheden med Yrsa. Og tre uger inde i
kemoforløbet skete der det, der ikke måtte ske – de var ved at miste Gilbert.
KAYSER, Photographer Christina Kayser O.
– Efter vi var ved at miste ham, kom der en helt anden dimension ind af
virkeligheden, og det var næsten ikke til at være i. Vi kom ret hurtigt ind i
en tid, der sled meget hårdt på vores ægteskab. Yrsa sagde dengang, at det
var ligesom at være skilsmissebarn, fordi hun aldrig var sammen med mor
og far på samme tid, og det var jo rigtigt. Når vi endelig var sammen, var vi
plejepersonale, der kæmpede for, at Gilbert skulle overleve. Det var også det
eneste tidspunkt, at vi kunne få lov til at reagere, og der reagerede vi meget på
hinanden med frustration og utryghed. Vi blev så ramt af hele situationen, at
vi kom til at drikke for meget, selvmedicinere, ruske i hinanden og sådan nogle
ting, fordi det jo nærmest var umenneskeligt at være i. Kærligheden gled lige
så stille ud i sandet, fordi det eneste, der blev vigtigt for os, var overlevelse,
fortæller hun og fortsætter:
– Samtidig med at vi kæmpede for vores barns liv og selv var helt ude at skide,
følte vi også et enormt svigt fra nogle mennesker omkring os. Hvis vi skulle
have hjælp, skulle vi selv række ud, og det
havde vi jo ikke overskud til. Min mor kom
aldrig over og hjalp eller besøgte os, hvilket vi
også skulle navigere i og forstå, hvorfor hun i
kke gjorde. Det er bevist, at familier i sådan
nogle situationer som vores oftest fuldstændig
crasher, og at søskende bliver skyggebørn. Der
skal organiseret hjælp og støtte til fra dag ét,
og det havde vi slet ikke. Alt rodede i de år.
Vinteren kom. Foråret gik.
Sommeren gjorde dagene længere. Efteråret tog
de længere dage tilbage igen. Og sådan fortsatte
det. Årstiderne var egentlig også ret ligegyldige,
for det eneste, de tænkte på, var Gilberts
overlevelse, og det eneste, de så, var skiftevis
hospitalets sterile stuer og lejlighedens rodede
spor, der tydeligt afspejlede deres indre tilstand.
Alligevel var tiden et vigtigt keyword, for den
var mere dyrebar end nogensinde før. Tiden med
Gilbert. Tiden med Yrsa. Tiden med Osvald.
Man siger, at tiden læger alle sår, men i denne
situation kunne de kun vente på, at tiden gik.
Og det gjorde den.
910 dage. Det var så længe, at Gilbert var i
kemobehanding, før han blev raskmeldt. 910
dage af uvished, kamp for overlevelse og frygt
var endelig overstået. Og man skulle tro, at alt
ville blive godt igen, når Gilbert endelig var
blevet rask. At de endelig kunne ånde lettet op og
blive en familie igen. Men sådan gik det ikke.
– Efter Gilbert blev rask, var det som om, at Bo
og jeg gled længere væk fra hinanden, end vi
allerede var. Han havde svært ved at komme
sig over det hele, og det hele blev bare mørkere
og mørkere. Jeg prøvede virkelig at hjælpe
ham videre og sige ”Gilbert er rask nu, det er
okay”, men det var som om, at jeg ikke kunne
hjælpe ham ud af det hul, han var i. Vi gik i en
masse parterapi, fordi jeg følte, at jeg skulle
trække ham et andet sted hen. Jeg skulle fikse
ham, jeg skulle slukke ildebranden – som jeg
var så vant til. Men vi kunne slet ikke vende
tilbage til dem, vi var før sygdommen, og det
var usundt for os. Vi kæmpede begge to mod
vores dæmoner.
Foto: Christina Kayser O.
Anne-Grethe og Bo kæmpede i flere år for at
fikse forholdet. Og mens krisen i parforholdet
var på sit højeste, ramte en ny livskrise.
Den narcissistiske mor
Annonse
En ulykke kommer sjældent alene,
siger man. For en ny sorg ramte, da Anne-Grethes mor døde. Og den pludselige
sorg fik Anne-Grethe til at stoppe op og mærke efter, hvordan hun egentlig
havde det. For det var som om, at den nye sorg rev op i noget uforløst –
en smerte, der havde ligget og ulmet længe, som nu ikke længere lod sig
skubbe væk. Den vævede sig sammen med den hjertesorg, hun nu mærkede
uundgåeligt var på vej.
– Da min mor døde, indså jeg, at jeg virkelig havde en tendens til at være
”mister fix it” hele tiden. Så jeg satte mig for at undersøge mit forhold til min
mor og fandt ud af, at hun bonede fuldstændig ud på narcissisme. Hun ejede
ikke skyggen af empati, fordi hun selv havde haft det så dårligt. Og når man
er vokset op i et narcissistisk hjem, er der mange ting, som sætter sig i ens
væremåde helt fra barnsben.
Anne-Grethe fandt ud af, at hun gennem hele sit liv har skullet være på
dupperne og navigere rundt i, hvilket humør hendes mor var i, for derudfra
altid at sørge for at tilpasse sig og glatte hverdagens situationer ud.
– Jeg tog det her overlever-gen med mig videre i livet, og det er også et
mønster, jeg har taget med mig ind i mit kærlighedsforhold. Altså i stedet for
at turde mærke mig selv og mine grænser har jeg ladet det køre uden at sige
fra og tilsidesat mine egne behov. Fordi nu havde Gilbert lige været syg, og
så ville jeg ikke også lave problemer i ægteskabet, når nu de lige have været
igennem det store traume. Jeg følte ikke, at jeg kunne byde mine børn at smide
en skilsmisse oveni det.
KAYSER, Photographer Christina Kayser O.
Tiden efter sin mors død blev et klart vendepunkt for Anne-Grethe. Hun blev
nemlig mere og mere bevidst om, hvad det var, hun gik på kompromis med. Det gik op for hende, at hun ikke kunne blive ved
med at være i et forhold, som var for andres skyld.
– Et år efter min mors død, midt i de nye
erkendelser, gik det op for mig, at det var usundt
for mig at blive i vores forhold. Det var kommet
så langt ud, at det ikke var sundt for hverken Bo
eller mig at blive sammen. Så på et tidspunkt
måtte jeg bare sige, at jeg ikke kunne putte
mere energi i det, for ellers ville jeg brænde
fuldstændig ud. Jeg gik rundt i lang tid og følte
mig ensom og svigtet, fordi jeg ikke fik den
kærlighed, jeg havde brug for. Jeg havde tabt mig
selv fuldstændig, så jeg besluttede mig for, at vi
skulle gå fra hinanden med det samme.
Ramt af PTSD
Luften forsvandt pludseligt fra Anne-Grethes lunger, da hun
en dag kom cyklende over Dronning Louises
bro. Næsten som om nogen med al sin kraft
slog luften ud ad hendes hjerte, lige dér på vej
over søerne. Den manglende ilt føltes, som om
hun blev kvalt, og det var, som om hjertet ikke
længere kunne følge med tempoet.
Hun kunne ikke sove om natten, uden hjertet
lavede krumspring. Hun kunne ikke dyrke sport,
uden lungerne gav op. Og det føltes som om, at
der konstant sad en klump lige midt på hendes
strube, der var urokkelig.
– Jeg brændte virkelig sammen, efter vi
flyttede fra hinanden. Jeg var flyttet i en ny
lejlighed, og det var der, hvor alting bare røg ud
af hænderne på mig. Jeg havde sagt farvel til
den lejlighed, der havde været vores fælles hjem
og børnenes barndomshjem, og sad tilbage
med sårbare børn, som virkelig var kede af det
og krævede omsorg. Jeg fandt mig selv i en
situation, hvor livet ikke kunne blive værre – og
dér ramlede alt. Der var ikke flere bastioner,
som jeg krampagtigt skulle holde fast i, og så
blev jeg tvunget til at mærke mig selv.
Det gik op for Anne-Grethe, at hun blev nødt til at gå til lægen med de
symptomer, hun oplevede. For kunne det virkelig passe, at hun reelt var blevet
syg af hjertesorg?
Tilbage på Rigshospitalet fandt hun pludselig sig selv siddende med elektroder
på brystkassen til en 24-timers hjerteovervågning. Og der var ingen tvivl om,
at hjertesorgen havde fået et fast greb om hende, for overvågningen viste,
at Anne-Grethes hjerterytme var fuldstændig ustabil, og at den klump, hun
mærkede lige midt på struben, var PTSD.
– Jeg var så overbebyrdet af stress, at hele min krop rent fysisk reagerede. Det
var klart både en reaktion på skilsmissen, en reaktion på Gilberts sygdom,
en reaktion på min mors død og på erkendelsen af hele min barndom, der
ramte på samme tid. Jeg kom til en fantastisk psykolog, som fortalte mig, at
den kvælende fornemmelse, jeg gik rundt med, kom, fordi jeg for første gang
begyndte at mærke mig selv og mine egne behov. Jeg mærkede, hvad jeg havde
brug for, og mærkede, hvor hårdt presset jeg havde været. Jeg gav ikke længere
mig selv lov til at skubbe mine følelser under gulvtæppet. Nu skulle jeg se dem
i øjnene, og jeg kan love for, at min krop nærmest gik til angreb på mig for det.
Jeg kan huske, at jeg tænkte ”hvordan skal jeg overhovedet overleve det?”. Så
fucked up dårligt havde jeg det.
KAYSER, Photographer Christina Kayser O.
Anne-Grethes indre fik endelig den opmærksomhed, som den havde manglet
i så mange år. Og med den opmærksomhed fulgte der også en helt ny bølge af
sorg, der var altoverskyggende.
– Sorgen var svær at være i, for jeg var både lettet og helt igennem knust på
samme tid. Det var en kæmpe sorg, at ens mand og etablerede liv gennem 22
år bare forsvandt. Men Bo havde brug for at forsvinde ind i sin egen krise, for
jeg kunne ikke hive ham ud af den. Så det har været en kæmpe sorg, at vi ikke
kunne redde hinanden. Samtidig har det også været den sygeste lettelse, fordi
jeg slap for at kæmpe for at fikse ham, og en lettelse at indse, at jeg ikke skulle
bruge resten af mine dage i det. For det var ikke sundt.
Fornyet håb for fremtiden
Det er to år siden, at hjertesorgen ramte Anne-Grethe
med fuld kraft. Og selvom det i starten føltes, som om hun aldrig ville blive
glad igen, vendte glæden langsomt tilbage. Først ved hjælp af professionelle
under utallige psykologtider og Body SDS-terapi. Og da hjertesorgen begyndte at sive ud af kroppens funktionsnerver igen, fik hun overskuddet til at mærke
efter, hvordan hun bedst kunne hjælpe sig selv.
Anne-Grethe begyndte at
lytte til de podcasts, hun syntes var interessante. Hun hørte de sange, der gav
hende håb. Hun gik de ture, der gav hendes hjerne ro. Hun drak kaffe med de
veninder, der lyste hendes hverdag op. Og sådan begyndte klumpen på struben
lige så stille at opløse sig.
– Det handler bare om at blive ved, selvom det føles nemmere at give op. For
det bliver bedre dag for dag, og jeg kan mærke, at jeg begynder at blive glad
igen. For fire måneder siden var det, som om sorgen begyndte at løsne sig, og
overskuddet begyndte at komme igen. Men jeg har virkelig været nede i et
stort, sort hul. Samtidig med jeg befandt mig i det her hul, har jeg også skullet
tage hånd om mine børn og deres sorg. Og det har faktisk også hjulpet mig til
at finde en mening med, hvorfor jeg skal være her og blive ved med at kæmpe.
Når Anne-Grethe ser tilbage på sin hjertesorg, ser hun den som en cyklus
bestående af mange forskellige faser. Først som en voldsom sorg. Så kom
vreden og frustrationen. Så kom forståelsen snigende. Derefter dukkede
accepten op, og den affødte et nyt rum til fremtidige drømme.
Og da
Anne-Grethe først blev i stand til at kigge ind i, hvad det var for et nyt liv, hun
drømte om, dukkede en ny rummelighed og blødhed overfor Bo op. For måske
var det også kærlighed at sætte hinanden fri. Og da den erkendelse indfandt
sig, kom tilgivelsen ind i billedet.
– Man begynder nok først at finde ud af, hvad man egentlig har lært af at få
sit hjerte knust, når der er gået et stykke tid, fordi man skal se tilbage på alle
de forskellige faser, man har været igennem. Lige nu er jeg nået til den fase af
hjertesorgen, hvor jeg tilgiver. Jeg tilgiver mig selv, for at jeg blev nødt til at gå,
og jeg tilgiver Bo, for at han ikke var klar til at blive fikset – og det er der noget
meget terapeutisk i. Jeg tror på, at mit hjerte nok skal heale, og at alt bliver
godt igen, men jeg ved også, at sorgen aldrig helt
vil forsvinde. For alt det, jeg har været igennem,
er noget, som har ændret mig, og jeg vil aldrig
kunne løbe fra den sorg, jeg har været igennem.
Men man lærer måske bare at leve med den på
en anden måde.
Selvom det lyder som en åndssvag kliché for
en, hvis hjerte er knust i tusind stykker, kan
Anne-Grethe nu godt se, at tiden er healende. Og
selvom der stadig er brudstykker i Anne-Grethes
hjerte, der endnu ikke er healet, så er hun
overbevist om, at hjertesorgen ikke vil være
altoverskyggende for evigt.
– Jeg vil altid have en sorg over, at den
kærlighed, som jeg troede, at jeg skulle have
resten af mine dage, ikke holdt. Men heldigvis
er der også den anden side, hvor jeg nu føler mig
mere frisat og kan mærke mig selv på en helt
anden måde, end jeg nogensinde har kunnet.
Jeg har fået en helt ny livsappetit, som giver
mig sindssygt meget håb. Og så har jeg oplevet,
at jo bedre jeg har fået det, jo mere taknemmelighed er der opstået for den kærlighed, som Bo
og jeg havde. At der er kommet to skønne børn
ud af vores kærlighed, er et så lysende bevis
på, at det ikke har været forgæves – for de er jo
kærlighedsfrugterne over dem alle.
Anne-Grethe Bjarup Riis
Forfatter, instruktør,
skuespiller, foredragsholder,
billedkunstner og debattør.
Kendt for roller i film som
”Idioterne”, ”Halalabad Blues” og ”Julefrokosten” samt
en række tv-serier.
I 2012 havde
hun debut som instruktør med
filmen ”Hvidsten Gruppen”.
Forfatter til bl.a. romanen
”I guds rige”, der beskriver
hendes opvækst og hendes søn
Gilberts kræftforløb.
I 2024
udkom hun med ”Ulykkens år”,
som er første bind i en historisk
romanserie om Egeskov Slot.
Hun er 59 år, bor i en
lejlighed på Østerbro og er
mor til Osvald på 28, Yrsa
på 20 og Gilbert på 17.
På denne side finder du alle vores seneste og bedste artikler med stærke mennesker, der har truffet spændende valg i livet.
Læs med om aktuelle emner og tendenser i samfundet. Få også inpiration og gode råd om parforhold, økonomi og jobskifter. Og søger du altid gode tips til din næste spiseoplevelse, kulturbegivenhed eller rejse?
Så er du havnet det rigtige sted.
For vi elsker at skrive om stort og småt i livet og hverdagen, så vi kan blive klogere, overraskede og måske (lidt) forbedrede udgaver af os selv!
Derfor kan du her finde artikler om alt det, der vedrører dit og mit liv. Hver eneste dag giver vi dig de nyeste tendenser og bedste tips på livsstilsfronten:
Fra det svære og tabubelagte til vigtige debatter eller sjove trends her og nu. Fra det nære og personlige til det store, underholdende og drømmende.
Uanset om du er på jagt efter et modigt karriereskifte, om du vil forstå andre mennesker bedre, du søger nye måder at beskue livet på, vil finde en god bog, podcast eller tv-serie, om du søger råd om kærlighed eller søger den perfekte gaveidé. Du kan finde nyt om det hele på siden her.
For vi bestræber os på at give dig de bedste artikler, der kan hjælpe til at gøre din hverdag lettere - og inspirere dig til at drømme større.