En flok måger skuler nysgerrigt efter madrester i den bunke skrald, vinden har taget fat i foran Mariakirken i den hårde ende af Istedgade – tæt på Københavns Hovedbanegård.
Det er her, hvor to verdener mødes, når larmen fra romalejren på Kirkepladsen blander sig med korsang fra kirkens åbne vinduer.
Hvor de hjemløse er på fornavn med kirkens præster, og hvor kirken står som fast holdepunkt for de udsatte som et trygt værested og nat-herberg. Hvor kirke og tilflugtssted går hånd i hånd.
Men hver onsdag aften bliver kirkens lokaler også tilflugtssted for Københavns knuste hjerter. For hvis man vender blikket til venstre for klapstolene, barnevognene og teltene, står Lise Rasmussen og vinker mig hen i portåbningen ud til baggården. Det er Lise, som faciliterer kærestesorggruppen i Mariakirken.
"Velkommen til, du kan bare bevæge dig ind mod lokalet til højre, mens jeg venter på de andre her," siger Lise Rasmussen, mens hun trykker min hånd.
Det er fem år siden, Lise overtog posten som facilitator af kærestesorggruppen fra stifteren, journalist og radiovært Ayşe Dudu Tepe. Det var under coronapandemien, at Lise opdagede, at flere end nogensinde før spurgte efter et trygt rum til at tale om kærestesorger. Og selvom landet var lukket helt ned, måtte præster faktisk godt mødes med folk, fordi de havde en kritisk funktion i samfundet.
Lise passede gruppen, mens landet var lukket ned, og så endte hun faktisk med at beholde den.
Jeg bevæger mig ind i den lille gård, der ligger gemt bag en stor, sort port ud til det travle Istedgade, og det første indtryk, der møder mig, er korsang, der strømmer ud ad kirkens åbne vinduer.
"Det er koret Paradox, som øver her om onsdagen. Er det ikke smukt?," siger Lise til mig fra portens døråbning, mens jeg fortsætter ind.
Og det er smukt. Der er også noget særligt smukt i, at man på få sekunder kan bevæge sig fra det travle, mågebefængte Vesterbro direkte ind i en hyggelig, lille oase med skønsang, potteplanter og bordbænkesæt – kun adskilt af en aflåst port.
For enden af gården viser Mariakirkens velkendte, rødbrune mursten og halvbuede vinduer sig frem igen, og bag en gammel trædør, for enden af et sæt betontrapper, finder jeg rummet, hvor kærestesorggruppen skal mødes.
Det ligner lidt et klasselokale, hvis det ikke var for bibler og salmebøger på hylderne og en korsfæstet Jesus på væggen. Og hver onsdag fra klokken 19 til 20 er det altså et tilflugtssted for nogle af Københavns knuste hjerter.
Tre minutter efter min ankomst træder Birgitte ind. Hun er 58 år og slår mig som lidt nervøs. Det giver mening, da hun fortæller mig, at det er første gang, hun kommer i gruppen.
"Hvis Lise ikke stod og tog imod mig i døren, var jeg ikke sikker på, at jeg var kommet herind. Det kan godt virke lidt grænseoverskridende," siger Birgitte.
Det giver jeg hende ret i. Mens vi begge prøver at finde os til rette i lokalet, træder Josefine ind. Hun er 24 år og fortæller os, at det er anden gang, hun kommer i kærestesorggruppen.
Josefine syntes også, at det var grænseoverskridende første gang, hun kom her, men hun beroliger Birgitte med, at det også var en rigtig god oplevelse, da hun først havde revet plasteret af. Birgitte åbner hurtigt op og fortæller os, at hun har prøvet mange andre tiltag, før hun besluttede sig for at komme her.
"Jeg har de sidste to år været i en form for overlevelsesmode, hvor jeg har prøvet at gøre alt, der potentielt kunne hjælpe mig videre i hjertesorgen – jeg har både gået i terapi, meldt mig til en aftenskole og til salsaundervisning for at distrahere mig selv og bare lave et eller andet.
Men jeg kan mærke, at jeg mangler nogen at spejle mig i, som kan fortælle mig, at de kan genkende de følelser, jeg sidder med. Det er en anden slags empati, som man ikke kan købe sig til hos en psykolog," fortæller Birgitte.
Det giver god mening, synes jeg. At det må være terapeutisk på en anden måde at mødes et sted, hvor det eneste mål er at spejle sine følelser hos andre ligesindede.
Til sidst træder Klara ind. Klara er 32 år og fortæller os, at det også er hendes første gang i kærestesorggruppen. Der hænger en anden slags sorg i luften over Klara, og det giver mening, da hun fortæller os, at det kun er 21 dage siden, at hendes kæreste forlod hende.
"Vi bliver faktisk ikke flere. Så skal vi ikke gå i gang," spørger Lise smilende, mens hun sætter sig ved bordet.
Vi går bordet rundt
Der er kun to regler i kærestesorggruppen, forklarer Lise. Det første er, at hvad der bliver sagt i kærestesorggruppen, bliver i kærestesorggruppen. Det er et fortroligt rum, hvor man træder ind i en kollektiv tavshedspligt.
Den anden regel er, at man ikke giver hinanden gode råd, medmindre der specifikt bliver spurgt efter det. Det er et rum for spejling og genkendelse, ikke tips og råd.
"Det er altid meget forskelligt, hvem og hvor mange vi sidder rundt om det her bord. Jeg plejer at sige, at den yngste i gruppen har været 17 år, og den ældste har været 75 år. Og jeg synes, at det virkelig har sin charme, at vi kan mødes her på tværs af generationer og samfundslag og samles om det, vi har tilfælles," fortæller Lise og fortsætter:
"Gruppen foregår sådan, at vi går bordet rundt, og så siger man noget, hvis man har lyst. Og hvis man bare har lyst til at være med på en lytter, så er det også helt okay.
Hvis man er her første gang, så kan man sige noget om, hvorfor man overhovedet er her, hvilket brud man har gennemgået, og hvilke følelser man går igennem lige nu. Og hvis man har været her før, kan man godt komme til at gentage sig lidt, men man kan også sige lidt om, hvordan man har haft det siden sidst.
Jeg er her for at lede samtalen og hjælpe den videre, når der er behov for det."
Lise vender blikket mod bordets midte. For mellem vandet, teen og glassene, står en boks med Kleenex og stirrer på os.
"Man må gerne lade sig rive med og fælde nogle tårer – det er derfor, der står Kleenex på bordet, og det er det, rummet er til for. Vi udtrykker vores sorg forskelligt, og det kan pludselig godt blive overvældende."
Lise vender blikket hen mod 24-årige Josefine og spørger, om hun ikke har lyst til at starte, når nu hun har været her en gang før. Det vil hun gerne.
"Jeg kan helt kort fortælle, at det i dag er præcis syv måneder siden, min eks og jeg gik fra hinanden. Så jeg kan mærke, at den her dag er lidt sjov for mig. Det var ham, der gik fra mig, og jeg syntes, at det var meget pludseligt.
Vi havde været sammen i fem år, så jeg kan mærke, at jeg kæmper meget med at finde ud af, hvem jeg er uden ham, for vi har jo været sammen i de mest identitetsskabende år. Så det er helt klart en slags identitetskrise, der fylder i mig sammen med sorgen.
For en måned siden fandt jeg også ud af, at han har fået en ny kæreste, og der blussede alt bare op igen," fortæller Josefine og fortsætter:
"Jeg føler, at jeg slår lidt kolbøtter hele tiden.
Så kommer jeg endelig oven vande og føler, at jeg godt kan fungere i et hverdagsliv igen, indtil jeg så enten ser ham igen, hører om ham eller tænker på ham, og så er jeg helt ødelagt. Og så gør det ondt at tænke på, at han allerede har kunnet finde en ny, når jeg stadig har det så skidt og er så knust.
Jeg har nok også trøstet mig selv med, at han nok skulle komme tilbage. Men den nye kæreste slukkede det sidste håb, jeg havde – og det er svært. For al den tid, jeg bruger på at tænke på ham, bruger han nu på at tænke på en anden."
Josefine fortsætter med at fortælle, mens Lise indimellem spørger hende ind til, hvordan eller hvorfor følelserne fylder i hende.
Anerkendende blikke og nik fylder rummet, og da Josefine runder af, spørger Lise ud i rummet, om de andre kan genkende nogle af de følelser, Josefine sidder med. Det kan 32-årige Klara godt, og hun begynder at forklare, hvordan hendes hjertesorg føles.
"Jeg sidder også i en situation, hvor bruddet kom ud af det blå, så jeg kan virkelig godt genkende de følelser, du sidder med. Det er kun 21 dage siden, at han bare gav op, og jeg kan stadig mærke, at jeg er i en slags chokfase, fordi jeg ikke rigtigt kan acceptere, at det er slut.
Over de sidste par måneder har jeg følt, at han trak sig mere og mere fra mig, men han forsikrede mig om, at det bare var, fordi han var træt.
Nu føler jeg mig bare megadum, for min krop og min intuition har jo prøvet at fortælle mig noget, som jeg ikke har lyttet til. Men jeg kan heller ikke se, hvad jeg skulle have gjort anderledes," siger Klara og fortsætter med at fortælle om, hvordan bruddet foregik.
"Jeg mistede min mor som 22-årig og har ikke rigtig nogen tæt familie, så det at kunne skabe min egen familie på et tidspunkt er meget vigtigt for mig.
Han sagde, at han gerne ville skabe den familie med mig, selvom han aldrig havde ønsket at få børn, før han mødte mig, og vi visualiserede ofte, hvordan vores børn ville se ud. Og da han fra det ene øjeblik til det andet slog op med mig, var hans begrundelse, at han alligevel ikke vidste, om han kunne være far en dag, og at han havde brug for at være sig selv.
Det er svært at acceptere, at han bare sådan forsvandt, når jeg har fortalt ham om, at min største frygt er at blive forladt på den måde."
Klaras stemme knækker let, og man kan høre, at tårerne presser sig på. Æsken med kleenex bliver skubbet hen mod Klaras ende af bordet, og hun rækker ud efter et stykke papir.
"Jeg spejler mig helt vildt meget i din historie. Det er svært at blive forladt ud af det blå på den måde, når man virkelig stolede på det her menneske," siger Josefine til Klara.
Det er samme smerte
Lise peger op mod reolen, efter hun har fortalt Klara om Jytte Vikkelsøes bog 'Derfor forelsker du dig aldrig i den forkerte'. Hun forklarer, at vi oftest forelsker os i de mennesker, som provokerer vores indre traumer, og at man derfor ikke skal skyde skylden på sin egen dømmekraft i sådanne situationer.
På reolen står en række bøger om tab og kærestesorg, som alle er til fri afbenyttelse, hvis man vil låne en med hjem. Hun kalder det hjertesorgsbiblioteket. Klara nikker og siger, at hun gerne vil låne bogen med hjem.
Samtalen bevæger sig over til 58-årige Birgitte, da klokken slår lidt i otte. Selvom hun har siddet og lyttet i stilhed indtil nu, er det tydeligt at se, at samtalerne rører hende.
"Jeg bliver meget berørt af det, I siger. Jeg mistede selv min mor, da jeg var i starten af tyverne, så jeg forstår, hvordan du higer efter at skabe din egen familie, Klara. Når man mister sin mor, så mister man også noget i sig selv og sin egen kerne – og så er det vigtigt at finde en partner, som kan rumme den sårbarhed," siger Birgitte, mens hun fortæller videre om, hvordan hun for to år siden fandt modet til at forlade sin psykisk voldelige mand efter et 30 års langt ægteskab.
Uret over den røde trædør slår ti minutter over otte, og Lise opdager, at vi er gået lidt over tid. Ikke engang jeg har opdaget, at der allerede er gået en time, for det føles, som om vi først lige er begyndt. Rummet er fyldt med en sådan ærlighed og sårbarhed, jeg sjældent har oplevet.
"Jeg får lige lyst til at læse den her tekst op for jer, inden vi afslutter med en sang, siger Lise, mens hun finder et par sang- og bønhæfter frem, hun deler ud. Lise begynder at læse taksigelse nummer 5 skrevet af digteren Helle S. Søtrup:
Tak til dig, der elskede mig først. Dig, der drømte mig ind i livet. Dig, der gav mig af din ængstelighed. Dig, der bar mig i din bøn. Tak til dig, der slog mig i gulvet. Dig, der lærte mig at miste. Tak til dig, der gav mig et lod. Gav mig nogen at passe på. Dig, der lærte mig at tjene. Tak til dig, der kom mig i møde med milde øjne og lagde krop til dine ord. Tak til dig, der gav mig vished. Tak til dig, der lærte mig om forsoning. At begynde igen hver eneste nat."
"Skal vi synge en sang," spørger hun, mens Birgitte svarer, at hun altså ikke har en tone i livet. Lise siger, at hun nok skal synge for os, og så begynder hun at synge ”Nu er jord og himmel stille” i en fin, lys klang, mens uret over døren tikker i baggrunden.
"Tusind tak for i aften. Vi mødes igen næste onsdag klokken 19, afslutter Lise med et smil, mens de tre kvinder kigger på hinanden med et kærligt blik."
"Det var smukt, tak. Det, som jeg tager med mig fra i dag, er, at selvom man er 24 eller 58 år, så kan man faktisk relatere til den samme smerte og spejle sig i hinanden, selvom det er helt forskellige historier.
Hjertesorgen er lige så smertefuld, selvom man måske kun har kendt hinanden i et år, som hvis man har kendt hinanden i 30 år," siger Birgitte.
"Jeg synes også, det har været rigtig rart at komme et sted hen, hvor man kan spejle sig i andres hjertesorg, selvom det er helt forskellige slags brud. Man kan bare mærke, der er en forståelse, selvom det er komplet fremmede, man sidder overfor.
Man får en slags samhørighed omkring smerten, og det er bare rart at indse, at man ikke er helt alene i den sorg, man sidder med – og det er meget bearbejdende," svarer Josefine anerkendende tilbage.
Et nyt bånd
Lise rejser sig langsomt fra bordet og pakker de forskellige hæfter sammen.
"Det er netop det, der er det fine ved den her sorggruppe – for det er et fællesskab, som løfter sig selv. Man kommer her med sin egen sorg som fokus, men når man så spejler sig i hinanden og respekterer hinanden, så kommer man automatisk til at drage omsorg for hinanden. Og på den måde kommer man til at hjælpe, selvom man måske føler, man ikke har noget at give af.
Det bekræfter dét, at selvom vi er helt på bunden, så har man faktisk ressourcer og kræfter til at hjælpe andre i verden. Det manifesterer sig virkelig i den her gruppe," afslutter Lise.
Og hvem ved, om disse tre kvinder nogensinde ser hinanden igen. Men der er noget smukt i, at Josefine, Klara og Birgitte nu deler et bånd, som er mere sårbart end flere venskaber og mere menneskeligt end de fleste hverdagsmøder. Et bånd skabt af genkendelige nik, tårer og lyttende ører rundt om et bord i et lille kirkerum på Vesterbro.
Et bånd, som måske ikke kræver mere end netop dét: At man for en stund er sammen om noget, der gør ondt – og mærker, at man ikke er alene.
Birgitte, Josefine og Klara hedder noget andet i virkeligheden, deres navne er redaktionen bekendt.
”De opsøger en tryghed i ikke at være alene”
Hvad håber og tror du, at deltagerne får ud af at komme i kærestesorggruppen?
"Jeg håber virkelig, at de får noget støtte ud af at møde nogle ligesindede, som kan genkende det, de selv står med, og at de dermed også føler sig mindre alene i sorgen. Gruppen er ment som et fællesskab og ikke som behandling eller terapi, og det tror jeg helt sikkert også har sine styrker.
Tanken er, at det skal være et fællesskab, der tilbyder gensidig støtte, og at man på den måde kan være med til at hjælpe hinanden videre. Og så håber jeg, at de får en oplevelse af, at de ikke er mærkelige, og at det ikke er underligt at have det sådan, som de har det. Sorg er en naturlig del af det at miste, og forhåbentlig kan man finde en form for forløsning, trøst eller genkendelse ved at komme her."
Hvad er det for nogle følelser, folk typisk kommer med?
"Sorgen er selvfølgelig den følelse, som danner rammen for gruppen. Og inde i den sorg findes der et hav af følelser, som man ofte har brug for at dele. Det kan være vrede, afmagt, jalousi, manglende forståelse, svigt eller forladthed.
Der findes alle mulige udgaver af kærestesorg, så på den måde bliver der også delt mange forskellige slags følelser i gruppen – og alle er velkomne."
Hvorfor tror du, at det netop er i en kirke, at det her fællesskab giver særlig mening?
"Selvom vi i kærestesorggruppen ikke nødvendigvis taler direkte om Biblen, Gud eller Jesus, så vil jeg sige, at kristendommen stadig spiller en væsentlig rolle. Både gennem de værdier, gruppen bunder i, og det menneskesyn, der præger rummet. Kristendommen bygger på ideen om, at hvert menneske har uendelig værdi og er elsket ubetinget, og når så gruppen mødes med empati, respekt og forståelse, så bærer det præg af det menneskesyn. Ofte er ideen om forsoning og tilgivelse også i spil, som på mange måder har med kristendommen at gøre.
Så kristendommen ligger implicit i rummet, når vi taler om meningen med livet, tab, og det at miste."
"Jeg tror helt sikkert også, at der er en tendens til, at folk søger mod ”noget større”, når man er i en stor livskrise. Og det tror jeg, handler om, at når man står midt i meningsløsheden, så har man behov for at finde en mening på anden vis. Så hvis man forlader eller er blevet forladt, så har man brug for at finde ud af, HVORFOR det sker. Og det at finde en mening midt i al kaos er generelt et stort behov for os mennesker.
Vi har brug for at føle, at der er en mening med alt, der sker. At det ikke er forgæves, og at det ikke var spildt eller en fejl. Og så tror jeg også, at mange søger et fællesskab, når de opsøger kirken.
De opsøger en tryghed i ikke at være alene, og en tryghed i, at der er andre, der har det lige som dem."
