Jytte Vikkelsøe

Jytte Vikkelsøe: ”Hjertesorgen kan blive det bedste, der er sket i dit liv”

Hvad sker der egentlig, når et hjerte knuses? Jytte Vikkelsøe har brugt ti år på at forstå forelskelsens og hjertesorgens psykologi – og på at afdække, hvorfor smerten ved kærlighedsbrud ofte rammer os helt ind i det inderste af vores selvværd. For hjertesorg handler sjældent kun om den, der gik – den handler om alt det uforløste, vi selv bærer rundt på.

ALT for damerne logo

Hun har pillet forelskelsen fra hinanden, stykke for stykke. Gået i dybden, rodet i dens indre mekanismer og vendt den på vrangen flere gange. 

Hun har skrællet de romantiske floskler væk, én efter én, for til sidst, efter ti års forskning, at nå ind til selve kernen: At du aldrig forelsker dig i den forkerte.

Hvis nogen kan siges at have kortlagt det mysterie, menneskelig kærlighed er, så må det være Jytte Vikkelsøe. Danmarks ukronede kærlighedsguru, der nærmest har opnået kultstatus med sin bog om forelskelse og som vært på podcasten 'Hjerteflimmer for voksne'. 

Og hvis nogen kan hjælpe os med at forstå den smertefulde hjertesorg – hvad der sker, når vi får knust vores hjerte, hvorfor det gør så ondt, og hvordan vi kommer helskindet igennem det – så er det hende.

Men før vi prøver at forstå hjertesorgens mange facetter, er det ifølge Jytte Vikkelsøe vigtigt, at vi først forstår, hvor hjertesorgen starter, og hvad den bunder i.

"Hvis jeg skal beskrive, hvad hjertesorg er, så vil jeg starte med at forklare de uforløste barndomstraumer. De uforløste barndomstraumer er der, hvor vores største sorg, største usikkerhed eller største skam ligger, fordi vi igennem socialiseringen i barndommen lærte, at vi ikke er okay, som vi er. 

Så den dybeste smerte, vi allesammen bærer rundt på, er, at vi ikke kun er elskelige som dem, vi er. Vi er ikke bare elskelige, fordi vi eksisterer – vi bliver nødt til at lave lidt om på os selv for at blive elskelige. Så allerede fra barnsben blev vi efterladt med et splintret selvværd, en tvivl på vores eget værd og en skam over visse sider af os selv. 

Og den sorg, usikkerhed og skam bærer vi rundt på i vores emotionelle rygsæk gennem hele livet, og den ligger latent i vores krop," forklarer Jytte og fortsætter:

Jytte Vikkelsøe.
Du kan selv udvikle de kvaliteter, din kæreste fik frem i dig, siger psykolog Jytte Vikkelsøe.

"Så når vores hjerte bliver knust, bliver alle de her ubevidste sorger, smerter og usikkerheder altså aktiveret igen. Og de kan blive aktiveret i sådan en grad, at vi dårligt kan rejse os igen, fordi det er vores inderste kerne af selvværd, der bliver revet fra hinanden. 

Når vi bliver forladt og efterladt i en dyb hjertesorg, bliver vi også efterladt med spørgsmålet om, om vi er værd at elske. Vores uforløste barndomstraumer bliver sat på turbo under en hjertesorg, og det er derfor, at de er så svære at hele. Det er ikke så meget det, at en anden forlader os. 

Det er det, den forladthed aktiverer i os af tidligere forladthed – for det værste er at blive bekræftet i, at nogen forlader os, fordi vi i vores egen opfattelse ikke er elskelige. Og det kan være utrolig svært at samle sig selv op fra."

Hjertesorg udløser abstinenser

Du har sikkert hørt folk sige, at kærlighed kan føles som en afhængighed – og hjerneforskning tyder faktisk på, at det kan være rigtigt. 

For når vi ser på den del af hjernens belønningscenter, som gør, at vi er knyttet til alt det, der giver os nydelse, ser man tydeligt, at der er fuld gang i netop det område, når vi er lykkeligt forelskede.

"Selve forelskelsen er en kemisk proces i hjernen, som nogle mennesker kan sætte i gang hos os. Når vi først er blevet forelsket, så bliver der udløst en utrolig mængde lykkehormoner i hjernen, blandt andet dopamin og serotonin, som gør, at vi føler os uovervindelige og gør, at vi vil gå til verdens ende for det menneske, vi er forelskede i. 

Vi bliver simpelthen afhængige af den følelse, det her mennesker giver os – og vi ved, at de hjernebaner, som bliver aktiveret, er nøjagtig de samme, som hvis vi skyder heroin eller tager kokain. 

Men hvis vi så får vores hjerte knust, er hjertesorgen forelskelsens modsætning, for det er tilbagetrækningen – og det føles lige så voldsomt, som da du blev forelsket. 

Det er nøjagtigt lige så slemt, som hvis du skal holde op med at skyde heroin, hvis du er stofmisbruger."

Faktisk kan man se på scanninger, at hjernens belønningssystem har den samme form for aktivitet, når vi er forelskede, som når vi oplever hjertesorg. Så når den følelse, du er blevet afhængig af, pludselig forsvinder, kan det ifølge Jytte Vikkelsøe sammenlignes med en kold tyrker, der også kan udløse abstinenser. 

Forelskelsen er altså et drug, og derfor er det knuste hjerte en kold tyrker for vores system.

"Uanset om det var et lykkeligt eller ulykkeligt forhold, du var i, vil hjertesorgen stadig føles knusende, fordi den person, du var sammen med, på en eller anden måde følelsesregulerede noget i dig i forhold til dit uforløste barndomstraume. Og når du har brug for et andet menneske til at følelsesregulere noget i dig, så er du afhængig af det menneske. 

Hvis du så bliver forladt af den person, du er afhængig af, bliver din evne til at følelsesregulere sat helt tilbage. Og så afhænger det af, hvor godt du følelsesmæssigt er hjulpet på vej fra barnsben af, hvor godt du klarer dig igennem hjertesorgen, og hvor robust du er til at komme tilbage på benene."

Er det kærlighed eller forelskelse?

For Jytte Vikkelsøe er det vigtigt at gøre opmærksom på, at der er stor forskel på kærlighed og forelskelse – og at der derfor også er stor forskel på, hvordan hjertesorgen føles, alt efter om du har elsket eller været forelsket.

Jytte Vikkelsøe.
”Du tror, at det er et menneske, men i virkeligheden er det den tilstand, som det menneske gav dig adgang til i dig selv, som du mangler”

"Forelskelse er den kemiske proces, som gør, at du kan føle dig afhængig af en person, og som gør, at bruddet kan føles helt knusende og få dig til at føle, at du i en periode ikke kan hive dig selv op igen. 

Kærlighed er noget, du lærer, bygger op og udvikler sammen med et andet menneske gennem svære tider. Du udvikler først din evne til at elske gennem smerte, hvor du bliver mere rummelig og favnende. 

Derfor skal man altså skelne de to ting, for de er vidt forskellige – også når vi snakker om hjertesorg."

Selv hvis du har været sammen med din partner i mange år og har været igennem smertefulde perioder, er det ikke er ensbetydende med, at du er god til eller har en høj evne til at elske.

For Jytte har i løbet af årerne fundet ud af, at evnen til kærlighed ikke er fuldt udviklet for langt de fleste af os.

"I de situationer, hvor der IKKE er tale om virkelig kærlighed, men en forelskelse, så vil det dybe kernesår fra barndommen åbne sig vidt op, og så er du ude på herrens mark i en knusende hjertesorg, fordi du er tilbage i det traume, hvor du lærte, at du ikke er elsket, som du er," fortæller hun og fortsætter:

"Hvis du derimod er i stand til at elske og i stand til kærlighed, og du finder ud af, at du og din partner ikke skal være sammen mere, selvom I elsker hinanden, så vil du ikke opleve den knusende form for hjertesorg, for så er der så meget omsorg i adskillelsen, at I kan tage vare på hinanden.

Så vil du være i stand til at rumme, hvis den ene vil videre i livet. Og hvis den ene, der vil videre i livet, også har evnen til at elske, vil vedkommende aldrig gøre det på en måde, der efterlader dig i gulvet. Hjertet vil ikke blive knust. 

Du vil nok være i en dyb sorg, men hjertet efterlades ikke knust."

Fordi de fleste af os ifølge Jytte Vikkelsøe ikke aner, hvad kærlighed i virkeligheden er, kan det godt være, vi siger ”jeg elsker dig”, uden at vi elsker i ordets egentlige forstand. Men vi tror, at vi gør det, fordi vi holder meget af personen.

"Jeg vil vove at påstå, at hvis du har udviklet din egen evne til at elske, så har du nødvendigvis også arbejdet med dine egne barndomstraumer og til et vist niveau kommet til terms med dem. 

For vi kan ikke udvikle vores evne til at elske uden at gå igennem vores egen smerte. Vores egen smerte gør, at vi beskytter os selv, forsvarer os selv og altid er på vagt og passer på, der hvor vi er skrøbelige. Og dét står i vejen for vores frie evne til at elske. 

Det betyder ikke, at vi ikke er gode mennesker, men det betyder, at vores evne til at elske ikke er fuldt udviklet. For hvis vi virkelig går til bunds i kærligheden, så er der ingen tvivl om, at vi skal igennem al vores egen skam, smerte og usikkerhed, før vi kan elske andre."

"Du kan, i al sin klichéfyldte enkelthed, kun elske et menneske i samme grad, som du elsker dig selv. Det vil sige, at hvis der er en, der går fra dig, så støder du på grund dér, hvor du ikke er i stand til at elske dig selv. Det er dér, du strander, og det er dér, dit hjerte bliver knust."

Syg af hjertesorg

Med den forståelse af kærlighed og forelskelse på plads er der for Jytte heller ingen tvivl om, at man bogstaveligt talt kan blive syg af et knust hjerte. Det kan nemlig føles, som om hele kroppen gør ondt, når man har hjertesorg – og det er der faktisk en god forklaring på. 

For når vi mister nogen, vi elsker, reagerer kroppen ikke kun følelsesmæssigt, men også fysisk. Det er ikke "bare noget, vi bilder os ind" – det er biologi.

"Hvis du overhovedet sætter spørgsmålstegn ved, om det er virkeligt, at du kan blive fysisk syg af hjertesorg, så er det, fordi du ikke forstår, at psyke og krop er én ting. 

Jytte Vikkelsøe.
Når dit hjerte bliver knust, bliver dine ubevidste sorger, smerter og usikkerheder aktiveret igen, siger psykokolog Jytte Vikkelsøe.

Det er ikke to forskellige ting, selvom langt de fleste mennesker skiller dem ad. 

Psyke og krop er fuldstændig integreret i hinanden, så hvis du er knust af en hjertesorg, påvirker det helt fysisk din krop – og omvendt. Der findes jo mange alvorlige sygdomme, hvor kroppen har alle symptomer, men hvor sygdommen stammer fra psyken. 

Der er masser af studier, der viser sammenhængen mellem alvorlige sygdomme og et knust hjerte."

Og hvis vi skal forklare mekanismerne bag sammenhængen, kommer der her lidt teknisk. For som tidligere fastlagt udløser en forelskelse lykkehormoner som dopamin og oxytocin i hjernen, hvilket skaber afhængigheden. 

Men når kærligheden brister, stopper tilførslen af de stoffer brat, hvilket får hjernen til at reagere med abstinenser – den savner det daglige "fix" af kærlighed.

Når hjernen så skal reagere på abstinenserne, stiger kroppens produktion af stresshormonet kortisol. Og når kortisol-niveauet bliver for højt over længere tid, kan det give en række fysiske symptomer: blandt andet smerter i maven, trykken for brystet, hukommelsesbesvær, svimmelhed, søvnproblemer og manglende appetit. 

Hjertesorg sætter med andre ord gang i en stresstilstand i kroppen, som påvirker både hjerne og krop.

Og i de værste tilfælde kan et knust hjerte faktisk slå dig ihjel. For hvert år bliver cirka 30 danskere nemlig diagnosticeret med broken heart syndrome, som er en akut sygdom i hjertet, der typisk bliver udløst af en voldsom følelsesmæssig belastning som stress eller hjertesorg. 

Stresshormonerne frigives altså i sådan en grad, at det får karrene til at trække sig sammen i hjertet, så blodforsyningen bliver påvirket. De historier, vi hører om sygdommen, handler som regel om mennesker, hvis hjerte bliver knust af en stor sorg – for eksempel hvis en persons livspartner går bort. 

Der findes ingen kur mod broken heart syndrome, men heldigvis er der i de fleste tilfælde tale om et midlertidigt svigt, hvor hjertet efter nogle uger eller måneder fungerer normalt igen.

Hjertesorg som selvhjælpsværktøj

Der er altså ingen tvivl om, at hjertesorgen kan være altoverskyggende for både krop og sind. Den kan føles uovervindelig og ukontrollerbar, men hvis Jytte skal sige en god ting om hjertesorgen, så er det, at et knust hjerte er dit bedste genvej til selvudvikling.

"Alle de irrationelle og ukontrollerbare handlinger og tankemønstre, der uundgåeligt kommer efter et brud, ligger der et traume fra din barndom bag. Så det bedste, du kan gøre, er at bruge den sorg til at kigge indad. Hvad er det for en sammenhæng, der er mellem det menneske, der forlod dig, og det traume, du har med i rygsækken? 

For så oplever du, at mennesket, der forlod dig, måske ikke gjorde det bare for at smadre dig i gulvet, men du vil forstå, at det er en smerte, der har ligget latent i dig, og at situationen starter den op i dig igen. 

Jytte Vikkelsøe.
”I de situationer, hvor der IKKE er tale om virkelig kærlighed, men en forelskelse, så vil det dybe kernesår fra barndommen åbne sig vidt op”

Det gør ikke smerten mindre, men det flytter dit fokus væk fra det menneske, der knuste dit hjerte. Og det kan give mod til, at du kan begynde at arbejde på den smerte, der tilhører dig selv. For ved at gøre det er der mindre chance for, at en anden får lov til at knuse dit hjerte igen."

Jytte har gennem årerne erfaret, at den bedste måde at komme over et knust hjerte på er at finde frem til det, du mangler i dit liv. 

Du skal altså spørge dig selv om, hvad det egentlig er, der er forsvundet ud af dit liv, og hvad personen berigede dit liv med. For hvis du så begynder at integrere netop det, du har mistet, i dit liv, vil smerten blive meget mindre.

"Det, der gør dig ulykkelig i en hjertesorg, er det, der har forladt dig, som ikke længere er til stede i dit liv: Det kan f.eks. være personens stabilitet, humor, spontanitet osv. Når de værdier mangler, føler du dig ensom og knust, men du ved ikke, hvad der præcis har forladt dig. 

Du tror, at det er et menneske, men i virkeligheden er det den tilstand, som det menneske gav dig adgang til i dig selv, som du mangler. Så hvis du begynder at fokusere på den kvalitet og begynder at udvikle den tilstand i dig selv, vil du pludselig opdage, at det menneske ikke er så vigtigt i dit liv mere. 

Det er kvaliteten, du savner, det er ikke nødvendigvis mennesket."

Da Jytte selv blev skilt for 23 år siden, var det netop den teknik og erkendelse, der hjalp hende videre.

"Personligt i mit liv er min skilsmisse en af de hårdeste ting, jeg har prøvet. Og på et tidspunkt troede jeg aldrig, at jeg ville være i stand til at rejse mig igen, for jeg var virkelig nede i knæ. 

Men i dag har jeg det sådan, at det, næst efter mine børn, er det bedste, der nogensinde er sket for mig, fordi det accelererede en selvudvikling, der aldrig ville være sket, hvis jeg ikke var blevet skilt. Jeg begyndte at fokusere på, hvordan jeg kunne skabe det, min mand havde føjet til mit liv, selv. 

Der gik flere år, før jeg virkelig var fri og ovenpå igen, men det satte gang i sådan en stor udvikling i mig selv, fordi jeg selv skabte det, der havde forladt mig. Og netop af den grund synes jeg, at det er noget af det vigtigste, der er sket i mit liv, og jeg er i dag meget taknemmelig for den hjertesorg," fortæller hun og fortsætter:

Spil med på dagens ordnød

"Hvordan vi kommer igennem en hjertesorg, handler om, hvad vi gør ved situationen. Vi kan fortsætte med at være ofre af situationen – og det er frygteligt, for så fodrer vi det knuste hjerte. Men hvis vi tager tyren ved hornene og siger, at vi vil skabe de værdier i os selv, så er det en gave til vores selvudvikling. 

Tendensen er jo, at vi vil søge personens kvaliteter i den næste kærlighed, hvilket bare gentager vores problemer. Men hvis du i stedet begynder at søge kvaliteten i dig selv, så bliver du et større, rigere og mere uafhængigt menneske – og så har du hele parforholdet indeni dig selv. Så vil du næste gang, du møder en romantisk relation, møde en person, der er på samme niveau som den, du har udviklet dig til at være. 

For hvis du fortsætter med at udvikle dig, vil du ikke længere have øje for dem, der vil knuse dit hjerte. 

Og på den måde kan en hjertesorg blive det bedste, der er sket i dit liv – selvom jeg godt ved, at det gør pokkers ondt."

Om Jytte Vikkelsøe, 75 år

  • Forfatter og ph.d. i social psykologi med speciale i procesorienteret psykologi. 
  • Hun har skrevet bestselleren 'Derfor forelsker du dig aldrig i den forkerte' og er kendt som kærlighedsekspert i podcasten 'Hjerteflimmer for voksne'. 
  • Bor på Amager.