Sørøverskib af vandbakkelse fra Hjemmet
SPONSORERET indhold

Sørøverskib af vandbakkelse

Min søn er besat af sørøvere og skattekister, så til hans 3-års fødselsdag forvandlede jeg kagemanden til et sørøverskib

Af:: Runa Pihlmann Foto: Runa Pihlmann
26. jan. 2015 | Mad | Hjemmet

Ingen fødselsdag uden kage! Jeg er vokset op med en kagekone af vandbakkelse fyldt med glasur, slik, flag og lys – og kun bagepladens størrelse afgjorde, hvor stor hun kunne blive. Var vi mange gæster, lavede min mor overkroppen på én bageplade og kjole og ben på en anden. Det så imponerende ud, når den store kagekone med lakridssnøre-krøller fyldte en god del af fødselsdagsbordet.

Prøv også min opskrift på en festlig key lime-tærte.

Nu er det min tur til at holde fødselsdag for min søn, og jeg bringer selvfølgelig traditionen med vandbakkelse videre, selv om jeg er omgivet af lagkage og boller-traditionen i København.

Vandbakkelse kan vel nærmest sammenlignes med trylledej for voksne – dog i en noget mere luftig og spiselig version. I hvert fald kan dejen formes til lidt af hvert, og da min søn ustandseligt plaprer løs om sørøvere, var det oplagt at lave et sørøverskib i vandbakkelse.

Resultatet blev ret fint, og jeg scorede en del points på mor-kontoen, da lysene blev tændt, og lakridskanonerne havnede på mindstemandens tallerken.

Ca. 8 personer

Arbejdstid: ca. 45 min.

Bagetid: 20-30 min.

60 g smør

2 dl vand

1 knsp. salt

1 knsp. sukker

2 dl mel

3 æg

Pynt:

glasur (evt. blandet med sort frugtfarve) 

slik, flag og lys

1. Tænd ovnen på 200 grader.

2. Smelt smør og vand i en gryde sammen med salt og sukker. Tilsæt melet på én gang og rør godt, til dejen er blank og slipper ske og gryde.

3. Hæld dejen i en skål, og lad den afkøle i 5 min.

4. Pisk æggene let sammen – ét ad gangen – og pisk dem i dejen lidt efter lidt. Pisk godt mellem hvert æg. Dejen skal være fast og ikke flydende.

5. Sæt dejen på en bageplade med bagepapir – brug 2 spiseskeer, eller hæld dejen i en sprøjtepose med rund tylle. Form f.eks. dejen til et sørøverskib eller en kagemand/kagekone.

6. Sæt sørøverskibet i ovnen i 20-30 min. på midterste ribbe. Kagen er færdig, når den er fast og gylden. Åbn ikke ovnen de første 15 min., da vandbakkelsen kan falde sammen.

7. Lad kagen afkøle helt på en rist.

8. Pynt den kolde kage som et sørøverskib med glasur (evt. blandet med sort frugtfarve), slik, flag og lys forbundet med lakridssnører – brug fantasien!