3 accessory-designere du skal kende
Den ene laver klassiske tasker, du roligt kan investere i, den anden skaber eksklusive og finurlige smykker, som vi har store forventninger til, mens den tredje designer smukke stiletter, vi drømmer om at stikke fødderne i. Her kan du møde 3 af de bedste accessorydesignere lige nu.
Sophie HulmeBritiske Sophie Hulme er uddannet designer fra Kingston University i London, hvor hun i 2007 dimitterede som Student of the Year med en pris for den bedste kollektion under armen. To måneder efter lancerede hun sin første kollektion i eget navn, og til at begynde med var tøjdelen dominerende. Men i løbet af årene har designeren også udviklet en stærk linje af tasker, som både er tidløse og klassiske med et androgynt og sofistikeret udtryk. Du kan genkende dem på de firkantede gulddetaljer i forskellige former, en slags erstatning for et logo, som er gennemgående på alle tasker.
En af Sophie Hulmes mest populære modeller er Armour Tote, som er en rektangulær shopper med hanke, gulddetaljer samt skulderrem, og de fleste af hendes øvrige design er bygget over denne model. På trods af det ellers stilrene design sætter designeren hver sæson et nyt aftageligt vedhæng på den ene hank, bl.a. en miniaturegaffel, en dinosaurus, en ananas og en pompon. Det var først under de internationale modeuger i september sidste år, at Sophie Hulmes tasker dukkede op overalt i gadebilledet, og pludselig var der venteliste for at få fingre i en af hendes tasker i Londons eksklusive stormagasin Selfridges. Ved British Fashion Awards 2012 modtog hun Emerging Talent-prisen.
Sophie Hulme fås bl.a. hos Stylebop.com og Nué til priser fra ca. 2.500 til 5.000 kr.Aquazzura
Colombianske Edgardo Osorio er uddannet designer fra London College of Fashion og Central Saint Martins, og i 10 år var han en del af designteamet hos italienske modehuse som Salvatore Ferragamo og Roberto Cavalli. Men ønsket om at skabe sine egne smukke og samtidig komfortable sko fik ham i 2011 til at lancere mærket Aquazzura, der betyder blåt vand på italiensk. Og der er ingen tvivl om, at Edgardo Osorio ved en ting eller to om, hvad der klæder en kvindes fødder.
Hans design er set på både it-piger og fashionistaer som model og designer Erin Wasson, tidligere chefredaktør på fransk Vogue Carine Roitfeld og stylist Giovanna Battaglia. Sidstnævnte er flere gange blevet set med den populære model Sexy Thing på fødderne – et par halvt lukkede ruskindsstiletter med snøre. Skoene er sexede, håndværket strømlinet og gennemført ned til mindste detalje, og de bliver tilmed produceret i det blødeste læder og det såkaldte kashmirruskind – det hele sker i Firenze, naturligvis. Mærkets logo har form som en ananas og blev til på en af designerens rejser til Sydfrankrig, hvor der er skik for at indgravere en ananassilhuet i husmurene som symbol på gæstfrihed.
Aquazzura fås bl.a. hos My-wardrobe.com og Net-a-porter.com til priser fra 3.500 kr. til 4.500 kr.
Matchstick
Britiske Louise Carter er kvinden bag de fine tændstikmandslignende smykker, der går under navnet Matchstick. Hun har en fortid som forretningskvinde og stylist, og inden hun i 2012 kastede sig over at designe de karakteristiske smykker, arbejdede hun som konsulent for flere internationale brands og som udviklingschef hos British Fashion Council med ansvar for Rock Vault – et initiativ sat i værk for at støtte og opfostre spirende smykkedesignere og guldsmede. Dette tiltag gav hende indblik i, hvad der manglede på markedet, og motiverede hende samtidig til at designe sin egen smykkelinje. Hun var træt af dødningehoveder og rå smykker, men var samtidig heller ikke vild med de klassiske solitairesmykker, som man finder i traditionelle smykkebutikker.
Med Matchstick har hun skabt sin egen lille verden, hvori der bor en pige, en dreng, en hund, et lille hjerte og et stort hjerte, som skal symbolisere de vigtigste ting her i livet. De bor i hver sin lille tændstikæske og er lavet af enten guld, hvidguld eller rosaguld og er kun besat med de mest eksklusive diamanter. Det afspejler sig også i prisen, men vi glæder os til at følge Louise Carters udvikling og krydser fingre for, at hun en dag lancerer en lidt billigere underlinje.
Matchstick fås bl.a. hos Mytheresa.com og Matchesfashion.com til priser fra ca. 12.000 kr. til 33.000 kr.