Alexander Wang designer til drengene

Alexander Wang designer til drengene

Godt nyt til manden i dit liv (og alle herrestils-inspirerede fashionistaer)! Den amerikanske designer-darling Alexander Wang debuterer til efteråret med en lille ready-to-wear kollektion til mænd.

Alexander Wang har fået enorm succes med sine linjer Alexander Wang og den mere casual (og prisvenlige) T by Alexander Wang, og kastede sig allerede for tre sæsoner siden ud i at designe herretøj da han lancerede en T-shirt kollektion under T by Alexander Wang. Senere blev det også til lædervarer og en smule overtøj, der, til Alexander Wangs egen overraskelse vandt ham prisen Best New Menswear Designer fra amerikanske GQ og CFDA (Council of Fashion Designers of America).

Se også: Se Henry Holland interviewe Alexander Wang »

Alexander Wang, som tidligere har vundet CFDA-priser for både sit kvindetøjsdesign og lækre accessories, er også i år nomineret til CFDAs Emerging Designer Award for Menswear for T by Alexander Wang.

Alexander Wang har for nylig åbnet sin første flagskibsbutik i Soho i New York og designeren fortæller Style.com, at hans herretøj er blandt butikkens mest efterspurgte varer, og lover, at også accessories til mænd er på trapperne til foråret 2012.