Ann-Sofie Back kreativ direktør for Cheap Monday
Efter 10 år i London rykker den svenske designer Ann-Sofie Back nu teltpælene op og flytter hjem til Stockholm, hvor hun fremover skal besætte stillingen som kreativ direktør for denimbrandet Cheap Monday.
"Det var et lykkeligt sammentræf, at dette job kom op da jeg flyttede tilbage til Stockholm for at være sammen med min mand. Cheap Monday er et fantastisk brand, og nogle ting er bare meant to be", siger den nygifte Back til VOGUE.COM.
Designeren vil sideløbende med sit nye job fortsat også arbejde på sin egen synonyme kollektion, og vender således traditionen tro tilbage på catwalken under Londons modeuge til efteråret (til stor lettelse for Backs evigt voksende fanskare).