Annhagen giver ikke op
I denne måneds Eurowoman kan du læse et interview med den danske designer Jørgen Simonsen, der tidligere har arbejdet for blandt andre Karl Lagerfeld, Valentino og Donatella Versace. I dag står han i spidsen for det danske modehus Annhagen. Desværre rammer nyheden nu, at Annhagen har måtte trække stikket ud.
For halvandet år siden investerede den offentlige investeringsfond Vækstfonden et millionbeløb i det eksklusive danske mærke, men fonden har nu valgt at opgive videre investering. Dermed har både den danske og internationale modeverden mistet et nytænkede og raffineret mærke.
Men folkene bag Annhagen har dog ikke givet op, udtaler Annhagens CEO Kristian Andersen.
"Siden det flotte interview med Jørgen Simonsen i månedens udgave af Eurowoman må jeg desværre som CEO i Annhagen informere om, at vi trods en mere end tredobling af omsætningen med Jørgen Simonsens første kollektion for Annhagen, samt 20 nye super butikker i Japan og Europa ikke kunne levere de forventede mål sat med Vækstfonden i 2007.
Det har betydet, af Vækstfonden, som den største investor i Annhagen har valgt at "trække stikket", og dermed lader selskabet dø. Det er selvfølgelig mod vores vilje efter en hård indsats i en svær tid. Vi anerkender ikke at have nået vores aftalte mål, men har stadig både visioner og ambitioner intakte.
Derfor ser vi også positivt på fremtiden, og især ser vi frem til at byde velkommen igen," siger CEO Kristian Andersen til Eurowoman.
Her på redaktionen krydser vi fingre og håber på et snarligt gensyn.