CFDA nomineringer afsløret

I kategorien Womenswear skal et udvalg af tidens mest talentfulde designere kæmpe om hæder og ære, når prisuddelingen løber af stablen under pomp og pragt den 2. juni på New Yorks Public Library. 

Det drejer sig mere specifikt om Marc Jacobs, Lazaro Hernandez og Jack McCollough for Proenza Schouler, samt Francisco Costa for Calvin Klein, som fik den tvivlsomme ære at læse sit eget navn op, da han stod for at annoncere de nominerede i Rockefeller Centret i New York.

Derudover er Michael Bastian, Thom Browne og Tom Ford nomineret i kategorien Menswear Designer of the Year, mens Tory Burch, Michael Kors og allestedsværende Marc Jacobs er nominerede til Accessory Designer of the Year.

CFDAs Geoffrey Beene Lifetime Achievement Award vil blive overrakt til den venezuelanske designer Carolina Herrera, mens prisen International Award i år går til belgiske Dries Van Noten.

CFDA Fashion Awards afholdes i samarbejde med Swarovski, som samme aften uddeler sine egne priser i form af finansiel støtte til lovende designtalenter. Thakoon Panichgul, Alexander Wang og Kate og Laura Mulleavy fra Rodarte er nominerede til årets Swarovski Award for Womenswear, mens Patrik Ervell, Tim Hamilton, og Scott Sternberg fra Band of Outsiders er nominerede til prisen for Menswear. Philip Crangi, Justin Giunta fra Subversive Jewelry og Joy Gryson er alle nominerede i kategorien Accessory Design.

The Council of Fashion Designers of America blev grundlagt i 1962 som en non-profit brancheorganisation for over 300 af USA’s bedste designere inden for beklædning og accessories.

Til den dag i dag er målet med CFDA at promovere moden som en integreret del af amerikansk kunst- og kulturscene.

Tidligere har blandt andre Oscar de la Renta og Perry Ellis siddet i direktørstolen for CFDA, en position, der i dag optages af Diane von Furstenberg.