Chefredaktøren kommenterer Nicolas Ghesquières ansættelse hos Louis Vuitton

Chefredaktøren kommenterer Nicolas Ghesquières ansættelse hos Louis Vuitton

Det er nu bekræftet, at Nicolas Ghesquière overtager Marc Jacobs’ plads som chefdesigner for Louis Vuitton. Ghesquière, som forlod modehuset Balenciaga i november 2012, har været favorit til stillingen, siden det for et par uger siden kom frem, at Marc Jacobs var på vej væk.

Eurowomans chefredaktør, Anne Lose, kommenterer her chefskiftet, Nicolas Ghesquière som designer og hvordan hun forventer, han kommer til at sætte sit fingeraftryk på Louis Vuitton.

Hvad synes du om, at Nicolas Ghesquière skal overtage Marc Jacobs’ plads i chefdesigner-stolen hos Louis Vuitton?

”Fantastisk! Jeg havde håbet, at det blev ham lige siden, det blev offentliggjort, at Marc Jacobs stoppede. Han er efter min mening en af nyere tids største designere, og det, han gjorde for modehuset Balenciaga, fortjener en solid plads i modehistorien.”

Hvad skiller Ghesquière ud fra Jacobs?

”Ghesquiere er mere clean i sit udtryk, mere minimalistisk - han er knap så vild som Jacobs kan være - og har heller ikke så mange rødder i grunge-stilen som Jacobs. Han er ikke så legende, mere skarp i sine designs. Han ville nok aldrig som Marc Jacobs putte en Mickey Mouse på en sweatshirt.”

Hvordan tror du, chefskiftet vil påvirke Louis Vuittons ready-to-wear-kollektioner stilmæssigt og showmæssigt?

”LV-kollektionerne vil blive mere ens i deres udtryk, tror jeg. Der vil ikke være lingeristemning en sæson og hård grunge den næste, er min umiddelbare tanke. Showmæssigt håber modenørden i mig, at LV fortsætter deres fantastiske shows med vilde scenografier og detaljer som springvand, karruseller og elevatorer, som jeg har været så heldig at se hver sæson indtil nu - og de shows har uden tvivl siddet meget stærkt i hukommelsen efterfølgende. Men det er nok ikke realistisk, for LV skal jo signalere en forandring. Dog er jeg sikker på, at den bliver fantastisk på en anden måde.”

Hvilke forventninger er Nicolas Ghesquière op imod?

”De forventninger en ny chefdesigner altid er oppe imod - det kreative kombineret med det kommercielle, der gerne skal kunne sælge til forbrugerne. Og kritik fra modeeksperter. LV er jo dog så stærkt et brand, og sammenlagt med Ghesquières roste talent kan det næsten kun blive godt, tror jeg.”