Chloë Sevigny hopper i herretøjet

Chloë Sevigny hopper i herretøjet

“Ideen var ikke blot at designe noget til mændene i mit liv, jeg har også mange veninder, der foretrækker at gå i herretøj. Jeg tror, det, de kan lide ved herretøj, er pasformen, så den vil jeg ikke røre ved. Det vil blive en ny udfordring,” siger stilikonet til Vogue.com om sit nye projekt i samarbejde med Opening Ceremony:

Chloë må dog vente lidt, før hun kan kaste sig over sketchbogen, da hun først skal have filmet endnu en sæson af dramaserien Big Love i Los Angeles.

Kvinders forkærlighed for herretøj kan dateres tilbage til årene efter Første Verdenskrig, da det androgyne look blev både en livsstil og et vendepunkt for opfattelsen af kvinderollen i samfundet. Siden da har modeikoner som Coco Chanel, Marlene Dietrich og Dianne Keaton i Woody Allens Annie Hall udødeliggjort stilen, og nutidige modeller som danske Freja Beha og engelske Agyness Deyn flirter til stadighed med herretøjselementer i garderoben.