De 5 vigtigste kollektioner

De 5 vigtigste kollektioner

Dolce & Gabbana Milano

Domenico Dolce og Stefano Gabbana skipper denne sæson deres signatur sexede korsetter og bondage-referencer til fordel for et feminint pyjamas-look mikset med smukke brokadestoffer på kjoler, nederdele og jakker. Kort sagt en pyjamas-møder-barok-kollektion, der bestemt er en italiensk contessa på et smukt palazzo værdig. Højdepunkterne er: de luksuriøse pyjamasbukser i fed silke, rokadebluser med overdimensionerede Minnie Mouse-ærmer, de nærmest puffede nederdele og smukke accessories i form af perle- og juvelbesatte brocher og rigt udsmykkede tasker. Dolce & Gabbana forhandles hos Birger Christensen og på www.matchesfashion.com ».

Lanvin Paris

Alber Elbaz kender sine inkarnerede Lanvin-fans særdeles godt efter snart syv år ved roret i det

parisiske modehus, og disse kan ikke undgå at føle ægte kærlighed til den nye kollektion. Her er nemlig tale om tøj, der har det hele: smukke farver, sexet volumen, enkle konstruktioner, ladylike look og

couture-agtige sløjfer. Modellerne er iført kjoler, der ligner små silkekokoner, draperede og afslappet bundne toppe, ballonærmer på bluser tilsat stramme bukser på en über chik måde – bare enkelt og smukt, intet prætentiøst eller provokerende her. Alber, vi kan ikke få nok!

Lanvin forhandles hos Birger Christensen, Kassandra og på www.mytheresa.com ».

Balmain Paris

Christophe Decarnin har efterhånden placeret modehuset Balmain øverst på modens stjernehimmel,

og selv ikke i 80’erne var iturevne jeans vel så sexede som hans 2009-udgave. Også denne sæson

opretholder han det høje niveau med endnu et stjerneskud af en parisisk kollektion – og endnu en

god grund til at blive modefrankofil. Her får du bling-bling rock chick-stil for alle pengene og en ren adrenalin-indsprøjtning, hvis du går rundt med en lille rockstjerne i maven. Ikke så mærkeligt, at Madonnas Borderline spillede under showet i oktober. Du finder også Michael Jackson-inspirerede jakker med masser af similisten, uniformssnit, stenbesatte stiletter, stone washed jeans og rock’n’roll-kjoler. Balmain forhandles hos ParisTexas og på www.colette.fr ».

Burberry Prorsum Milano

Garden Girls er navnet på designeren Christopher Baileys kollektion for Burberry Prorsum. Inspirationen har han hentet fra sin egen have i Yorkshire og bogen Garden People om excentriske

engelske have-ejeres kærlighed til deres haver. Kollektionen byder på masser af grønne nuancer,

nøjagtig som blomsterne i de engelske blomsterbede, jordfarver, der skal se ud, som om regnen netop

har ramt dem, store patchwork-lignende hatte ned over øjnene, strømpesokker i de høje sandaler og

selvfølgelig den uundgåelige klassiker, trenchcoaten i en mere krøllet udgave. Alt i alt viser Mr. Bailey en super cool britisk måde at se chik ud på. Rule Britannia!

Burberry Prorsum forhandles hos Burberry og på www.net-a-porter.com ».

Rodarte

New York - Designerduoen Rodarte, der på rekordtid har opnået international anerkendelse, er bedre

kendt som Mulleavy-søstrene (med fornavnene Kate og Laura). Deres første kollektion fra 2005 bestod af ti håndlavede stykker tøj – for nylig sad en af deres kreationer på forsiden af amerikansk Vogue på megastjernen Rachel Weisz. Derudover er Cate Blanchett, Michelle Obama og Tilda Swinton blot nogle af de kvinder, som elsker søstrenes unikke design. Denne sæson byder på et nærmest futuristisk look

i et miks af chiffon, læder og strik kombineret med masser af kædedetaljer og bondage-referencer.

Stemningen er provokerende og bjergtagende, og man kan roligt sige, at søstrenes ofte poetiske look nu er blevet mere edgy og råt. Rodarte forhandles hos Dover Street Market i London og hos 10 Corso Como i Milano.