Det skal du opleve i modeugen
Copenhagen Fashion Week er netop skudt i gang, og traditionen tro vil der de næste dage være et tætpakket program af alle former for mode-events. Vi sparer dig for den måske uoverskuelige opgave at vælge ud blandt de bedste arrangementer med en liste over de 5 ultimative hot-spots.
1. Udstilling: Haute Couture by OLE LYNGAARD COPENHAGEN
I anledning af OLE LYNGAARD COPENHAGENs 50 års jubilæum har Charlotte Lyngaard designet en couture kollektion, som du i Copenhagen Fashion Week kan komme helt tæt på – toppet af med egne smykkedesign giver udstillingen indblik i firmaets håndværksmæssige tradition, der stadig i dag bruges til formgivning af moderne og tidssvarende smykker.
Dato: Onsdag d. 7. august, 10:00 til lørdag
Hvor: Ny Østergade 4 Kbh K
2. Shop amok: Hurra for Vila – 1 år
Vila på strøget fejrer under Copenhagen Fashion Week sin 1 års fødselsdag, og er du i nærheden af butikken fredag, stiller brandet op med gedigen mode-festivitas og 20% rabat på alle de sidste nye items. Fristende, siger vi bare…
Dato: Fredag d. 9. august, 10:00 til 19.00
Hvor: Vimmelskaftet 43, Køh K
3. Verdenspremiere - Butiksåbning
J Lindeberg åbner butik women’s wear i Kbh Det svenske brand J Lindeberg åbner under Copenhagen Fashion Week butik med women’s wear – den første i verden. Få et dugfrisk kig på sæsonens nye kollektion, mød designerne, nyd et glas champagne og tonerne fra DJ Nicoline ved åbningen i Illum – der senere rundes af med after party på 1105 cocktail bar.
Dato: 8. august fra 1830 til 20
Hvor: ILLUM 2. sal
4. Til konkurrence-typen: 2ND DAY Street Look
Er du fashionista og din stil mere end cool? Hvis ja, har du chancen for at vinde et top-lækkert out-fit fra 2ND DAY under Copenhagen Fashion Week. Hvordan? Helt enkelt. Kig forbi butikken og sammensæt et unikt outf-fit fra AW13 kollektionen – få taget et billede, og du deltager i konkurrencen, hvor du kan vinde det look, du har stylet.
Dato: Lørdag d. 10. august, 10:00 til 14:00
Hvor: 2ND DAY Flagship Store
5. Mode-uge skøn
Optimer dit Copenhagen Fashion Week look og kig forbi The Body Shop, hvor du under hele modeugen kan få lagt make up og modtage professionel rådgivning – gratis. Sats på lørdag, der topper oplevelsesbarometeret med et modeshow med de sidste nye trends inden for make up – midt på Strøget.
Dato: Lørdag d. 10. august, 12:00
Hvor: Østergade 33, København K
Men du kan også...
Tage et smut forbi tandbørstemærket Jordans pop-up store på Nytorv i København fra 8. august–10. august fra klokken 12.00 – 18.00. Her kan du få en AirFlow-behandling gratis, som fjerner farvede belægninger.
Psst...
Husk også at DR K igen i år dækker modeugen massivt. Her er programmet:
ONSDAG DEN 7/8 kl. 20.00 på DR K
Karl Lagerfeld tegner sit liv (Karl Lagerfeld Sketches his Life)
Modens mest excentriske skikkelse har altid værnet om sit privatliv, men her tegner Karl Lagerfeld skitser af sit forbløffende liv. Fra barndommen i Tyskland til førkrigstidens Paris, hvor han ankom helt alene og kæmpede sig vej ind i modens lukkede verden.
TORSDAG DEN 8/8 kl. 20.00 på DR K
Isabel Marant - dagen før (The Day Before: Isabel Marant)
Den succesfulde franske designer Isabel Marant, der i november lancerer en kollektion for H&M, mener selv, at hendes succes skyldes, at hun laver tøj til rigtige kvinder, ikke til fantasifostre. Her følger vi de sidste forberedelser til hendes show, hvor Marant forsøger at virke afslappet, selvom det er alt andet end let.
TORSDAG DEN 8/8 kl. 21.45 på DR K
Vogue – med redaktørens øjne (In Vogue: The Editor's Eye)
Verdens mest indflydelsesrige modebilleder skyldes ikke kun gode fotografer, men i høj også moderedaktørens umiskendelige kunstneriske instinkt. I anledningen af Vogues 120 års jubilæum inviterer nuværende chefredaktør Anna Wintour inden for i det ikoniske bladhus.
Moderedaktører som Grace Coddington og Tonne Goodman, Vogue-modeller som Nicole Kidman og Sarah Jessica Parker og modedesignere som Alber Elbaz og Marc Jacobs giver sammen med Vogues fremragende arkiv en levende fornemmelse af samarbejdet mellem topfotografer og bladets moderedaktører.
FREDAG DEN 9/8 kl. 20.00 på DR K
Lanvin - dagen før (The Day Before: Alber Elbaz)
Kom med helt tæt på designeren bag Lanvin, Alber Elbaz, i de sidste 48 timer inden modehusets opvisning løber af staelen - det er et stort kreativt maraton. Den israelske Elbazs skarpe bid og en ubeslutsomhed grænsende til det neurotiske har ikke givet ham tilnavnet modens Woody Allen for ingenting!
LØRDAG DEN 10/8 kl. 23.30 på DR K
Jagten på skønheden (Chasing Beauty)
Bag modebladenes glitrende forsider ligger en sjældent fortalt historie om de ofre, modellerne må yde for at komme til tops i deres profession. Hvordan påvirker skønhedsindustriens kropsidealer unge kvinder og mænd, og hvilke psykologiske skader kan de krævende og ofte uopnåelige fysiske krav medføre? Supermodeller, fotografer, agenter, designere, plastikkirurger, make-up artister og psykologer forsøger her at besvare spørgsmålet om, hvad skønhed er. Og om det er prisen værd?
SØNDAG DEN 11/8 kl. 20.00 på DR K
Det lækreste hår – portræt af Vidal Sassoon (Vidal Sassoon the Movie)
Vidal Sasoon (1928-2012) var meget mere end blot frisør; han var en rockstjerne, en kunstner og en gudsbenådet håndværker, der ændrede verden med en saks! Han frigjorde i 1960'erne generationer af kvinder fra frisørsalonens tyranni med sin 'wash and wear'-filosofi inspireret af Bauhaus-bevægelsens geometriske former. Sasoons lidenskab og udholdenhed bragte ham fra et jødisk børnehjem i London til at blive sit håndværks ypperste udøver.
SØNDAG DEN 11/8 kl. 21.45 på DR K
Modens herskerinde - portræt af Diana Vreeland (Diana Vreeland: The Eye Has To Travel)
Diana Vreeland 'modens herskerinde' revolutionerede som redaktør for Harper's Bazaar og Vogue vores holdning til mode og præsenterede en livsstil fyldt med glamour og excentricitet. Hun lancerede Twiggy, rådgav Jackie O. og er moder til nogle af modens mest ekspressive talemåder som 'bikinien er den største opdagelse siden atombomben'. Dokumentaren leverer et intimt portræt af en af det 20. århundredes mest indflydelsesrige kvinder og lader samtidig Vreeland illustrere, hvordan kvinderollen har udviklet sig i løbet af århundredet.
LÆS OGSÅ: By Malene Birger vinder ALT for damernes Guldknap 2013