Diane von Furstenberg bliver sexet op af Carine Roitfeld
Man skulle ikke lige tro, at hun havde brug for det, men Diane von Furstenberg er blevet sexet gevaldigt op til dette efterår. Man kunne argumentere for, at det – kampagnemæssigt – egentligt var tiltrængt efter sommerens lidt mærkelige og meget hovedløse kampagne, og nu er der for alvor kommet andre boller på suppen.
Og efteråret er ikke blevet gjort sexet af fru hvem-som-helst, for det er nemlig selveste Carine Roitfeld der har været på spil. Og den franske modedronning er som bekendt ikke er bleg for at spice et billede op med lidt lår og et lystent blik. Således kan vi nyde den altid smukke og yderst aktuelle – med både fransk og britisk Vogue forsider ude nu – Daria Werbowy, som sender et forførende blik til beskueren iført en klassisk wrap dress fra Diane von Furstenberg.
Diane von Furstenberg fortæller selv om kampagnen til WWD, at ”kampagnen går tilbage til vores rødder og skal opfordre kvinder til at være rockstjerner og muser i deres eget liv.”
Vi fik pludselig lyst til en wrap dress.