Emmanuelle Alt bliver chef for fransk Vogue
Lige før jul sendte nyheden om, at Carine Roitfeld stopper som chefredaktør for fransk Vogue, chokbølger rundt i hele verden. Nu er den ikoniske chefs efterfølger så fundet, og det bliver moderedaktøren på fransk Vogue, Emmanuelle Alt, der gennem de sidste årti har arbejdet tæt sammen md Carine Roitfeld, som skal føre fransk Vogue godt igennem 10’erne.
45-årige Emmanuelle Alt er berømt for sin rock’n’roll stil med store bredskuldrede jakker, stramme jeans og svimlende høje hæle. Hun overtager et succesfuldt magasin, hvor indtægterne sidste år steg med 12 %, og derfor skal vi - ifølge Condé Nasts franske direktør Xavier Romatet - ikke forvente os store radikale ændringer, men snarere en progression af fransk Vogues dristige syn på moden.Alt er berømt i modebranchen for at føre den mere rå glamour tilbage på dagsordenen, og det er alment kendt, at hun har givet masser af input til Balmains chefdesigner Christophe Decarnin, og modestylisten Alt er også ofte set i selskab med designeren Isabel Marant.
Roitfeld overraskede som sagt os alle med meddelsen om, at hun stopper. Hendes begrundelse lød sådan: “Det har været et utroligt eventyr, men måske banker mit hjerte og min sjæl mere for at arbejde som freelancer.”
Emmanuelle Alt siger, at hun ser det som en stor ære at stå i spidsen for et magasin, som hun kender så godt. “Jeg vil hellige mig arbejdet med at arbejde sammen med det talentfulde hold, der definerer fransk Vogue, samt udvikle magasinets utrolige potentiale,” siger hun i følge WWD.Karl Lagerfeld, der før har hyret hende som stylist på Chanels kampagner, siger:
"Hendes stil er hendes brede skuldre, lange ben og stramme jeans. Jeg kan personligt rigtig godt lide hende. Hun er en smuk fransk kvinde. Hun har stil, men er det nok til at skabe et helt magasin?" spørger han.
Det glæder vi os i hvert fald til at følge svaret på. Emmanuelle Alt vil stå øverst på kolofonen i fransk Vogues april nummer.