Etiske jeans er Fin

Etiske jeans er Fin

Fra Norges fjelde (ok, Oslo) kommer nu mærket Fin med en kollektion i økologiske materialer, en plan om at nedsætte CO2 udslip og rene, nordiske snit.

Fin er skabt af to tidligere rådgivere inden for corporate social responsiblity, som – i frustration over for meget snak og for lidt handling omkring etik – allierede sig med designeren Per Age Sivertsen for at gøre noget ved sagen. 

Det kom der i år en fin kollektion ud af, der i februar blev vist i New York i forbindelse med House of Organics modeshow specielt for etiske korrekte mærker, samt på den københavnske modeuge under CPH Vision.

Særligt Fins jeans er blevet bemærket i det store udland, og mærket tæller allerede damerne Keira Knightley og Kate Bosworth som trofaste fans.

På www.finoslo.com kan du læse mere om Fin og dets designvision. Mærket vil bl.a. fra 2009 begynde at bruge såkaldt ‘vild silke’ i alt deres tøj. ‘Vild silke’ eller ‘fredssilke’, som det også kaldes, er et håndspundet silkestof høstet efter silkeormen er blevet til en fritflyvende sværmer, og som på denne måde sparer de små dyrs liv i silkeproduktionen.