Få chefdesignerens modetips

Få chefdesignerens modetips

Hvordan vil du beskrive din stil?

– Sort og neutrale farver, fine detaljer og god kvalitet. I mit klædeskab har jeg stort set kun tøj, som er lavet til at leve i. Tøj skal være let at have på, så min stil er ret ukompliceret og afslappet. Elegant, feminin og til tider lidt „drenget“. Jeans er et fast element. Jeg er ofte i stiletter, for det er en nem måde at opgradere et look på, når det skal gå lidt hurtigt.

Hvorfor sagde du ja til at være gæstestylist i ALT for damerne?

– Fordi det er en spændende udfordring, og jeg er superglad for at kunne bidrage til bladet.

Hvad kan man bruge din modeserie her i bladet til?

– Man kan blive inspireret af en enkel styling, der kan virke meget stærkere og mere tiltalende end den overdrevne. Og genopdage klassikerne, som kan noget i sig selv – og er uden for hele modebegrebet.

Hvordan vil du beskrive din modeserie?

– Den første serie er ret enkelt stylet ‒ det, synes jeg, er meget rigtigt lige nu. Jeg har været inspireret af enkelt tøj og klassikere i neutrale farver. Faktisk er en af tendenserne i moden jo lige nu, at basistøj er mode! For eksempel er den sorte dobbeltradede uldfrakke klassisk og meget funktionel, men på sin vis også virkelig cool.

Hvad tror du, at vi kommer til at se meget mere af i denne sæson?

– Farven camel bliver vigtig. Den er retro, men også nutidig. I serien har jeg brugt den på bl.a. cardigans og ridebukser. Og så er farven flot til slidte jeans og til kontrastfarver som sort og grå.

Hvad er dit forhold til mode?

– Jeg har et godt forhold til mode. Der er jo mode i rigtig mange ting. Jeg synes generelt, at det er super spændende at se, i hvilken retning tendenserne går. Både når det gælder tøj, kunst, mad, film, musik og arkitektur. Det hele hænger jo sammen på en eller anden måde.

Hvor finder du inspiration?

– Min største inspirationskilde er tilfældige folk på gaden – gerne hverdagsmennesker, som ser veltilpasse og skønne ud. I alt, hvad jeg gør og designer, er følelsen vigtig. Derudover er der rigtig meget inspiration at finde i film, nye såvel som gamle.

Hvad er dit forhold til ALT for damerne?

– Et nostalgisk forhold. ALT for damerne har jo eksisteret al den tid, jeg kan huske.

Hvordan mener du, at man opnår et personligt look?

– Det handler om at bruge mode rigtigt ved at holde fast i det, der fungerer for dig! Det kan godt være, højtaljede bukser er på mode, men det betyder ikke, at de er cool til alle. Det skal føles rigtigt for den enkelte. Udfordringen i dagligdagen skal ikke ligge i det, du har på.

Dit bedste stylingtip lige nu?

– Stiletter er altid gode. Og de klæder den lidt herreinspirerede efterårsmode, som ellers er ret nedtonet.

Hvad er so last season?

– Det vil jeg lade folk selv om at bestemme.

Har du et stilikon?

– Jeg har ikke et bestemt stilikon. Men jeg er vild med newyorkernes afslappede look, og så har jeg et specielt forhold til Paris. Jeg synes rigtig godt om de franske kvinders feminine stil.

Hvem kunne du tænke dig at se i tøjet i din modeserie?

– Kvinder i alle aldre.

Fakta

Lene Borggaard, 42, er uddannet designer fra Designskolen i Kolding. Hun har tidligere været chefdesigner på Bruuns Bazaar, men har siden sommeren 2007 »siddet som chefdesigner på InWear.

Bor i Kbh. K ved søerne med sin søn på 8 år.