Test af øjencremer

Test af øjencremer

Den fine, tynde hud rundt om dine øjne har brug for ekstra pleje. De nye øjencremer kan hjælpe godt til med at holde den spændstig og glat, men husk nu at søvn, sund kost og mindst to liter vand hver dag er absolut nødvendigt for en sund og frisk hud. 

Cremen

Øjencremen blødgør og fugter, og det ser ud som om, at den udglatter, mindsker rander og de hævelser, du kan have efter din søvn. Testpersonen vågner i hvert fald op med mindre hævede øjne, end hun plejer. Øjencremen har en meget lækker konsistens – er let og luftig med en smuk pudderagtig farve. Duften er fantastisk, mild og appetitlig. Emballagen er enkel og ren, og gør det til en samlet æstetisk oplevelse at bruge den. Tanken om at påføre sit ansigt og særligt området omkring de sarte øjne noget, der er så rent, naturligt og med økologiske ingredienser, er i sig selv en glæde.

LL Regeneration Eye Wrinkle Cream fra Anne Marie Börlind, 299 kr.

Serummet

Serummet fra Priori, der er lavet til dine øjenomgivelser, indeholder den stærke antioxidant CoffyBerry, som skulle forbedre og forebygge ældningstegn i din hud. Det dufter dejligt af vanilje og får dit øjenparti til at se mere glat og frisk ud. Den lette konsistens er en fornøjelse at bruge, og i de første minutter mærker du en let varme der, hvor du har duppet den på. Det giver følelsen af, at serummet virkelig arbejder i din hud og sætter gang i microcirculationen. Testpersonen synes. at hendes mørke rander under øjnene er blevet reduceret kraftigt, og hævelser er minimeret.

CoffeeBerry Radiance Eye Serum, 545 kr.

Geleen

Den nye øjencreme fra skønhedsmærket No7, der blev et kendt navn efter at have lanceret et produkt, som blev udråbt til at være et mirakelserum, har en lys sandfarve og virker fugtende og let. Den får en lidt gele-agtig konsistens, når den bliver påført din hud og skal sidde lidt, inden den trænger helt ind. Øjencremen har en mild og frisk duft  og føles så mild, at du kan massere den helt ind til kanten af øjet, hvor man ofte trænger til mest fugt. Den giver en blød og rar fornemmelse og virker udglattende og opstammende efter blot et par dage.

No7 Protect & Perfect Eye Cream, 220 kr.