Her er modebranchens nye sports-crush
Sport og mode har længe haft en kærlighedsaffære, men sjældent har den været så smuk som med branchens seneste ”crush”.
Ballet oplever nemlig lige nu en renæssance. Det skyldes blandt andet, at amerikanerne har fået øjnene op for den tonende træning, der er en del af de smidige og langlemmede danseres daglige rutine, og som er inspirationen, der ligger til grund for den blomstrende interesse i Danmark.
Balletten er en tydelig inspiration i nogle af de mest prestigefyldte modemagasiner som Vogue Paris, der i maj viste topmodellen Anja Rubik i en 18 sider lang serie flankeret af danseduon Laurent og Larry Bourgeois, stylet af Emmanuel Alt.
Fotos: Vogue Paris, april 2014
Også i andre medier som Mashable.com stak fascinationen af ballet for nylig helt af, da historien om ballerinaen Misty Copeland gik viralt med overskriften: ”Misty Copeland beviser, at ballerinaer er lige så stærke som sportsverdenens sejeste atleter”. Se videoen med den bomstærke ballerina:
På Harpersbazaar.com kunne man for nylig nyde et vanvittig galleri med balletfotos fra Instagram.
Nyere er tendensen dog heller ikke. Allerede i dokumentaren ”Mademoiselle C” om den tidligere Vogue Paris-chefredaktør Carine Roitfeld, så man hende få privat balletundervisning, som hun roste til skyerne for at sikre hende en slank og stærk krop. Andenudgaven af hendes magasin CR Fashion Book i 2013 havde ballet som tema:
"Ballet er en kunstform, der nedbryder kroppen og sjælen. Der er en skrøbelighed, som jeg finder inspirerende," udtalte hun i den forbindelse, ifølge Nymag.com.
Ballet og barretræning hitter
Også tendensen med holdtræning, der trækker på referencer fra ballettens verden, har ulmet i et par år, men er for alvor ved at bryde igennem i København, hvor de fleste tilbud om barretræning findes.
Af de udbydere, Eurowoman.dk har været i kontakt med, oplever alle en stigende interesse for træningsformen, der fokuserer på øvelser ved barren og ikke spring hen over gulvet.
Kristina Trolle er personlig træner og har gennem de seneste tre år undervist i BarreFusion, en træningsform, hun selv har udviklet og fundet inspiration til i New York, som tager udgangspunkt i øvelser fra ballettræning.
- Jeg oplever en stigene interesse for barretræning. Jeg tror, at i en tid hvor maskuline træningsformer som crossfit og ekstremsport, eksempelvis triatlon, fylder meget i det generelle træningsbillede, har rigtig mange kvinder fået lysten tilbage til at dyrke kvindeligheden og femininiteten, siger hun til Eurowoman.dk og uddyber:
- I barretræning bliver begge ting udnyttet. Det er hård udholdenhedstræning, men samtidig er det yndefuldt og meget kvindeligt. Vi får mulighed for at vise vores kvindelige sider, mærke kroppen og rette blikket indad i en tid og i et præstationssamfund hvor maskuline værdier dominerer, og tendensen generelt er ikke at vise sårbarhed. Desuden tror jeg også, det er ved at gå op for mange kvinder, at denne her form for træning virker! Hvem vil ikke gerne ligne en balletdanser, eller bare bevæge sig som én, spørger hun.
Kun toppen af isbjerget
Kristina er ikke den eneste. Karen Djervig-Chamby, der driver Chamby Studio lidt udenfor København peger også på, at vi kun har set toppen af isbjerget:
- Jeg er selv balletdanser og har undervist i balletbarre siden 2012. Jeg fik inspiration fra USA til at begynde i Danmark og tager selv undervisning I USA og Frankrig, hvor det er enormt populært. Danmark er som regel altid lidt bagefter, når det kommer til trends fra udlandet. Men balletbarre er ved at etablere sig, forklarer hun til Eurowoman.dk.
Så hvad end du er til ballet som modeinspiration - eller på den sveddryppende måde - er mulighederne mange. Og man kan jo også nøjes med at se på de smukke billeder