'Jeg befinder mig godt i kjoler'

"Jeg befinder mig godt i kjoler"

Som ejer af modebutikken Haus-Frau i Silkeborg har Lise Lassen Jørgensen med glæde fulgt kjolelængdens vej ned over knæet. Stilen er klassisk og feminin med florlette skjorter, seriøse jakker og et strejf af glimmer.

Hvad kendetegner din stil?

Den er klassisk. Jeg kan godt lide det underspillede, delikate og elegante. Jeg er også til farver og feminine snit, der markerer taljen og naturligt fremmer det, jeg gerne vil fremme.

Hvad er et typisk look for dig?

Jeg befinder mig godt i kjoler, der sidder lidt tæt, og er glad for, at der er kommet mere længde på kjoler og nederdele, som jeg bruger med en jakke eller en kort, tætsiddende cardigan.

Shorts fra Baum und Pherdgarten, strik fra Filippa K og Lises nyeste køb, et par smukke sandaler fra Laidback.

Hvilke designere inspirerer dig?

Jeg kan lide feminine designere som italienske Missoni, det pæne og noble look hos Max Mara og Forte_Forte, der har florlette skjorter, er velsyet, underspillet og gennemarbejdet. Danske Graumann er også et fantastisk mærke med sans for kvalitet.

Hvad har du meget af i din garderobe?

Jakker! Jeg føler mig altid både ladylike og godt tilpas i en jakke. Jeg tror i bund og grund, at en jakke tilfører mig en ekstra følelse af seriøsitet.

Hvor shopper du?

Ud over min egen butik kan jeg godt lide Møhge & Maude fra Aalborg, der nu også findes i Århus. I København kan jeg godt lide at gå på opdagelse i Another Nué, hvor ekspedienterne er supersøde.

Jakker er det vigtigste i Lises garderobe – fra Wackerhaus, Étoile Isabel Marant og

Heartmade.

Lise er allergisk over for mange typer af makeup og sværger især til Jane Iredales mineralmakeup uden kunstige farvestoffer.

Klassiske accessories: Taske fra Mulberry, tørklæde fra Épice og sko fra Repetto.

Har du en særlig shoppestrategi til sæsonen?

Jeg tror meget på at købe lidt, men godt. Vælg den klassiske cardigan i god kvalitet med det samme, frem for at prøve at spare ved at købe en billigere udgave, der hurtigt mister facon eller farve.

Hos hvilke mærker finder du dine basiskøb?

Filippa K er ubetinget blandt mine favoritter med klassiske skjorter, cool businesslike konfektion og ikke mindst deres microfiber-strømpebukser. American Vintage har jeg også en del af – særligt de fine, tynde toppe, man ofte har på inderst. Og så er jeg virkelig glad for Dear Deniers strømper – jeg kan ret godt lide glimmer...

Lette sommertoppe. Grøn fra Graumann, leopard fra Heartmade og resten fra Baum und Pherdgarten.

Hvad er dit bedste køb nogensinde?

Graumanns cashmerecardigan. Den er kort og tæt med trekvartærmer, og jeg synes på alle måder, den er "lidt mere" end andre cardiganer.

Lises 3 bedste tips til din stil:

1/Opdater dit look med en skjorte under en strikbluse eller en sweatshirt.

2/ Understreg din femininitet og stil med en smuk læbestift og lidt rødt på kinderne.

3/ Søg hjælp, når du shopper – de ansatte har masser af erfaring i, hvad der klæder forskellige kvindetyper.

LÆS OGSÅ: Hun kommer aldrig hjem med impulskøb