Tine Kjeldsen, 40, ejer af interiørfirmaet Tine k Home, foretrækker et diskret og skødesløst look. Hun stryger derfor ikke sine skjorter og fylder sit klædeskab med casual items som T–shirts, jeans og lun strik.
Min stil er enkel, diskret og skødesløs, Jeg har jeans i alle afskygninger, og det er nok dem, der mest følger tidens mode i mit klædeskab.
Hvad har du meget af i dit klædeskab?
T–shirts og strik og så de hvide skjorter. Til de helt stramme jeans elsker jeg de lidt længere skjorter og den tefarvede med kontrast kant på skulderen fra min svigerindes butik Emborg er blevet brugt flittigt. Jeg stryger aldrig mine skjorter, da de så bliver for stive at se på. Og at smøge ærmerne op giver dem præcis det skødeløse look, jeg er vild med.
Hvad er god stil?
God stil handler for mig om udstråling og om at vide, hvad der klæder ens krop. Balancen mellem at være klædt ud i tidens mode og at bære den på en troværdig og personlig måde er hårfin. Det mestrer de parisiske kvinder med deres altid lækre attitude og let sjusket hår.
Hvad er dit seneste køb?
Er de fine neon–koral sandaler med små Swarovsky sten. De skal shine til både hverdag og fest.
Hvad er dit bedste køb?
Annonse
Min sorte silkekjole fra Indien, der kan bruges med flade sandaler til hverdag og sætter man den sammen med en flot høj sko, ja, så er der fest.
Hvad er en god investering?
Bedste investering er et stærkt ord at bruge om tøj og sko, men en lækker sort blazer holder i mange år.
Er der ligheder mellem din bolig- og tøjstil?
Ja, det tror jeg. På begge områder går jeg op i god kvalitet, enkle farver, kontraster og skifter ikke så ofte ud i tingene, hvad enten det er tøj eller interiør. Når jeg køber noget, skal det passe til det eksisterende og holde længe. Jeg bryder mig ikke om, når man kan se, hvad sæson eller år tingene er fra. Jeg tror på at det tidløse holder længst i garderoben og i boligen.
Tine K's bedste stil–tip:
Gode jeans er et must og med et par i forskellige farver kommer du langt.
Rul dem lidt op og på med et par flade sandaler, en skjorte og en fin blazer.
Vær tro mod din stil og hvad der klæder din krop ellers bliver resultatet derefter.
Køb ikke en hel garderobe på én gang, hellere lidt af gangen.